Nu regner det. Det siler stille ned.

Vejret i dag er ikke værd at skrive om, tænker jeg først, men så husker jeg alligevel, at det startede smukt og dejligt. I morges var turen gennem haven skøn og helt som en dansk sommermorgen er. Lidt kølig, for vi er pludselig i august, men stadig smuk og med en klar, blå himmel, som dog snart skulle afløses af skyer og udsigt til regn.

Frugttræerne, som stadig er ganske små og undseelige, bugner af frugt. Faktisk er det ene æbletræ så tynget af frugt, at det skal have hjælp. Den slags noteres, når Oskar og jeg spadserer ned gennem haven. Så vender jeg tilbage med et eller andet, som skal sørge for, at ingen grene knækker.

I dag nåede jeg det aldrig, for som sagt kom regnen, men inden nåede vi lige endnu en hurtig tur udenfor.

Alt er vokset vildt, mens vi har været væk.

Vi har ikke meget at passe, for vi valgte ikke at plante en masse sommerblomster i år. Vi var væk hele juli måned og mor ville bare få en masse arbejde ud af at skulle vande, så vi nøjedes med at sørge for, at der var pænt og hyggeligt. Hun har vist været tilfreds, for vi har ikke modtaget klager.

Græsset var langt. Meget langt. Faktisk var det så langt, at det måtte slås i etaper. Først en studsning. Så endnu en studsning og til sidst endelig den klipning, som fik haven til at ligne sig selv igen. Det tog en uge at nå dertil, men nu er der igen en smuk plæne.

Ovre under træerne langs grunden ligge de blade, jeg næsten ikke kan udholde at se. Træerne er det i haven, der senest folder sit løv ud og så tillader de sig endda den frækhed, at være de første til igen at smide bladene. De starter allerede. Det er alt, alt for tidligt og jeg håber på en indian summer af format i år. Jeg har en idé om, at vi fortjener sådan en.

Klimaforandringer. De er virkelige …

Nu regner det. Det siler stille ned. Tæt sommerregn. Klimaet har tydeligvis forandret sig. Det regner tæt og ofte voldsomt, når det regner. Skybrud er nærmest hverdag. Vi må gøre noget, men jeg overmandes ind imellem af håbløshed, når jeg konfronteres med de ting, der sker i verden for øjeblikket. Jeg er tyndhudet og tåler det dårligt. Jeg har nætter, hvor jeg vågner fra drømme, der er båret af dagens skrækhistorier.

Man kan vel ikke bare melde sig ud? Kan man? Ind imellem strejfer tanken mig. At jeg må stoppe med at se nyheder. At jeg må vende det døve øre til. At jeg må skåne mig, men det ligger alt for dybt i mig at konfrontere og forholde mig og jeg ER jo en del af mange af de udfordringer, vi står med, så det er svært for mig, men det ville være godt. Bare for en stund. Rigtig godt, tror jeg.