Oskar er min hund. Jeg tog ham i favnen og sad med ham hele vejen hjem, da vi i sin tid hentede ham. Siden har jeg været hans “mor”, som kan bruges til ynk, klap, mad, vand, gåture og sjov.
Når jeg er hudløs og trænger til at trække vejret dybt, lade en tåre falde og i det hele taget bare falde, har jeg mit lille hjørne i haven. Her sætter jeg mig, i nærheden af lavendlen, som efter sigende skulle udvirke mirakler på den slags sjælelige ubalancer.
Så sidder jeg stille. Tænker tusinde tanker, græder måske en anelse og så pludselig sidder han der. Han slikker stille min hånd, kigger lidt på mig og sætter sig så, ganske tæt op ad mig. Så sidder vi sådan lidt. Vi siger ingenting. Vi er bare til. Det gør godt.
Når vi er færdige med vores, er luften pludselig klarere og energien igen fokuseret. Oskar logrer med halen, når jeg rejser mig, for han ved, at jeg har det lidt bedre. Jeg bliver straks i bedre humør, af at se hans glæde, så tingene er selvforstærkende.
Hvor er jeg dog glad for den lille rullepølse, som naturligvis er verdens klogeste hund. Næsten.
15 kommentarer
Liselotte
25. juli 2006 at 15:50Ja, du har fået hul på en tidsrøver der LotteM ;-)
LotteM
25. juli 2006 at 15:11Kære Liselotte
Tak for forklaringen om Stumble upon – sikke en tidsrøver (o:
Min gamle hund, som desværre ikke lever mere, vidste også altid, hvornår jeg var ked af det. Selvom den var en kæmpe hund på ca. 40 kg, kom den altid hen og lagde sig/satte sig oven på mig, hvis jeg var ked af det.
Liselotte
25. juli 2006 at 10:57Ja, ind imellem er det altså godt at have sådan en bette pels at knuge :-)
Tine
25. juli 2006 at 10:13Er trofast anonym læser af din blog hver dag og frydes over din billeder og dine ord – så fint og så rigtigt! I går var det så vandet stod i mine øjne – alle har brug for et pelsdyr en gang i mellem! Har selv haft Hunni med tårefast pels hele livet – og nu to misser der bare sidder og kigger og som er klar med en trøstende pote så snart det første snøft indfinder sig….. hav en fantastisk dag – solen skinner!
Dorte
25. juli 2006 at 09:26Åh, midt i alt det mørke, en rose fra mig til dig. Du har Danmarks Dejligste Blog … Kærligst Dorte
Lizelotte
25. juli 2006 at 09:18Godt du har en empatisk vovse med en tårefast pels…
Alle gode ønsker herfra – klø Pjoskar på mavsen fra mig…
Tina
24. juli 2006 at 22:15Han ER altså også for nuttet, Pjosket.
Trist at livet skal være så mørkt lige nu Liselotte, men jeg beundrer din evne til at samle styrke i dine omgivelser.
Håber det lysner snart.
Knus :-)
Liselotte
24. juli 2006 at 22:12Jeg er meget glad for ham – han er en dejlig ven :-)
P.
24. juli 2006 at 21:05Som du skriver om din Oscar sidder jeg her som en anden tudemarie med en klump i halsen. For om nogen kender jeg den helt specielle, trøstende og helende følelse ens hund kan give en når det bare gør ondt på den der måde hvor man ikke kan/vil/ønsker at dele med mennesker i dét øjeblik.
En hund i familien giver helt sikkert en ven uden sammenligning. Aldrig behøver man spørge om den vil lytte, sidde lidt og bare være, den gør det helt automatisk, tror overhovedet ik den kan lade være:)
Ella
24. juli 2006 at 20:49Jeg er vild med den lille Oscarhund :-)
Lene
24. juli 2006 at 20:47Hvor dejligt, trods alt.. At “Pjosket”, kommer til undsætning med lidt humør når der er mest brug for det..
Jeg krydser fingre for at i får “råbt” kommunen op i morgen, og der kommer hjælp, hvor der er hjælp behov.
:-)
Frederikke
24. juli 2006 at 20:45:)
Anne Stange
24. juli 2006 at 20:44Hurra for Oskar, og alle de andre hunde, der trøster os, når livet napper!
Jeg håber, at du snart får huden på igen…
KH Anne
Liselotte
24. juli 2006 at 19:48Det kan jeg, selvom den er noget slap for øjeblikket Irene ;-)
Irene
24. juli 2006 at 19:37Liselotte, det er godt du stadig kan logre med halen! Trods alt!