Fra Ladbergen i Tyskland gik turen ad A1 i retning Dordogne, men der var stadig lang vej, så der var indlagt endnu et pitstop lige syd for Paris.
Vi havnede i mere end et vejarbejde, men alt gik glat og ligesom dagen før, var vi forskånet for både lange, opslidende køer og uheld, så vi nød køreturen og hinandens selskab, mens vi snakkede lidt om, at vi denne gang ville komme langt udenom Paris og derfor slippe for at blive fanget i dens trafikale kaos. Som om…
Det er her, at planlæggeren burde skydes, for hun forsømte altså at have håndfast styr på Åse, vores ellers så trofaste og venligtsindede GPS, for denne gang syntes hun tilsyneladende, at vi skulle se Paris fra en helt ny vinkel og GRUNDIGT, som i over mange timer. Vi var tre timer om at komme gennem Paris. Tre lange, kedelige og frustrerende timer, hvor vi KUN holdt i kø og flyttede os langsomt små etaper ad gangen og ikke kunne finde alternativer, så vi kunne slippe ud og væk.
Siden fortalte udlejer os, at er man først fanget ind i en af Paris’ omfartsveje, er der ingen vej ud igen. Man må bare stå det ud og det skal jeg da lige love for, at vi kom til. Vi var frygteligt frustrerede, da vi endelig slap fri af byernes by. Oline gik endda så langt som til at proklamere, at hun ALDRIG skulle til Paris, for nu hadede hun den ligesom allerede på forkant for at være så kaotisk, men med tålmodighed lykkedes det og vi kørte ikke langt, før vi drejede fra og lagde an til landing i Dourdan, som med god vilje, kan betegnes som en forstad til Paris.
Dourdan ligger omgivet af gammel løvskov. Byen ligger kun et stenkast udenfor Paris og det er i de omkringliggende skove, at Frankrigs konger har drevet jagt siden tidernes morgen. I dag er her stille og chancen for at møde en konge er vist forsvindende lille ;-)
Til gengæld for de få konger, kan byen byde på en helt særlig middelalderstemning, eget slot med (tørlagt) voldgrav, torv med overdækket markedshal og uforfalsket fransk charme.
Vi havde booket værelse på Hostellerie Blanche de Castille og fik tildelt et værelse på 3. sal med en smuk udsigt over byen. Det var her, gråvejret begyndte, men det skulle nu ikke afholde os for en skøn spadseretur i byen efter en dejlig aftensmad i hotellets restaurant.
De var tydeligvis ved at gøre klar til lørdagens marked den aften. Bilerne, som plejer at holde på pladsen, var i dagens anledning fjernet og et par unge mænd var beskæftiget med at montere bukke og plader, så der var klar til at falbyde alt mellem himmel og jord den næste dag.
Man kan ikke gå en tur i Dourdan uden at komme omkring Château de Dourdan. Slottet eller borgen ligger i centrum side om side med markedspladsen og L’église Saint-Germain-d’Auxerre, byens kirke og stemningen omkring torvet er helt særlig af netop den grund, synes jeg, men døm selv ud fra billederne.
Inden længe indfandt den blå time sig. Jeg elsker, når lyset svinder og der bliver en ganske særlig og fortættet stemning af slutningen på en dag. Så nyder jeg at gå ude og sanse de sidste minutter af lys, inden natten overtager. Min familie kan heldigvis lide det samme.
Ovenfor får du et lille kig til L’église Saint-Germain-d’Auxerre, byens kirke.
Vi tog turen omkring byens slot med voldgraven, fangehullet, som lå separat fra resten af slottet midt i voldgraven og med kun en lille bro som forbindelse til resten af verden og de tykke, høje mure, som på sine steder gjorde det næste umuligt at se, hvad der foregik indenfor. Vi hilste på franskmænd på café, snakkede om fangehuller og den franske revolution, nød den lune aften og fandt stille vejen hjem under dyner, vi trængte til.
Næste dag vågnede vi til regn. Stille morgenregn. I et ophold i regnen nåede vi ud at handle lidt forsyninger på markedet udenfor porten til hotellet, inden vi satte kursen sydover. Klokken 16.07 lørdag eftermiddag ankom vi til det sted, vi havde glædet os sådan til at gense og vi blev bestemt ikke skuffede.
