Så kan de lære det!

Når regnen falder stille fra himlen, uden medfølgende vind, er det luksus at have et stykke halvtag at stå under, mens man slås med planter, for regnen nåede selvfølgelig Aalborg mens jeg var godt i gang med at besejre tobaksplanterne…

Lyden af regnen, som rammer taget, giver en god mavefølelse hos mig. Den minder mig om barndommens regnophold i en trang campingvogn, hvor der så blev spillet Ludo og grinet højt, mens vi ventede på bedre vejr. Det var trygt og stille og den følelse forplanter sig lynhurtigt til min voksenmave også, så turen udenfor var slet ikke noget ringe bytte for den uro, som havde indtaget kroppen tidligere på dagen.

De små, anoreksiramte tobaksplanter er flyttet til nye omgivelser. Ikke alle overlevede min insisteren på ny vokseplads, men nogle gjorde umiddelbart og siden er de stillet ud i regnen, som kan væde den jord, som skal danne basis for de store, svulmende og blomstertunge planter jeg forventer at få retur for indsatsen.

Imens jeg lyttede til Gitte på P4 og sindigt mishandlede planterne, løb Oskar frem og tilbage mellem køkken og halvtaget, for det er så frygteligt svært at være ham i den slags situationer. Allerhelst vil han ligge nede under min dyne og snue, men tænk om han går glip af noget, så det er nødvendigt med konstante returbilletter og han er til sidst helt udmattet af al den aktivitet. Nu er jeg heldigvis inde igen og han har fundet yndlingspladsen, som er nede under dynen i varmen. Han snorker højlydt.

Terrassen bliver mere og mere våd, men jeg er tør og planterne forsøgsvist reddet. Det er slet ikke så tosset endda, men der er stadig en rest rastløshed tilbage, som skal forvandles til et eller andet fornuftigt. Hovedpinen er på retur, så mon ikke jeg skulle tage et kig på det mønster, som længe har ventet på at blive tegnet. Jeg tror det.