Når katten er ude…

Jeg har længe manglet en opslagstavle, men ikke om jeg har kunnet få skabt grobund for indkøb af blød plade, så der kunne komme lidt gang i projektet. Tidligere i dag blev det så for irriterende for mig, at have lapper liggende allevegne, så når riget fattes plade, har det heldigvis metervis af hampegarn…

Nu er der tørresnore på væggen og jeg er glad. Kenneth falder sikkert død om, når han kommer hjem engang i nat, men jeg kan jo håbe, at natten skjuler dagens udskejelser.

Nu da projekt tørresnore var i gang, kunne det lige så godt udvides til en generel oprydning, for jeg har haft gang i rigeligt med småprojekter det sidste stykke tid. Der trængte og en støvsuger og en fugtig klud var heller ikke sådan at foragte, så i løbet af et øjeblik var der igen bordplads at gøre godt med og symaskinen kom frem i stedet for strikkemaskinen, som lige får en pause.

Pludselig opdagede jeg, at oprydning og rengøring i grunden godt kunne udvides til resten af huset og det endda med fordel, så der var ikke langt fra tanke til handling. Køkkenets ellers temmelig lange spisebord var forsvundet under dynger af papirer, nøgler, sedler fra Oline og blade, som egentlig forlængst skulle være havnet oppe hos mor.

Nu er der en bordplade igen. Forklaringen er nok, at vi ikke er specielt flinke til at spise ved det bord. Efter Alexanders død er det blevet svært at sidde der uden at føle, at han mangler. Vi har byttet pladser i spiraler af forsøg på at skabe nye konstellationer, som ikke gør hans manglende tilstedeværelse for tydelig, men det er ikke rigtigt lykkes endnu.

Vi må snart tage os sammen…

Det er ikke let at være ny familie, når det er med vores bagage og det er der plads til, men nu skal det være slut med alle de tv-dinners der er indtaget inde i sofaen, fordi vi kan få bildt hinanden ind, at det handler om at ville se nyheder og ikke det mindste om, at vi stadig savner så hjertet gør ondt.

Over spisebordet hænger et billede, som jeg er meget glad for. Det er malet af en tidligere klassekammerat, som i dag er kunstner på fuld tid; Tytte Buus. I dag fik det selskab af planten her, som er en af mine yndlinge. Den fik lidt frisk jord, masser af vand og en bunke gode ønsker og så satser jeg på, at den gider pynte lidt sammen med de græskar, som skal signalere efterårets komme.

I stuen er friske blomster, men fremover er den forbeholdt aftenstund i sofaen og ikke indtag af aftensmad. Jeg mener… – intentionerne er gode nok, men lad os nu se, om virkeligheden kan leve op til det.

Hele huset er endevendt. Der dufter af Ajax og nu mangler jeg vist kun, at en eller anden kommer og pudser vinduerne, for de kan glemme det! Jeg nægter! Jeg enten lever med et lidt tåget udsyn eller overtaler en anden til at pudse, for det tager det meste af en dag at nå gennem skidtet og jeg gider ikke mere. Jeg har lyst til det samme som Oskar…

– en varm solplet, en lækkerlur og så en frisk salat til aften. Oline er sikkert ikke enig i det sidste, men vi er alene og jeg gider ikke lave frikadeller, som hun ellers mener skal udgøre aftenens måltid.

Ah, her er rart at være. Måske jeg gider lave boller i karry. Måske…