Lørdag er torvedag og i dag var ingen undtagelse

Lørdag er torvedag. Kenneth tager oftest ind alene og handler, men i dag tog jeg med. Jeg måtte ind at se, hvordan torvet skrumper og boderne bliver færre og færre. Der er dog stadig det nødvendige, men ikke nødvendigvis flere boder at vælge mellem indenfor samme varegruppe. Det skifter lidt, hvor mange stadeholdere, vi finder derinde. Der er dog de faste og vi er kun glade for, at de stædigt holder fast. Vi elsker at handle på torvet.

I dag stoppede vi ved Bitten Slagter og fik hjemmelavede pølser med hjem. Der var også en skøn, røget rullepølse og lidt andet godt i posen, da Kenneth var færdig. Jeg var fortsat over til Annette, frugt og grønt, hvor jeg var begyndt at samle sammen til weekendens skønne måltider. Persille, mynte, citroner, kartofler, porrer… og pludselig havde jeg fyldt det meste af en kasse, men det gør ingenting, for der er altid rigtigt gode priser ved boden og så får man – ganske gratis – de dejligste smil med oveni.

TORVEDAG 001

Nørager Bageri

Vi droppede fisken. Der var ikke rigtigt noget, der fristede. Det er der til gengæld altid ved boden fra Nørager Bageri. Verdens bedste rugbrød er f.eks. fra dem, men det var desværre udsolgt, da vi nåede til fadet. Til gengæld var der så meget andet, der fristede, så vi fortsatte over til Ostemanden fra Grindsted.

Det er der, jeg handler ost. Der er også Ostemanden fra Vindblæs, men sådan er der så meget og jeg har altid handlet inde hos Peter, hvor stemningen er, som den var i min barndomserindringer om besøg ved ostehandleren oppe på Boulevarden.

Ostemanden fra Grindsted

Ostemanden fra Grindsted

Stedet er populært. Der er altid kø helt ud på gaden, når butikken er åben på torvedagene onsdag og lørdag. I dag var ingen undtagelse, men der gik kun kort tid, så vi alligevel nået til at kunne træde indenfor i butikken, mens vi ventede på, at det blev vores tur.

Ingen ost købes derinde uden først at være prøvesmagt og der langes små, frisk-afhøvlede smagsprøver over disken i en lind strøm.

Ostemanden fra Grindsted

Vi fik en lækker kommenost, en skøn valnøddeost og ikke mindst et stort stykke modnet Saint Agur, som smager, så englene stadig synger.

På ferier i Frankrig er den en af mine yndlinge, fordi den er blid, cremet og venligheden selv, men den kræver selvfølgelig, at man er fan af blåskimmeloste. Jeg er stor fan og de må faktisk gerne kradse lidt, men denne er sådan en, man bare spiser, fordi den er ligesom en skøn dessert og har de smukkeste smagsnuancer.

Grønttorvet er for øvrigt blevet pålagt at flytte. Det er besluttet af byrådet, at de skal tilbage til Frederikstorv, hvor torvedagene oprindeligt var henlagt til.

Frederikstorv har i flere år været min daglige udsigt. Jeg har omtalt torvet mere end en enkelt gang her på bloggen, fordi det har lagt brosten til meget af det liv, der er levet lige nedenfor mit kontor i CFD.

Alle byens forskellige markeder skulle afholdes på Frederikstorv, da det i sin tid blev anlagt. Det holdt man ved indtil 1948, hvor markederne så flyttede til det nuværende torv i Ågade – og nu gentager historien så sig selv og det hele flytter retur til Frederikstorv, som nu indrettes til formålet.

Det sker måske til vinter. Måske. Vi venter og ser, men et er sikkert, vi vil stadig nyde, at der er fødevaremarked i Aalborg også i fremtiden.

Relaterede skriv

9 kommentarer

  • Svar
    Catarina
    13. august 2016 at 07:29

    Tovedage herhjemme er hyggelige, men jeg synes ikke udvalget er lige så stort – eller det er det ikke i Odense – som sydpå, så jeg kommer der faktisk ikke så tit. ;-)

  • Svar
    Eva
    7. august 2016 at 08:01

    Det er så dejligt med et godt fødevaremarked. Her i Aarhus er det godt fyldt op om lørdagen og ret få boder om onsdagen. Jeg smutter tit forbi lørdag og køber fisk og grønt. Måske skulle jeg udvide indkøbene til ost og pølse også. Det er jo med at støtte det hele, så det fortsætter.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      7. august 2016 at 08:52

      Ja, det er med at støtte det, man gerne vil havde fortsat mulighed for at betjene sig af, så her er det med at støtte de, som har boder på markederne. Vi elsker at komme på vores torv og jeg er spændt på at se, hvordan det bliver, når det flytter til den nye plads i byen :-)

  • Svar
    Therese
    7. august 2016 at 07:52

    Jeg drømmer også lidt om at ha’ en fast ugentlig torvedag. Det er bare en smule hyggeligere end hele familien på handletur i Netto hver søndag :-D

    Man kunne jo starte med en fast alene-tur i Torvehallerne en gang om ugen.

    Det er svært at finde gode oste synes jeg, og jeg er afhængig af at kunne købe små stykker – for de tre andre tosser herhjemme spiser ikke ost. Så en god ostehandler er guld værd. Jeg eelsker også kommenost – det må jeg snart ha igen.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      7. august 2016 at 08:50

      Du må på jagt efter den gode ostehandler og den tur ind til torvehallerne, den kunne jeg godt se dig nyde, så gør noget ved det :-)

  • Svar
    Lone
    6. august 2016 at 23:26

    Jeg husker også alle de hyggelige lørdage sombarn
    , hvor hele familien tog på torvet i Aalborg, og hvor lykken var at dele en gnave-agurk med min søster :) Og vores ostemand var fra Vindblæs ;)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      7. august 2016 at 08:48

      Torvedage er hyggelige dage. Jeg husker ikke at være kommet der som barn, men til gengæld står turene til ostemanden oppe på Boulevarden knivskarpt i erindringen. Der løb vand ned ad ruden og ostene var så stærke, at jeg nogen gange fik tårer i øjnene. Jeg tror, at han nød at drille med dem ;-)

  • Svar
    Violykke
    6. august 2016 at 17:39

    Her i Køge har vi også torvedage onsdag og lørdag. Det er virkelig skønt.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      7. august 2016 at 08:41

      Ja, det er særligt at handle fra en bod, hvor man kan se, mærke og dufte varen, inden man køber den :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)