Da Heidi kom herover onsdag aften, havde hun været ude at købe gaver til os allesammen. Hun er et fantastisk menneske, som tænker på alle andre, før hun tænker på sig selv, så hver eneste gave var købt med tanke på den, som skulle have den.
Jeg fik en bog. En bog, som jeg kiggede på, en af de første dage efter Alexanders indlæggelse, men som jeg ikke fik købt. Jeg ved ikke hvorfor. Nu fik jeg den af Heidi. Måske var det derfor.
Bogen er skrevet af en gammel creekindianer, Bear Heart. Han skriver lige ud ad landevejen. Han beskriver sit liv og dermed sin stammes livsværdier og mange traditioner. Han gør det i et let tilgængeligt sprog og han greb mig, da jeg ikke længere troede, at jeg nogensinde igen skulle komme til at læse. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg læste uden at forstå. Bogstaverne flød bare sammen, men han samlede mig op og tingene begyndte igen at give mening, når jeg læste dem.
På en af de allerførste sider beskriver han hvordan hans stamme ser på handicappede:
Når et barn blev født med en deformitet, sagde vores folk, at barnet var specielt velsignet – det ville tiltrække sig opmærksomhed fra gode mennesker og skabe meget kærlighed.
Det gav en god og glad følelse i maven og det er sandheden.
15 kommentarer
Liselotte
12. december 2006 at 22:01Mette K – jeg må have kigget nærmere på den bog. Tak for tippet :-)
Liselotte
12. december 2006 at 22:00Tak for din hilsen, Sine. Ja, at miste et barn føles helt og aldeles rædselsfuldt og frygteligt uretfærdigt, men selvfølgelig kan man leve videre også efter det.
Jeg tror det vigtigste er, at man giver sig selv og andre tid til at sørge i det tempo behovet er der. Jeg er ikke færdig med at græde endnu og bliver det måske aldrig, men sådan er det så bare. Jeg kan heldigvis også smile ved tanken om alle de gode og sjove ting, som vi fik lov til at opleve med Alexander. Det sidste kommer heldigvis til at fylde mest med tiden :-)
Sine
12. december 2006 at 20:51Kære Liselotte
At miste et barn er en livslang proces, og jeg ved desværre af bitter erfaring (har selv mistet fire børn), at der ikke findes nogle skrevne ord der rigtigt kan trøste, men med tiden bliver det lettere at leve med. Det er dejligt at læse at i nåede at opleve så meget godt med Alexander. Jeg blev rigtig glad for at læse citatet af Bear Heart. Jeg kom ved et tilfælde ind på din blog, og vil bare sende dig og din familie et par kærlige hilsner. Husk at nyde hinanden og alt det gode livet trods alt også har at byde på. Det behøver jeg vist slet ikke skrive til dig! TAK for en fin blog…
Kærlige tanker fra Sine (mor til tre levende børn, hvoraf en er handicappet)
Mette K
7. december 2006 at 21:46Efter min storesøster døde læste jeg bogen “Life after life” af Raymond Moody. Han er læge og har forsket i nærdødsoplevelser.
Hvad enten man er til den ene eller den anden overbevisning (eller en eller anden tredie mulighed) så var det rart at læse om at der var en mulighed for at min søster blot var gået videre hen et eller andet sted… Det hjalp og gjorde hendes død mindre meningsløs. (og det varmede som du siger også helt ned i tæerne)
Her: http://www.healthy.net/scr/interview.asp?Id=209 kan du læse et interview med Moody.
Bedste hilsner til jer alle
Liselotte
7. december 2006 at 10:09Ja, særligheden er slet ikke så ringe endda :-)
Lotte H.
7. december 2006 at 09:38En hyldest til særligheden :-)
Anja
6. december 2006 at 23:16Hvor utroligt smukt. Jeg er ked af, at Alexander ikke klarede den. I er i mine tanker.
Nadia
6. december 2006 at 23:15Sandheden gør dig fri, fordi det er så sandt :)
Og jeg er helt enig, det lærte jeg da jeg arbejdede med unge handicappede i en ungdoms klub for ja, handicappede.
Aldrig har jeg oplevet så megen kærlighed på et sted.
Jeg gjore mine fordomme til skamme, og indså de er mennesker akkuart som vi andre “normale” er det.
Lene
6. december 2006 at 22:01smukke ord og så sande, og Liselotte du har også en måde at skrive på, som med få ord får sagt det der skal siges på den rigtige måde.
Ella
6. december 2006 at 21:59Stærke sande ord Liselotte. Så uendelig sande!
Heidi gav dig bogen, fordi det var meningen, at du skulle læse den netop nu – bagefter.
Og hvor er det fantastisk, at Gitte har mødt ham og kan beskrive ham – der er en dybere mening.
Gitte J.
6. december 2006 at 21:48…åh, hvor bliver jeg glad forr at høre du fik den bog lige nu – med lige de ord, der taler om den sandhed.
Jeg har været på workshop med Bearheart – du skulle høre hans dybe,
smukke stemme sige de ord han siger. Han spreder kærlighed og fred, den fantastiske og særlige gamle mand.
Claus
6. december 2006 at 21:43Bear Hart skrev det – I har bevist det Liselotte – og tak for det!
Frederikke
6. december 2006 at 21:06Det er alt for sandt :)
Liselotte
6. december 2006 at 21:03Ja, vel er det så. Og det gav varme helt ned i storetæerne :-)
Anita
6. december 2006 at 20:54Uhh, jeg får gåsehud Liselotte! Hvor er det dog sandt!