35

Oline iført Vesterhav

Lørdag har været skøn indtil videre. Jeg har været sammen med nogle af dem, jeg elsker og så beder jeg ikke om så meget mere. Jeg har haft en aftale med Oline denne morgen. Vi skulle tage billeder af mit nye sjal, Vesterhav, som næsten er klar til lancering. Opskriften skal lige finpudses og så har den jo helt klart ventet på de rigtige billeder.

Smukke Oline klæder det nye sjal, synes jeg

Dem synes jeg, at jeg fik taget denne formiddag. Jeg er måske nok forudindtaget, men jeg synes altså, at hun er så utroligt smuk, den lille Oline, når hun sådan ikke helt ved, at hun bliver fotograferet. Hun har det nemlig som mig. Vi ligner vildt fanget i lyskeglen på en bil, når vi ved, at en linse vender i vores retning. Når hun ikke er opmærksom, lykkes det så fint …

Oline iført Vesterhav

Blødt, lækkert og skønt varmt omkring kolde skuldre

Sjalet er strikket i vores nye, økologiske Blackhill Soft Melange Eco Wool. Det er så skønt at strikke med og resultatet efter vask er bare blødt. Oline beholdt sjalet på, da vi var færdige med at fotografere hende og det siger ALT, for sjældent har jeg da mødt mere uldsart menneske, end den unge kvinde.

Jeg har elsket at strikke sjalet og jeg er så glad for resultatet. Det er et varmt, rummeligt sjal, som kan anvendes både omkring skuldrene på helt traditionel vis eller svøbt om halsen, som et stort varmt tørklæde. Det sidste kan dette store sjal i kraft af garnet, som er blødt og blidt lader sig forme.

En skøn eftermiddag hos mor

Efter dagens fotoshoot tog vi min bil og kørte op til mor. Vi havde nogle skønne timer med te og snak. Mor var midt i at pynte, så der var så utroligt hyggeligt at komme ind i stuen, hvor julen var landet.

Efter et par timer skulle Oline hjem til Mikael. De er – ligesom os – i gang med de første, spæde juleforberedelser og skulle i dag ud at købe juletræ. Julen lander rundt omkring i de små hjem.

Vi når det også her. Jeg ved det, men først er der en rengøring i morgen formiddag og så er det vel på tide, at vi finder lidt decemberstemning frem her på Tjørnevang også.

Jeg er i hvert fald klar til at gense julen. Alexanders guirlande skal på plads. Ingen jul uden den ♥

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide