Åh, hvor vi har det godt

Så døde ryggen omtrent. Jeg har ondt, så jeg ligner en 90-årig, når jeg går. Jeg klager ikke højlydt, for den slags er ikke relevant, når ungerne stadig nyder at være udenbys. Jeg bider tænderne sammen og regner med, at der er udsigt til endnu en nat på luftmadrassen. Så må de bære mig ned i bilen til den tid.

I morges sendte jeg Heidi ud af døren. Hun lignede en bjergvandrer på vej mod de norske fjelde, så hvis du inde på Vesterbro skulle falde over en cyklist, som har fået overbalance på grund af sin enorme rygsæk, så vær lige sød og rejs hende op på højkant, så jeg får hende hel hjem igen i aften. Jeg turde ikke spørge, hvad hun opbevarer i den rygsæk, men der er plads til en mellemstor viktualieforretning eller mindst to-tre børn, så pas på derude.

Annemette skal arbejde i dag, men først senere, så vi tager den med ro, drikker kaffe og snakker dybe kratere i jordoverfladen. Når hun skal afsted, sætter vi sejl ud i et par visitter hos familien. Vi regner med at nå farmor og siden svoger og svigerinde. Vi gør det grundigt, for i morgen vender vi snuden hjemad igen, har vi besluttet. Jeg vil have ryg tilbage resten af ferien, så det er ved den tid, men vi har haft det vidunderligt og det allerbedste er, at Alexander er i hopla, for der sker endelig noget. Han har klaret det hele i stiv arm og er villig til at indgå en lang række kompromiser for at kunne alt det han gerne vil.

Ungerne mente, at de skulle i Tivoli, for der er Halloweenarrangementer inde, men moster fik dem overtalt til at vente til sommer. Det tror jeg er fint, for med den dårlige stol og de ringe muligheder for at aflaste Alexander, bliver turen meget bedre, hvis vi venter til en forhåbentlig bedre stol. Altså er der familiesammenføring på den sidste del af programmet og så går turen hjemad igen, hvor vi kan se frem til gode venners selskab.

Jeg sagde jo, at det blev en god ferie :-)