Mennesker, som tager sig selv meget alvorligt… er nok det værste jeg ved.
Masser af sund fornuft kan sagtens forklare hvorfor, men jeg gider faktisk ikke være empatisk, forstående og undskylde deres manglende humor på egne eller andres vegne. Jeg synes bare, at de er rigtigt kedelige bekendtskaber.
Nu rydder jeg lidt op. Jeg gider dem ikke mere. Det kræver alt for mange kræfter, at skulle undskylde deres trang til selvhævdelse, deres urokkelige tro på egne evner og deres evige fremhæven af ingen andre end “mig selv, sagde hunden”.
Deres vrangforestillinger får de lov at beholde. Helt for sig selv.
Jeg ved ikke mere end enhver anden. Jeg er helt igennem gennemsnitslig. Jeg er så normal, så du kunne kede dig halvt ihjel i mit selskab. Jeg er ikke særlig, men jeg er eddermame træt af dem, som tror de er og derfor har mistet evnen til grine af sig selv.
Husk mig lige på, at grine af mig selv, ikke?
18 kommentarer
Liselotte
26. august 2008 at 16:59Anne, lige akkurat… til det hele :-)
Anne Dyrholm Stange
26. august 2008 at 16:54Hahahahahahahhahahahahaha, af både dig og mig og alle de andre, der godt ved, at vi ikke er verdens omdrejningspunkt, og som godt ved hvad vi kan og ikke kan, og ikke prøver at twiste den virkelighed til en anden :-)
Ind imellem bliver livet lettere og lysere, hvis der raspes af med grovfilen på de pukler, der stikker under foden…
Liselotte
26. august 2008 at 13:44Kirsten, det vidste jeg :-)
Sister Bonde, det bliver nødvendigt med sådan en oprydning ind imellem. For os alle, tror jeg :-)
Eva, det er dejligt at læse dine smukke ord om mine skriverier. Ham Friedrich Nietzsche var nu ikke helt dum forøvrigt ;-)
Eva
26. august 2008 at 11:57Friedrich Nietzsche er citeret for at have sagt følgende vise ord..,.
“And we should consider every day lost on which we have not danced at least once. And we should call every truth false which was not accompanied by at least one laugh.”
Forøvrigt… Godt nok kender jeg dig ikke personligt, men jeg er blevet helt afhængig af min daglige dosis “Slagt en hellig ko”. Hvilke følelser fremkalder hun i dag? Oftest smil og inspiration – men så sandelig også eftertanke og selvransagelse.
Hende den helt almindelige gennemsnits person er heldigvis rigtig god til at udtrykke sig uhøjtideligt i ord og billeder… :-)
Sister Bonde
26. august 2008 at 11:38Way to go Liselotte – flot skrevet – og godt ryddet op ;o)
Kirsten
26. august 2008 at 11:26Dét kan du tro jeg kan, Liselotte ;-)
Liselotte
26. august 2008 at 09:21Bente, det er jo sådan… vi har al den sjov, vi kan ønske os, lige ved hånden :-)
Bente
26. august 2008 at 09:18Blessed are we who can laugh at ourselves, for we shall never cease to be amused
Liselotte
25. august 2008 at 23:06Kirsten, så er der ikke andet at gøre, end at skrue smilet på… og lade det omfavne dem, så der ikke er plads til andet. Det er jeg sikker på, at du sagtens kan :-)
/many, verden er et røvhul ind imellem, men der er solstrejf, så dem samler vi på :-)
Anita
25. august 2008 at 21:58/many, du må da også, om nogen, snart kunne få noget fred og ro. Hel’ærli’…
/many
25. august 2008 at 21:50Her fra Verdens Navle ™, hvor altet er i centrifugalkraft om et udefrakommende sort hul, kan jeg kun være enig.
Jeg har grundigt fået renset ud i ønskede bekendtskaber, også familie. Jeg har lært, at blod ikke er tykkere end vand. Og mest af alt har jeg lært, at er man grænseløs hjælpsom og overbærende, får man ikke nødvendigvis igen af samme skuffe.
