På søndagstur til Centrum & Sallingsund Færgekro

Vi trængte til familietid i går. De bedste tidspunkter er, når vi sidder samlet i bilen. Det er derfor vi elsker vores ferier, hvor vi altid vælger at køre selv. Det er dejlige, tætte timer, hvor vi snakker og er stille sammen, mens vi flytter os ned gennem Europa.

I går valgte vi også bilen, da vi skulle have lidt tid sammen. Vi hentede mor og inviterede hende med på en længere søndagstur. Hun blev på forhånd advaret om, at vi ikke havde noget slut-tidspunkt klar. Vi måtte vente og se, hvad dagen bragte. Det var i orden med hende.

Først kørte vi lidt nordpå, men vi drejede af ved Aabybro. Stik vest gik det et stykke tid og så snuppede vi et kækt venstresving. Lige lukt ned til den lille, solide færge gik det. På tre minutter bragte den os over Feggesund. Vi var på Mors, en af Danmarks smukke øer.

Vi havde ikke noget bestemt mål for øje, men ville egentlig bare ud og nyde det smukke Danmark. Det blæste dog temmelig meget, så alle de idéer vi fik undervejs blev skudt i sænk, da vi første gang var ude at strække ben. Luften var kold og blæsten hysterisk insisterende. Det var ikke særlig fristende med hverken skovture, vandreture langs den ellers så smukke kyst eller andre udendørs sysler, så vi nød i stedet den langsomme biltur tværs ned over øen.

Det er svært at klage over udsigten, når den inkluderer så smukke landskaber, som dem ovenfor.

Langs landevejene falbød lokale jordbær, æg og nye kartofler. Overalt bølgede kornmarkerne og vi valgte, når det gav mening, Margueritruten og sikke smukke steder, vi passerede.

Vi var gennem Centrum. Det tog ikke lang tid og nu nærmede vi os alligevel Sallingsund Færgekro, så vi besluttede, at det var der, vi skulle have lidt at spise og en kop kaffe. GPS’en gelejdede os i retning af kroen og undervejs grinte vi en del af, at vi nu modtager noget, som ligner vrede, jyske kommandoer, når vi skal dreje, ud af en rundkørsel eller gennem et blødt sving. Ny GPS er altid en udfordring og ikke mindst en kilde til spas.

Sallingsund Færgekro ligger smukt med udsigt til Salling Sund og Glyngøre. Stedet er smukt og sommerligt omkranset af blomstrende margueritter. Indenfor hersker den helt klassiske kro-stemning. Der er noget kendt og trygt over sådan et sted og nok specielt som tolk, der har tolket til utallige, skønne fester i det meste af Nordjylland – dog undtaget Sallingsund Færgekro.

Alle døre stod åbne, men det krævede lidt snilde og opfindsomhed at finde personale. De sad i møde, var forklaringen, men vi fik henvist et bord og vi var tydeligvis ikke de første, der skulle sidde ved det…

Der var tydelige spor efter gæsterne tidligere på dagen, men de værste krummer blev da lige børstet af, inden vi fik anvist plads. Ingen ny dug og intet nyt stearinlys. Vi bestilte kaffe. En ville spise lagkage, en anden en ostemad og de sidste to manglede frokosten endnu, så vi bestilte en osteanretning. Jo tak…

Det var da alligevel den sørgeligste og mest beskedne osteanretning jeg endnu er blevet præsenteret for.

Ovenfor på billedet har jeg indtaget ca. 1½ x 1½ cm gorgonzola og én tørret abrikos. Vi snakker en desserttallerken med tre oste-gnallinger på cirka 2 x 2 cm, to tørrede abrikoser, seks vindruer og en lille håndfuld røgede valnødder, som på en spøjs måde slet ikke ville i selskab med ostene. Sådan en tallerken kostede næsten halvfems kroner. Det er da godt hentet hjem på en beskidt dug, et næsten nedbrændt stearinlys og en generel mangel på personale.

For øvrigt var mors brød under osten vindtørt og Olines lagkages flødeskum i hvert fald ikke friskt fra fad. Vi var ikke imponerede, da vi gik ud i juni-eftermiddagen igen og det skal jeg lige love for, at de tre andre kaffegæster, vi delte rum med, heller ikke var.

Vi forlod kroen i god ro og orden, men temmelig skuffede, for at sige det mildt.

Heldigvis ventede en is forude. Den skulle kompensere for den ringe forplejning Sallingsund Færgekro var i stand til at opbyde på en søndag eftermiddag midt i juni, men først skulle vi ned til færgen og det krævede en tur over Sallingsundbroen og en smuk, langsom køretur over Salling, inden vi endte ved Sundsøre, for at tage færgen over til Hvalpsund.

Færgekiosken fik lov til at holde for, da vi skulle have den Gammeldags Isvaffel, vi havde fablet om, siden vi tog hjemmefra, men her havde vi heller ikke just heldet med os. Det var altså en gastronomisk ørkenvandring, vi var på i går. Her var den unge kioskbestyrer tydeligvis ved at udgå for Guf, så vi fik hver noget, der ligner en teskefuld, flydende lyserødt på toppen.

Oline frøs med anstand, men sådan går det, når man vil lege sommer på en sommerdag, der mest af alt minder om efterår. Vi andre frøs bare.

Resten af turen hjem var akkurat lige så smuk, som det du allerede har set billeder af. Hvor har jeg dog savnet at være en del af landskabet og årstidernes skiften, som når jeg lå på landevejene og kørte fra tolke-opgave til tolke-opgave. Dengang vidste jeg altid, hvordan mit elskede Nordjylland tog sig ud. Nu ved jeg det igen.