Jeg lever sammen med en hi-fi-entusiast, så jeg er vel efterhånden ved at kunne kaldes sådan mellemsvært miljøskadet hvis ikke vi skal tage alvorligere diagnoser i brug, for jeg synes jo sådan set, at de er helt okay, de højtalere. De er da slet ikke de værste, jeg har boet sammen med. Nok er de store og teaktræ er nok heller ikke det, jeg ville have foretrukket, hvis jeg selv skulle bestemme, men altså…
Jeg har veninder, som er tæt på at uddele medalje, når de kommer forbi, fordi de synes, at jeg er beundringsværdig rummelig, når det kommer til hjemmets lydudstyr. De har selv små, væghængte højtalere, hvis de da ikke er diskret gemt i kunstfærdigt malede skabe. Faktisk kan man ofte ikke se, at der lyttes til musik i deres hjem. Nogle steder kan man heller ikke se, at de ikke bor alene.
Jeg har skiftende ud- og opstillinger i stuen. Jeg har ledninger, som snor sig tværs gennem stuen. Jeg har rørforstærkere på alle ledige flader. Jeg har stakkevis af cd’er liggende overalt på hjørner og borde. Jeg har tekniske måleapparater, skruetrækkere og højtalerenheder liggende. Jeg har ofte fremmede siddende i min sofa, mens vinduerne bliver blæst endnu mere buede, end de i forvejen er af musik spillet så højt, så det er svært at få ørenlyd. Der finlyttes.
Jeg har vænnet mig til, at der ikke er sirlig orden i min stue. Jeg tror slet ikke, at jeg ser det længere. Jeg graver en sti gennem tingene, sætter mig ned og glemmer hurtigt, at jeg sidder i noget, der til tider ligner et værksted mere end det ligner et opholdssted for familien. Han er vel i gang med et eller andet vigtigt…
Ind imellem bliver det for meget. Når tingene med tiden er vokset ud af stuen og ud på køkkenbordet, ud i gangen og allerværst ned på mit domæne. Når jeg finder en vintage pladespiller på mit gulv, kan I se mig stå som en anden furie og råbe på orden. Så trækker Kenneth på skuldrene, irriteres over min smålighed (som om…) og begynder at rydde op, men hvis nogen tror, at jeg lever i sirlig orden, tager de grundigt fejl og ved I hvad? Han er glad. Så er jeg også glad og tricket har jeg fundet.
Når det bliver for meget, flytter jeg op på spisebordet i køkkenet. Jeg placerer computeren deroppe, begynder at indtage bordet bid for bid og efter nogle dage siger han, mens han står og rører i en gryde “Sig mig engang… kan du ikke flytte ned til dig selv igen. Det er ikke til at holde ud med alt det rod!” og i det øjeblik han siger det, ved han godt, hvad klokken har slået. Man kender vel sine lus på travet.
18 kommentarer
Nadia
8. november 2008 at 17:55Hehe sjovt, min mor har præcis den samme stol blot i blå.
Men hun kræver også sirlighed over hele linjen at du ikke ser så meget som et støvfnug.
Hos mig skal der gerne være lidt rodet, lidt hyggeligt og lidt varme, du ved lidt af det hele. Ingen sirlighed hos mig. :)
Birgitte
8. november 2008 at 16:16Hvor kan ejg følge det *S* herhjemme har vi en meget særpræget telefon stående på en meget frentrædende plads. Darth Vaders hoved hvor røret sidder i baghovedet, når den ringer så lyder den som DV når han trækker vejret og spiller Imperial Death March. Køn er den ikke, og heller ikke særlig funktionel, for lyden er elendig, men min mand ELSKER den. Mine veninder spørger hver gang de er her hvorfor jeg finder mig i det, “øøøøh finder mig i hvad, det er sq da også HANS hjem” Ja, jeg har mest at skulle have sagt med indretning, men han bor her nu også *S*
Og så sidst, det virker unægteligt som om I to er to halve af et hele, og det er en GOD ting!
