På Privathospitalet Skørping går tiden langsomt

På Privathospitalet Skørping går tiden langsomt og også skævt, men sådan er det vel, når man venter, som vi gjorde i mange timer i går. Mor skulle have ny hofte. Det regner de for ingenting, men det kan de også sagtens. De har rutinen. Det har vi ikke.

Vi ventede i mange timer. Mor tog det med ophøjet ro. Hun er den sejeste dame på blokken, jeg siger det bare! Ikke én eneste gang gav hun udtryk for, at det var frustrerende at være klar til operation og så ikke komme af sted. Hun virkede fuldstændig rolig og afbalanceret og så kunne Annemette og jeg vel gøre det samme. Vi prøvede.

Endelig ved 6-tiden blev hun hentet ned. Vi vinkede farvel og så gik vi ud et øjeblik for at trække lidt frisk luft. Der var skønt vejr i går. Sol og mildt og dejligt. Det nød vi lidt, inden vi fandt en god sofa-plads nede i ventesalen med udsigt ud til haven.

To timer senere var vi inde på opvågningen og sige hej. Da var Kenneth og Oline ankommet, men det var kun Annemette og jeg, der fik adgang til det allerhelligste. Hun var allerede klar og frisk, på det tidspunkt og alt var forløbet planmæssigt.

En time senere sad hun op i sengen og spiste en sen aftensmad. Da havde hun været oppe at stå og gå.

Jeg er dybt imponeret over, at det kan lade sig gøre og selvfølgelig regner de det for det rene ingenting og blot rutine, men det er jo min mor, vi snakker om, så jeg var bare glad og lettet over, at det var gået så godt. I dag har hun været i bad og hun er for længst i gang med at strikke. Fik jeg sagt, at jeg har verdens sejeste mor? Det har jeg ♥