Der er dage, hvor jeg har svært ved at trække vejret

Der er dage, hvor jeg har svært ved at trække vejret. Dage, hvor jeg tynges af tanker om et liv for længe siden.

I går var det elleve år siden, jeg sad på bænken på Hobrovej og vidste, at om et øjeblik var det slut. Vi skulle slukke for Alexanders respirator.

Jeg trak tiden, for det gør en mor, der er rædselsslagen ved tanken om at skulle miste. Jeg glemte at trække vejret. Jeg kunne ikke spise. Jeg kunne ikke sove. Jeg kunne ingenting og sådan havde det været i alle de døgn, der var gået forud for dette øjeblik, hvor vi skulle sige farvel.

I træet overfor sad en solsort. I slutningen af november sad den på en gren og sang. Den bragte trøst.

Den nat, hvor jeg havde gjort min far i stand og var kørt hjem gennem natten, for at hente hans tømrer-overalls, vi havde aftalt, han skulle begraves i, sad der i den tidlige morgentåge en solsort og sang på en gren i vores have. Nu sad der igen en solsort og sang døden ind i mit nøgne og blotlagte sanseapparat. Da den stoppede, rejste jeg mig. Der var ingen vej udenom, men kun direkte ind i, så sådan blev det.

Alexanders sidste hjerteslag ligger for altid i min højre hånds bløde hulning.

Der er dage, hvor jeg har svært ved at trække vejret

Det er elleve år siden, vi mistede en bror, en søn, en nevø og et barnebarn. Elleve år og alligevel kun 1 sekund. Et blink med et øje og væk var han og med ham hele livet, som vi kendte det.

Vi har fundet vej gennem mørket. Sammen. Jeg er del af en fantastisk familie. Vi er ikke bange for sorg, mørke eller tårer og vi er gode til at rumme hinanden og vores forskellige måder at finde vejen ud i lyset igen.

Vi er her. Ude i lyset står vi, Kenneth og jeg, ved graven og husker. Så prøver jeg at sige noget, men min stemme knækker og med den sorg, der stadig er gemt derinde og nu høres i min grådkvalte hulken, knækker Kenneths stemme også. Man løber aldrig tør for tårer. Troede du det? Det gør man ikke.

Alexander kunne have været næsten 28 år gammel. Da vi havde den alder havde Kenneth og jeg været forældre til Alexander i to år. Vi var gennem de første, lange og seje træk med indlæggelser og den uro, der følger med ikke at vide. Vi havde besluttet os for, at Alexander – uanset hvordan det her måtte lande – skulle have et sjovt, ukompliceret og oplevelsesrigt liv sammen med forældre, der var glade og ikke ville pakke ind i vat.

Det løfte holdt vi. Vi var så utroligt heldige, at vi fik 16 år med Alexander. Langt de fleste af dem var sjove og fyldt med spas, rejser og masser af løgnehistorier, akkurat som Alexander holdt af, at livet var.

Aldrig et kedeligt øjeblik har vi haft med de to skønne og absolut livsglade og nysgerrige børn, der landede i vores liv. Alexander er altid med os i hjertet. Oline elsker vi så højt, at det gør ondt i kernen af det, der er mig, bare jeg skriver det og det er ikke fordi, hun er tilbage. Det er fordi, hun er Oline. Helt særlig.

Hun og hendes storebror er de fineste mennesker, jeg nogensinde kommer til at kende og jeg er dybt taknemmelig for at være deres mor ♥

Livet er både og – sikke et held.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

30 kommentarer

  • Svar
    marianne bentzen
    4. december 2017 at 23:35

    Jeg har også fulgt din blog igennem alle årene, og bliver hvert år lige berørt over dine smukke ord! Kh Marianne

  • Svar
    Jeanette Renting
    3. december 2017 at 18:18

    I wish you and your family all the best for december.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    2. december 2017 at 17:07

    Tusinde tak for alle jeres dejlige, varme hilsner. Jeg er stadig påvirket af tiden, men ikke mere, end jeg nu glæder mig til at tage hul på december sammen med mange af dem, jeg elsker :-)

  • Svar
    Karin
    2. december 2017 at 11:25

    Jeg har fulgt dig mens Alexander levede og får våde øjne når jeg læser om din vedvarende kærlighed til begge dine børn og dedikation til moder – ja, forældreskabet. Tak fordi du deler ordene og af dig selv.

  • Svar
    Hanne Jakobsen
    1. december 2017 at 21:42

    ❤️

  • Svar
    Fríða
    1. december 2017 at 20:59

    <3

  • Svar
    Rita
    1. december 2017 at 11:16

    Så smukt skrevet

  • Svar
    Dorte Knudsgaard
    1. december 2017 at 08:14

    Karmakram til dig og dine Liselotte❤️

  • Svar
    Merete Møller
    1. december 2017 at 07:28
  • Svar
    Tine Fuks
    1. december 2017 at 07:26

    Tak fordi du deler. Du er så god til at skrive om det, der betyder noget. Det er så vigtigt at være taknemmelig for dét vi får lov til at opleve. Som Hella Joof ville sige: “Tak, glimmer på og op på kaminhylden (med minderne). Glædelig december og giv den gas medlyskæderne til A’s minde

  • Svar
    Lene Balch
    1. december 2017 at 06:49

    Har ingen ord, men ja, man løber aldrig tør for tårer ❤️

  • Svar
    Anita Jensen
    1. december 2017 at 05:36

    Åh, som du kan skrive, Liselotte. Jeg husker også, Jeg havde næsten lige fundet din blog og har selvfølgelig fulgt dig lige siden. Du rammer gang på gang lige de strenge der vækker genklange hos mig. Nej, man løber aldrig tør for tårer og når du beskriver den sidste tid med Alexander, er vi mange der græder med dig.

