Morgenkaffe på en lørdag

Morgenkaffe på en lørdag er noget af det bedste, jeg ved. Weekenden ligger åben foran mig og der er tid til at sidde stille og drikke kaffe, strikke og vågne langsomt.

Jeg sidder på mit kontor. Det ligger med kig ud over gårdspladsen og op mod Gug Alper – og ja, de kaldes sådan.

Vejens tage er dækket af et smukt, sprødt og tyndt lag rimfrost. Det bliver pludselig tydeligt at se, hvor isoleringen måske skal efterses og hvor den med fordel kunne øges, men det er ikke det. der optager mig i første omgang.

Solsortens sang optager mig. Solens stråler, der rammer ned i min mælkeskum i kaffekoppen, optager mig. Smagen af blød, varm kaffe, da den rammer min mund, optager mig. Jeg er til. Ikke så meget andet.

Det er først bagefter, jeg ser rimfrosten på tagene og naboerne, der går op for at handle. Jeg observerer kvinden fra huset på vejen bagved, som hver morgen lufter hund ad den samme rute, som jeg luftede Oskar. Vi plejede at mødes og sige godmorgen. Det gør vi ikke mere og denne morgen savner jeg den lille, blide hund, der var min. Jeg får øje på gårdspladsens kastanje. Den står med knopper, som varsler forår.

Jeg elsker Tjørnevang

Jeg elsker dette sted. Det har været vores base i snart 26 år og jeg har elsket hvert et minut af vores tid på Tjørnevang. Vi har opfostret vores børn her. Vi har oplevet stor lykke og altomfattende sorg her. Vi har levet et liv fuld af dejlige oplevelser, skønne hverdage og særlige højtider og vi har haft en virkelig dejlig og bundsolid ramme om det liv, vi hele tiden har insisteret på skulle være sjovt og godt.

I alle årene har jeg insisteret på at blive på Tjørnevang.

Nu er tingene anderledes i mig. Først nu. Jeg skulle “bo færdigt” her, før jeg kunne bære tanken om at bo et andet sted.

Det er nok der, jeg er nu. Altså klar til at flytte. Ikke lige NU, men indenfor en overskuelig fremtid. Lade andre få chancen for at skabe familie her. Tjørnevang er den skønneste ramme om familieliv med en stor have og masser af plads til at boltre sig på.

Hvad skal vi så?

Ja, vi skal have noget mindre. Meget mindre, er vi faktisk enige om. Vi bor halvdelen af året på 60 kvadratmeter og det endda uden problemer og helt uden afsavn.

Det er om sommeren og udeliv er en stor del af de få kvadratmeter, men tiden i sommerhuset har lært os, at vi faktisk sagtens kan trives på meget mindre plads. Vi behøver ikke 300 kvadratmeter og en have på størrelse med en park. Det er der andre, der skal have lov til at gøre til deres nu.

Det er nogle af de tanker, jeg starter lørdag med

Det er store forandringer, der venter forude. En ny tid. En anden fase i vores liv. Vi indskrænker. I stedet for at ekspandere, nærmer vi os noget, der giver mulighed for et mindre liv. Sådan et, hvor vi ikke skal passe og vedligeholde stort, men bare småt og det vil være så fint for mig.

Vi har masser af tid at løbe på. Det haster ikke, men det er tanker, der modnes lige så stille. Pludselig er vi klar.

Endnu en

Mens alle de tanker løber gennem mit hoved, flytter hænderne masker. Stille og roligt, rutineret og med en aldrig svigtende glæde, strikker jeg. Denne gang på endnu en Sophie Knit. Den strikkes i en smuk, naturlig brun, som Sigrid kommer i. Den råhvide er jeg nemlig meget glad for, så den får en ven – og denne med smallere ærmer, fordi den råhvide aldrig ramte plet, men alligevel er så tæt på, at den bliver brugt mindst en gang om ugen og ofte mere.

Opskriften på Sophie Knit er i den absolut dyre ende, så det giver god mening for mig, at jeg strikker mere end en. Jeg tænker også, at jeg vil prøve at skalere den ned, så den kan bruges til en børnetrøje, som Elias senere kan få glæde af.

Jeg elsker at strikke

Det giver så god mening for mig.

Det bringer mig stor glæde og mental ro.

Det giver mig også mulighed for at strikke eget tøj. Det har givet mig en chance for at udtrykke min kærlighed til andre, når jeg har strikket til dem, jeg elsker og det giver mig en daglig glæde at kunne dykke ned i mit strik og trække netop det frem, jeg ved vil omslutte mig med varme og kærlighed i dag.

Jeg holder aldrig op med at strikke. Det ligger i mit DNA. Jeg har altid strikket. Når det var moderne, strikkede jeg og bestemt også i de år, hvor det ikke var. Jeg måtte bare strikke. Jeg kunne slet ikke lade være, efter jeg først havde lært det. Jeg strikkede til mig selv og senere strikkede jeg til børnene.

Nu strikker jeg også til mit barnebarn. Tænk engang, at det er sådan. Jeg føler mig velsignet, at have et barnebarn at strikke til. Det er ikke en selvfølge, så jeg er så taknemmelig for den lille dreng og jeg elsker at se, at han bruger mit strik.

Jeg strikker.

Jeg er en strikker.

Nu og altid og også på en smuk lørdag i marts, hvor solsorten synger, min morgenkaffe er blevet kold og foråret banker på.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.