- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
24 kommentarer
Liselotte
14. juni 2007 at 12:06Tak Sylvia :-)
Sylvia
14. juni 2007 at 10:41Jeg sender en varm klem………
Liselotte
13. juni 2007 at 22:27miramarmora, tak skal du have :-)
miramarmora
13. juni 2007 at 22:19Varme tanker fra Oslo også.
Liselotte
13. juni 2007 at 20:27Tak allesammen – vi har det fint, men jeg kan mærke, at formiddagen har trukket store veksler på min energi. Det er vel i orden, tænker jeg.
kokken på blokken
13. juni 2007 at 20:24Knus til hele familien herfra …..
Ulla
13. juni 2007 at 17:44Det er jo endnu kun 6½ måned Alexander døde så det er da naturligt at “tårene trækkes” ofte og måske især når begivenheder eller mennesker som han var en del af “dukker op”.
Din dejlige buket er så livsbekræftende, Liselotte – og siger også noget om at I/du forstår at livet jo stadig skal leves af de levende – mon ikke også Alexander ville have ønsket det sådan?
Susan
13. juni 2007 at 17:40Meget smuk buket, jeg haaber I fik bundet en smuk sloejfe.
Lisbeth
13. juni 2007 at 17:07Meget smuk buket, du har samlet i din vidunderlige have. Og selvom det er hårdt, er det også godt, flot og givende at få endnu en sløjfe på jeres tab. Tårer kan rense, selvom man kan få hovedpine af dem. Stort cyberknus også fra mig.
Fr. Møller
13. juni 2007 at 15:25Det tror jeg også. Og jeg har faktisk aldrig oplevet at blive afvist, når jeg turde.
Liselotte
13. juni 2007 at 14:56Vi snakkede om at turde i dag. At det er så vigtigt. Det værste der kan ske er, at man bliver bedt om at gå. Det gør ikke ondt. Det gør langt mere ondt at være dem, som oplever ingen tør.
Fr. Møller
13. juni 2007 at 14:11Liselotte – det er jo det. At turde. Jeg husker så tydeligt, da min første svigemor døde i 1991. Hun havde kræft, så på længere sigt var det ventet – forberedt. Men kollapsede og døde “pludseligt”.
Vi var i chok. Ind ad døren kom en af deres naboer: Ja, hej, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige – men jeg er her! Det kalder jeg en modig mand! Jeg lærte noget af ham den dag. For jeg oplevede, at nogen turde – efterfølgende har jeg selv turdet.
Ikke altid nok. Privatlivets frred og alt det der. Da jeg boede på landet, mistede min nabo sin mand – han blev 41år gammel.
Jeg glemmer aldrig en aften, hvor døren nærmest blev slået ind: “Jeg er fuldkommen ligegald med, hvad I laver – hvis I har sex, kan I godt klæde jer på. For jeg kan ikke holde det ud mere!”
Det kalder jeg fandeme mod! Det blev en god aften, hvor der blev grinet og grædt. Vist også drukket noget vin og sunget salmer – med brudte stemmer.
Efterføgende var jeg aldrig “bange” for at gå ind ad Karins dør. Hun lærte mig noget.
Liselotte
13. juni 2007 at 13:40Det gør godt, men det trækker også så frygteligt mange tårer, at jeg endnu en gang overraskes. Det er både godt og frygteligt hårdt, at skulle genopleve, huske og tale om, men det sådan det må være.
Hege – skriv til de forældre og fortæl dem hvordan du har det. Det vil betyde så meget for dem. Det er aldrig for sent.
Kirsten
13. juni 2007 at 13:21Jeg håber det – trods alt – gør jer godt, helt dybt inde i sjælen!
Ha´ en god dag…
Kirsten
Kaja
13. juni 2007 at 13:14En meget smuk buket af sommerblomster.
Håber I får et godt møde og der lindrer, og I får afsluttet endnu en ende. Jeg synes, du og familien klarer det helt fantastisk.
Irene
13. juni 2007 at 12:51Vi sender i hjertet lidt godt rundt i sløjfesnørklerne fra den lysegrønne.
Jane N
13. juni 2007 at 12:45Sender dig lige et cyberknus.
Ha en god dag og pas på dig..
Knuser Jane
Fr. Møller
13. juni 2007 at 12:21Det er hårdt at rippe op i noget, man har brug for at lægge bag sig. Finde et nyt forhold til. Jeg håber, det bliver en smuk sløjfe. Det fortjener du – og Alexander.
Ella
13. juni 2007 at 11:06Tanker…….
Mette
13. juni 2007 at 10:58Selv om det er frygteligt hårdt, så føles det sikkert rigtigt godt bagefter. De bedste tanker.
Hege
13. juni 2007 at 10:43Så fint at dere skal gjøre det sammen. Da en av mine elever døde under tragiske omstendigheter for noen år siden, syntes jeg det var så vanskelig å vite hvor langt jeg som elevens lærer skulle gå i forhold til foreldrene. Hvor tett innpå ville de ha meg både da og senere på minnedager. Jeg var så redd for å trenge meg på og komme for nært innpå, og så rygget jeg unna da de første ukene var over. Den dag i dag aner jeg ikke om foreldrene ville ønsket det annerledes. Og de vet jo ikke at jeg fortsatt besøker graven hans nå fem år senere. Det kunne kanskje gjort dem godt å vite.
Ha en fin dag.
Sus
13. juni 2007 at 10:43Jeg tænker på dig.
Gitte
13. juni 2007 at 10:35Hold fast en smuk buket..
Ha en god dag Liselotte!!
Lene
13. juni 2007 at 10:15En smuk buket, og når dine besøgende er gået, håber jeg, du synes, at I også fik bundet trådene sammen til en smuk sløjfe. Ha en god dag Liselotte