  • Svar
    Iben A.
    1. december 2017 at 00:12

    Jeg får en hel knude i maven ved at læse med i dag. Dine ord fremkalder minder om de dage for snart 14 år siden, hvor jeg mistede min højtelskede far – forfærdelige dage på sygehuset, hvor vi vidste, at der ikke var mere at håbe på, og hvor uoverskuelige beslutninger skulle træffes. Jeg husker også stadig den undren, jeg følte over at alting gik videre omkring mig, selvom jeg selv var forstenet.
    I mistede et barn. Selv om jeg prøver, kan jeg umuligt sætte mig ind i, hvor altoverskyggende forkert det må føles. Der er sagt meget om sorg og ja, den bliver lettere at bære på, men tyngden er der stadig og den forsvinder aldrig….
    Sender dig de allervarmeste tanker ❤️

  • Svar
    mormorsweb
    30. november 2017 at 23:23

    Hvor smukt er det skrevet. Hvilken sorg og hvilken styrke.

  • Svar
    Lisbet
    30. november 2017 at 22:21

    Jeg husker det som igår, da du skrev at du havde Alexanders sidste hjerteslag i din hånd og jeg græd som pisket.
    Vi har aldrig mødt hinanden IRL men har kendt hinanden gennem Handibarn på nettet siden – ca 2001/2002
    Du skriver altid med sådan nogle fine ord, så det rører mig helt ind i hjertet. <3
    mange tanker
    Yrsa

  • Svar
    Joan
    30. november 2017 at 22:14

    Altid hjertegribende ord fra dig på denne særlige tid❤️
    Fulgt dig i mange år
    Mon Alexanders lyskæde har fundet sin plads?
    Kærligt klem Joan

  • Svar
    Karina Simonsen
    30. november 2017 at 22:11

    Mange kærlige tanker. Var så tæt på at miste 5, 3 helt nære, familiemedlemmer i en alvorlig trafikulykke i februar i år. Alle overlevede. Især vores yngste søn på 12 år fik mange skader. Jeg bliver så taknemmelig for ikke at have mistet. Men mit hjerte gør ondt for dig og jer. <3

  • Svar
    Inger Laursen
    30. november 2017 at 21:54

    Ja, man glemmer aldrig, og skal ikke glemme, men lære at leve med det og lægge det i et af hjerterummene ♥️ men hvor er det svært……..taler af erfaring
    Sender en stor krammer…….og forstår dig ♥️

  • Svar
    Vibeke
    30. november 2017 at 21:52

    ❤️

  • Svar
    Birgitte mortensen
    30. november 2017 at 21:43

    Den 24 marts 2013 mistede vi vores højt elskede søn og bror Han brev 23 år. Så jeg ved hvordan du har det. Vi har også vores højt elskede datter på nu 24 år nu. Ja livet bliver aldrig det samme igen. Vi er ved at vende tilbage til livet nu, sådan for alvor og det er dejligt ❤️

  • Svar
    Anne Folehave
    30. november 2017 at 21:41

    Så fint du beskriver din smerte og sorgen, som altid vil være der. Fantastisk at Alexander altid er med jer, i solsorten og tanken.

  • Svar
    Frk.Anemone
    30. november 2017 at 21:13

    Livet kan ikke planlægges, men må nydes i bidder – nogle bliver større end andre. Du kender mig ikke, men jeg har læst med hos dig i mange år og bliver dybt berørt af dine skriverier, heriblandt denne hyldest til dine børn og så sårbar en dato at mindes. Tak fordi du deler.

  • Svar
    kreamusse
    30. november 2017 at 21:05

    Tak fordi du deler. og hvor er det smukt skrevet. <3

  • Svar
    Anne marie
    30. november 2017 at 21:01

    Som de andre år jeg har læst med her hos dig Liselotte får din historie om den store kærlighed til din søn en tår fram hos mig. Det er bare den del af livet som jeg ikke er vild med. Tak for at dele disse dyrebare øjeblikke med os. ❤️

  • Svar
    Strikkelise
    30. november 2017 at 20:52

    Jeg husker det så godt, på avstand, som leser. Så forferdelig trist. Det er fortsatt trist. Men det er fint å lese når du forteller så godt om det glade og det triste, side om side.

  • Svar
    Alice
    30. november 2017 at 20:27

    Allerede 11 år siden… Jeg husker det tydeligt… Det var blot godt 3 mdr efter at jeg havde mistet min datter og jeg var stadig da et åbent sår… nej man løber aldrig tør for tårer…. mange tanker til jer i dag… vh

  • Svar
    Pollyanna
    30. november 2017 at 20:23

    Jeg husker tydeligt, de dage for 11 år siden, hvor enhver mor og fars største frygt, blev virkeligeheden for jer. Tænk det er 11 år siden – så længe og alligevel så kort… Tanker til jer begge!

  • Svar
    Charlotte
    30. november 2017 at 20:22

    Åh hvor livet kan være hård men samtidet kan det også være smuk ❤️ Der er bare nogle mennesker som går mere igennem livet end andre gør hvorfor det skal være sådan er svær og sige hvorfor men heldigvis kommer man ud på den gode side ❤️

  • Svar
    Joan Rudbæk Andersen
    30. november 2017 at 20:09

    Tak – fordi du deler livets mangfoldighed i form af sorg, glæde og lykke med os.

  • Svar
    Hanne Bonde
    30. november 2017 at 20:04

    ❤️

  • Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)