Måske jeg bare skal motiveres…

Jeg skulle på toppen af Aalborg i dag. En lille elevator skulle fragte mig op, men jeg kunne altså ikke lide den, så jeg trak udenfor i solen igen. Jeg var i rigtigt god tid og havde derfor en idé om, at min bruger ville ankomme om nogle minutter. Så kunne vi følges.

Jeg er jo en tøsedreng, så jeg stod pænt der på gaden og ventede… og ventede… og ventede, mens tiden nærmede sig med hastige skridt, uden nogen at følges med. Til sidst sendte jeg en sms…

Hej, er du ankommet, eller kan jeg vente og følges med dig i elevatoren?

Så gik der kun to sekunder og jeg fik en tilbage:

Jeg er heroppe. Skal jeg komme ned og hente dig?

Det var lige hvad der skulle til. Ikke om han skulle komme ned og hente mig, fordi jeg er en tøsedreng? Jeg var kommet til at høre for det resten af mit liv. Jeg steg lige ind i elevatoren, trykkede på knappen, lukkede øjnene og bad til et eller andet, som ville påtage sig at holde hånden over mig de næste 20 sekunder og åbnede dem først, da jeg kunne høre dørene gå op. Jeg er så latterlig, men ikke om han skulle få mere at grine af på den konto.

Motivationen er en tidligere fælles oplevelse. Engang skulle vi i Aalborgtårnet. Jeg var på arbejde og skulle altså snuppe elevatoren til toppen af Aalborg, hvor der var fest og brug for en tolk, men jeg kom aldrig derop. De var en flok unge mænd, som havde meget sjov ud af, at jeg var en tøsedreng, som brugte godt en times tid nede for foden af tårnet i et forsøg på at overtale mig selv. Det lykkedes aldrig. Det blev ikke glemt, kan jeg love jer.

Han fik ikke chancen for at grine i dag. Jeg gjorde det sgu! Han må gerne kalde sig motivator og inspirator fremover.

PS – faktisk ville han ikke have grinet det mindste. Han ville have hentet mig uden at blinke. Han er et meget, meget omsorgsfuldt menneske, som jeg holder meget af, men han er altså også en drillepind, når det stikker ham ;-)