Endelig blev det tid igen…

Jeg havde ikke bestilt regnvejr i dag. Faktisk havde jeg en forventning om, at der ville være opklaring, når jeg stod op, men sådan er det ikke. Det regner…

Jeg har genoptaget mine tidlige morgenture ud i haven. Jeg elsker dem. Jeg har ventet længselsfuldt på, at tiden til de småture kom igen. Nu er den her endelig.

Morgenturen i haven foregik i dryp fra himlen, men ikke noget voldsomt. Luften er frisk og der dufter af våd muld nede i skoven, som var målet denne morgen. Jeg måtte ned og se bøgen. Den er sprunget ud sammen med kastanjen og mange af de andre træer.

Jeg gik alene. Oskar kiggede ud af terrassedøren, konstaterede at det regner og vendte om. Han forsvandt ned i min seng, den tøsedreng.

Måske er forskellen skoene. Han bryder sig ikke meget om våde poter, men han kan glemme alt om hundesko. Det får han altså ikke. En hund skal være ligeglad med den slags bagateller.

Rabarberne står med store, smukke blade. Både oppe langs hegnet og nede i den del af haven, som lige nu er vildnis og anarki. Jeg elsker den del af haven. Jeg elsker, når de små planter, som kaldes ukrudt, dukker op og springer ud med de smukkeste blomster i fantastiske farvesammensætninger, men der er længe til endnu. Lige nu er der bare rabarberne og æbletræerne, som står med bristefærdige knopper.

Rabarber er fantastiske vandsamlere. Det ved sneglene. I dag så jeg ingen snegle. Sikke en lettelse. Jeg frygter stadig for de første af slagsen, men jeg har fred et øjeblik endnu. Det nyder jeg, ligesom jeg nyder den friskhed, som følger med en stille forårsregn.

Jeg har god tid. Det nyder jeg også. Meget.