Her er underskønt. Stilheden er en lise for sjælen. Omgivelserne og udsigten er betagende. Selskabet udsøgt. Jeg er glad helt ned i tæerne :-)
8 kommentarer
Liselotte
8. juli 2014 at 12:08Vi er i den grad landet og vi nyder at være tilbage. Alt er, som det skal være. Vi finder overskud i at kende området og vi behøver ikke bruge tid eller kræfter på at finde indkøbsmuligheder, små aftenture og så videre… :-)
Ida
7. juli 2014 at 18:02Der er ikke noget bedre end at finde et sted, som føles som ens eget, hvor man kan trække vejret roligt og helt ned i tæerne og hvor sjælen ikke har svært ved at finde hjem. Jeg håber, I får en dejlig ferie, og at I også fremover får det for jer selv. Med al den dejlige reklame kan det jo være, at der er nogle, der forsøger at snuppe det fra jer – og det bliver altså ikke mig (!)- jeg vil helst selv finde det, der passer til mig og min familie. God sommer
FRØKEN LARSEN I/S
7. juli 2014 at 15:02Hvor er det bare dejligt – altsammen.
Rigtig god nydning…
Kh. Lene.
Helle D
7. juli 2014 at 13:02Hvor ser der hyggeligt ud! – og at fotografere blå billeder er bare noget af det bedste! Lyset giver noget helt specielt magisk til billederne…. :-)
Jette
7. juli 2014 at 12:55Nu skal hun passe på, Oline, at det ikke går hende, som det gik mig. For ca. 36 år siden var jeg på tur til Thyborøn, med mine forældre, en farbror og hans kæreste. Vi “damer” blev sat af ved Sneglehuset, datidens største turistattraktion, mens de mandlige deltagere tog bilen ned på havnen. Da vi var færdige med at besigtige skaller, muslinger og andet pynt, satte vi kursen mod havnen, hvor vi skulle mødes et uspecificeret sted – “på havnen”.
Vi mente nok, at det ville være rimeligt nemt at finde dem, for havnen i Thyborøn er nogenlunde overskuelig. Men vi tog fejl – så efter megen traven rundt, gav vi os til at kigge indenfor på samtlige beværtninger i byen (og der var mange – byens størrelse taget i betragtning) Det endte med, at vi mødte dem helt tilfældigt, da vi nærmest havde opgivet ævred og var belavede på, at vi måtte gå hjem (ca. 70 km. :-)) Vi havde ikke været klar over, at der er to havne i Thyborøn, den “almindelige” og industrihavnen. Og der havde de været, mens vi traskede rundt på og gloede olmt på sagesløse værtshuskunder. Da vi kørte fra byen, svor jeg, at jeg ALDRIG nogensinde skulle til Thyborøn. Et par år senere flyttede min søster og hendes mand til byen og jeg mødte en af hans kolleger. Nu har jeg boet her i 33 år.
Tænk, hvis det havde været Paris de var blevet væk i dengang…. :-)
Randi
7. juli 2014 at 11:22Trafikken i Paris er en udfordring! Til gengæld er byen jo pragtfuld på alle mulige andre måder.
Jeres ferieparadis ser skønt ud, og jeg håber, at I får et dejligt ophold der :-)
Jette
7. juli 2014 at 10:49Kører jævnligt gennem Paris og strikker strømper i køerne. På en dårlig dag bliver det til en hel sok. Men glæder mig ved tanken om, at den ene vej venter dage med at lave ingenting og gå på markeder og i forretninger og spise den lokales altid velsmagende plat du jour til 9 € og den anden vej venter hjemme med arbejde og hverdag og alt det andet, jeg også godt kan lide.
Rigtig god ferie til dig og dine.
Hege
7. juli 2014 at 10:40Olines utsagn minnet meg om meg selv og min mann da vi var på Interrail for første gang i 1979. Vi var på vei til Portugal, og var det noe vi absolutt ikke skulle, så var det å stoppe i Paris. Vi skulle bare bytte tog på Gare du Nord. Men så var vi litt sultne, og vi beveget oss ut av stasjonen og over til en baker. Da var det gjort. Vi ble en uke, – og returnerte året etter :-)
God ferie til dere. Det bassenget skulle jeg gjerne hatt her akkurat nå.