Staden tur/retur

Jeg indtog min morgenkaffe i Valby. Med solen skinnende ind af vinduet. Nescafé, naturligvis. På spejdermanér. For I husker jo nok…

Kameraet døde lige her. Midt på Storebælt, mens det passende tog et billede af en polsk håndværker på vej til Sjælland. Ligesom os.

Lørdag fejrede vi svogers 50 års fødselsdag. Det var stort og uvirkeligt, fordi han bare var en knøs, da jeg traf ham første gang. Vi sad udenfor, på Frederiksberg, hele aftenen og nød den sommer, som tilsyneladende ville København.

Dagens frokost indtog vi under den røde parasol. I godt selskab. Mor og Oline var allerede derovre, så de skulle jo hentes og med retur. Sammen med Oskar, som havde hygget sig gevaldigt med at jage fuldfede duer i kolonihaven.

Så var det tid for afgang. Vi skulle retur til Aalborg og ikke langt fra København kom den første trafikmelding om et grimt uheld nede ved Lillebælt. To biler, som var stødt hovedkuls sammen, havde forårsaget en temmelig omfattende kø. Bilen var mere end varm, for sommeren har været her i dag, men vi var fortrøstningsfulde, for der var et stykke vej endnu, inden vi ramte stedet.

Åse, vores trofaste GPS, meddelte optimistisk, at vi ville være hjemme 16.49 og det glædede vi os til, for så var der stadig dag tilbage at tage af. Sommerdag.

Sådan skulle det naturligvis ikke gå…

Lige før vi ramte den afkørsel, hvor køen startede, tog vi den indenom og kom igennem det smukkeste fynske landskab. Vi kom gennem smukke Aulby med gårde, som var med den sorteste bindingsværk og hvidt murværk, som kunne blænde de fleste. Ren idyl og så nærmede vi os igen Middelfart og Lillebæltsbroen. Og køen. Og så tænkte vi lige…

Nu tager vi den lige indenom Middelfart og så snupper vi lige den gamle Lillebæltsbro, for det er der naturligvis ikke andre, som er kommet i tanke om. Vi er de eneste geniale mennesker i hele Danmark. Nemlig.

Nej!

Det tog os så halvanden time at køre fra Middelfart til Snoghøj for nu var det nemlig også sådan, at de er i gang med at male den gamle Lillebæltsbro, hvilket betyder, at der kun kan passere biler i ét spor. Og foran os holdt en bil med hestetrailer og hesten blev bange og nervøs og varm og forstyrret, så den gjorde ihærdige forsøg på at sparke bagsmækken på traileren op, så vi fik spænding for alle pengene, mens vi lod halvanden time af livet passere i snegletempo.

Sidenhen gik det rask derud af, men vi er først lige landet for et par timer siden og det var slet ikke noget Åse var stolt af. Det er vi sådan set heller ikke. Vi er bare trætte.