Jeg er ikke bitter længere, men skuffet. Skuffelsen er nødt til at være der, for uden den, ingen forventninger om det gode. Mister man den evne, er alt for alvor sort indefra.
Kirsten
25. august 2008 at 21:47Jeg er grundlæggende enig, Liselotte – men er desværre (endnu) ikke sådant indrettet, at jeg helt kan undgå typerne, i hvert tilfælde ikke når de er så tæt på som ovennævnte. Andre varianter af typen kan jeg sagtens undvære, men altså ikke helt dem… Jeg kan jo også godt li´ dem, når alt kommer til alt.
Anita
25. august 2008 at 20:03Vi er slet ikke uenige.
For lidt er ikke godt. For meget er bare… for meget. Det er fint at finde en gylden middelvej :-)
Liselotte
25. august 2008 at 19:53Kirsten, det lyder ikke til, at det er nogen nem opgave, at få sådan en fest til at glide.
Jeg er sådan indrettet, at jeg er i stand til at undgå den slags mennesker. Jeg bruger ganske enkelt ikke kræfter på dem. De kan sagtens være, hvor jeg er, men vi skal ikke bruge tid på hinanden. Det indser de hurtigt. Det gælder faktisk også familie.
Jeg gider ikke mennesker, som ikke kan grine af sig selv. De er så ufattelig trist selskab, at det er en skandale og burde være forbundet med afstraffelse i form af tvangindlæring af selvironi og beskedenhed. Det kunne klæde dem umanerlig godt ;-)
Kirsten
25. august 2008 at 19:39Uh, hvor er jeg dog enig! Desværre kan det bare ikke altid lade sig gøre, helt at frasortere “dem”…
Husbonden og jeg har nu brugt de sidste tre dage (og det er hverken første eller sidste gang dét sker) på at forsøge at lægge en slagplan for en forestående børnefødselsdag i huset – “de” skal også med, for det er familie. Nær familie. Og vi orker det ikke.
Tænk, der er stadig 2½ uge til fødselsdagen, og vi bruger enorme kræfter på det allerede. “De” har det nemlig med at nedgøre, moralisere, belære og surmule fra de kommer ind ad døren – og mærkeligt nok er antallet af andre gæster i huset proportionelt med “deres” dårlige humør.
Vi bli´r 14 til børnefødselsdagen. Need I say more…
Liselotte
25. august 2008 at 19:30Man skal da tage sig selv alvorligt. Man skal da elske sig selv. Man skal bare ikke miste virkelighedssansen. Det er så kedeligt at være vidne til, synes jeg.
Marianne, vi to er garanteret gode til at sortere, for tiden har været knap for os begge altid. Det hjælper på sansen for, hvad der er værd at samle på og hvad der ikke er ;-)
Marianne
25. august 2008 at 19:16Sikke et vedkommen emne.
Jeg har så svært ved at begribe disse menneskers livsindstilling – hvad vil de med livet og hvorfor er de så meget bedre end gennemsnittet? (hvordan måler man egentlig det?). Men det er utrolig meget indgroet i vores kultur. Bare tænk når man skal til et størreselskab og det første borherren eller bordamen spørg dig om er; Og hvad laver så du?
Nu er jeg jo en del skæv så jeg ynder at sige…. jeg er hjemmegående, sylter, elsker at strikke eller at fede den… samtalen forstummer – for jeg er pludselig uinteressant eller….. jeg kan også være en interessant borddame for nu er de pludselig noget ( i deres egne øjne) qua at jeg intet er….
Nu er det heldigvis ikke alle der er selvfede på den dårlige måde, men jeg undgår dem for alt i verden i mine øjne og optik er det tidsspilde….
Anita
25. august 2008 at 19:13Jeg ved godt hvad du mener, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi vel et sted er nødt til at tage os selv alvorlige, førend vi kan tage andre alvorlige. Det er lidt ligesom at elske sig selv. Det må man godt, efter min mening. Bare det ikke kammer fuldstændigt over og bliver ulideligt for andre.
Det kan være meget godt at tynde ud nu og da. Man kan ligefrem føle sig renset for parasitter ;-)