Pausefisk eller noget…

Måske burde jeg få lidt dårlig samvittighed ved at se det store stykke jord, som ligger brak omme bagved. Det plejer jo at give masser af friske og sprøde grøntsager og god motion til mig. Det plejer at være sirligt revet og uden et eneste stykke ukrudt nogen steder. Sådan er det ikke i år, hvor der er smidt dahliaknolde i en del af jorden og resten får lov til at ligge og akkumulere ukrudtsplanter.

Jeg har ikke det mindste dårlig samvittighed. Jeg synes ukrudt er smukt og det skal vel også have en plads i haven, så i år får det lov til at blande sig med brombær, hindbær, rabarber, jordskokker og frugttræer. Det hele bliver smukt af det og det passer mig fint.

Oppe for enden står en af vores trillebører. Som du kan se, er vi ikke gode til at huske, at den slags helst skal placeres oprejst, når de ikke er i brug. Der er rust i bunden. Der ligger altid vand og snart er der sikkert et hul, men indtil videre fungerer skidtet.

Det er også svært at bevare pessimismen, når man vender sig og får øje på valmuerne, som kun bliver smukkere og smukkere. De første er allerede i mildt forfald, men de næste står på lur, klar til at overtage.

Mariehønsene har kronede dage. De er alle steder. Stille sidder de på blade, i blomster og endda på havestien, hvor de tilsyneladende også kan lide at holde skovtur.

I baggrunden kan du ane vores plankeværk. Det er ikke færdigt, men denne weekend kommer Jan (svoger) og ungerne, så jeg er sikker på, at både han og Kenneth vil ende med at stå dernede med kolde øl, sømpistol og en intelligent samtale, som forrykker hele vores kendte verdensbillede.

De skal dog vide, at det er forbundet med dødsstraf at skade mine valmuer. De er det smukkeste i haven lige nu, så det…

Når jeg vender mig, kan jeg se skuret, som trænger skrækkeligt til en omgang maling, men fordi vi ved, at det har begrænset levetid, gider vi ikke rigtigt. Måske tvillingerne og Oline skal udstyres med pensler og maling. Det burde holde dem beskæftiget et stykke tid.

Oline var ellers godt i gang med at vælte det i går. Hun havde en veninde på besøg og havetraktoren blev kørt frem, så der kunne køres ræs nede i bunden af haven. I et øjebliks kådhed besluttede damerne, at de garanteret godt kunne sidde på traktoren begge to, med det resultat, at Maria faldt af i farten.

Oline, omsorgsfuld som hun er, vendte sig straks om for at se om der skete noget, men glemte, at hun stadig kørte med en jævn fart – lige durk ind i skuret, med sådan et brag, at hele nabolaget kom væltende for at se, hvad der dog skete.

Det lykkedes hende ikke at vælte det helt, men der er nu udformet mediumstor udluftning i samme og det er vel ikke så ringe endda. Ungerne fik ingen mén – det er trods alt det vigtigste.