Aalborg forfra og bagfra

Jeg har været ved verdens ende i dag…

Sådan må det føles at bo lige der, tænkte jeg, da jeg stod og kiggede ud over et kæmpestort vådområde, som støder op til Limfjorden på Nørresundbysiden. Der var fladt og meget smukt med kig ned til fjorden, så jeg troede ikke, at det var dummeste sted at bo, men kun i nogle minutter, for så kom maskinen fra Kastrup og landede lige henover husene.

Det larmede lige en smule, skal jeg indskyde.

Der er mange, som er heldige og bor langs fjorden og stadig tæt på centrum, men muligheden er ikke udnyttet, som den er ved mange andre havnebyer, hvor velhaverkvarterer gennem tiden er skudt op ved og omkring udsigten til vand. Til gengæld er det stadig muligt at finde landsbystemning med havkig ganske få kilometer udenfor centrum. Det er meget hyggeligt og på en eller anden måde også trygt og genkendeligt, det her med ikke at gøre stads af. Meget nordjysk, tror jeg.

Aalborg er en underlig by, som aldrig har været specielt storladen eller visionær, når det kom til byplanlægning og udnyttelse af de naturlige ressourcer vi har. I disse år forsøger man og der er mange spændende projekter i støbeskeen. Jeg følger spændt de fleste og mange af dem har faktisk havnen og Limfjorden som omdrejningspunkt. Man har fået øjnene op for de muligheder fjorden gemmer på.

Der er udsigt til industrien på den anden side af fjorden. I det svindende dagslys lignede de store gastanke guld og jeg kan jo lide den gamle industri, som stadig ligger langs havnebyen Aalborg, så den udsigt ville såmænd ikke genere mig det mindste.

Lidt længere ude ligger Rørdals industri. Skorstene sender røg til himmels, og på billedet her ser det ud som om skorstenene alene er ansvarlige for al det hvide og grå på himlen, men det er ikke tilfældet. Det meste er lavthængende skyer. Trods alt.

Jeg ville have været nede ved havnen, da jeg kom tættere på byen, men en lastbil havde mildest talt problemer med at komme omkring hjørnet ved den eneste passage jeg kom forbi, så det måtte jeg droppe og i stedet give chaufføren fred til at få bugseret den enorme lastvogn fri. Han var fra Tyskland. Han vidste det sikkert ikke. Stakkels mand.

I stedet snuppede jeg limfjordsbroen på min vej hjemad. Der var guld på himlen…

På jorden var der biler. I massevis. Jeg var vist havnet i noget der lignede myldretid, for der var kø hele vejen over broen, men så er der meget bedre tid til at nyde udsigten over havnen, som er smuk i den nedadgående sol.

På Aalborgsiden bygges der lystigt. Nye projekter skyder op, som paddehatte. Lige overfor Aalborg Slot og tæt ved Musikkens Hus bygges der på Utzon Centret.

Arkitektonisk spændende er det og jeg glæder mig til, at de slår dørene op for offentligheden, for jeg har altid været fascineret af hans idéer.

Jeg glæder mig dog allermest til, at man igen kan parkere og færdes nede på havnefronten. Det er ikke få frokoster, der er indtaget dernede med udsigt til Rørdal og industrien, som jeg elsker.

Lige nu er der spærret af for alt andet end gennemkørsel, så udsigten må nydes i farten.

På vej hjem passerer jeg også Musikkens Hus, eller vel nærmere betegnet den byggeplads, som om 3-4 år skal ende med dette…

Det har lange udsigter med den adgang til havnefronten, er jeg bange for, men ambitiøse er de altså blevet i Aalborg Kommune og spændende ser det ud. Jeg glæder mig til musikalske oplevelser engang ude i fremtiden.

Herfra var det bare lige ud ad Karolinelundsvej og hen forbi Karolinelund og Beredskabscentret med en fantastisk udsigt ind over centrum, som var dækket af en kæmpestor og temmelig truende sky, som sluttede brat inde omkring Kilden.

I løbet af ganske få minutter var jeg hjemme igen. Jeg havde bevæget mig 7,2 kilometer på tværs af byen. Der er meget at opleve, hvis man har øjnene med sig.