Liselotte
8. november 2008 at 15:09Steen, der er masser af den slags herinde, vil du konstatere… når du ser samlingen – og vi ses… lige om lidt :-)
Louise, det er da fedt med den interesse. Jeg har heller ikke noget imod det og synes faktisk, at en rørforstærker kan være afsindig flot :-)
Louise
8. november 2008 at 14:30hehe – den historie vækker minder… Jeg har i mange år haft en gammel, men god og virksom rørforstærker til at stå hjemme hos mine forældre, fordi jeg ikke selv havde pladsen – den var stor og bøvlet og fylder som bare …… min mor har mange gange været på nippet til at smide den ud, men heldigvis har den været under min fars overvågning hjemme, så jeg havde backup på :) I dag står den trolig ude ved min farbrors gård, og hygger sig blandt andre instrumenter – godt den overlevede :) Og jo jeg er en pige – og jeg elsker Hi-fi dimser og dippedutter… vi har også højtalerne på størrelse med jeres, men vi har ikke pladsen til dem … ;) Så sådan kan det skam også være… akke ja :)
Steen Brølling
8. november 2008 at 14:30Yep. Kvindelig rummelighed må være på sin plads. Jeg tror jeg holder med Kenneth! :)
Jeg kommer for at kigge lige ommerlidt. Kører snart…
Liselotte
8. november 2008 at 13:18Deborah, vi prøver garanteret allesammen at lave lidt om… men lad os håbe, at de fleste af os hurtigt bliver klogere og husker, at det er helt urimeligt at bede et andet menneske leve op til VORES normer og forventninger :-)
Hanne, jeg bruger nu også det trick. Der ligger ofte bunker af skruetrækkere, måleapparater og skruer på Kenneths kontorstol. På min ligger der så bunker af garn ;-)
Hanne
8. november 2008 at 12:50Dine ord kunne være kommet ud af min mands mund.
Han bruger det trick at lægge alle mine sager i en bunke i gangvinduet, og når den vælter, slæber han den ovenpå og lægger den i min kontorstol!
Deborah
8. november 2008 at 12:32Det er så sjovt og fint fortalt….. jeg kan blive helt “grøn i hovedet” over de der madammer, der med fandens vold og magt, skal lave om på deres kærester, og som vil bestemme ALT over hjemmet og indretning. Det er jo netop to personligheder, der forenes. Man forelsker sig jo i hele pakken og så skal man jo ikke gøre alt hvad man kan for at omforme og udraderer bagefter. Det har jeg aldrig forstået. I er heldige I to.
Liselotte
8. november 2008 at 12:20Det er nemlig noget med at tage hele pakken. Jeg er ikke bedre end de fleste andre. Jeg har brugt år på at erkende, at det netop er det, det her liv handler om, hvis man vil trives. Ikke at forsøge at lave om, men erkende, at glæde kommer af forskelligt og er individbestemt. At lære, at glæden kommer, når man giver slip og giver plads. At glæde smitter og gør livet farverigt og bredt og rodet og at det i grunden rigeligt belønner den, som giver rum til andre end sig selv og egne normer. Gid jeg havde vidst det for 25 år siden ;-)
merete
8. november 2008 at 12:06og ja det er jo også den med at tage hele pakken du abbonerer på.
merete
8. november 2008 at 12:06dine indkøb må jo også fylde en del i landskabet. og man må jo acceptere hvis man vil noget med nogen.. tage hele pakken, så at sige.
kan huske veninder i en madklub der var helt grønne i hovederne af irritation over deres mænds grimme tøj valg og deres svigerforældres DUMME måde at pynte juletræ på. det var næsten ikke til at høre på.
jeg kunne kun sige, tænk hvis han inderst inde gerne villese dig i en kilt fra jaeger på oslo plads???? og ja nu er det gået hen og blevet smart.
og jeg har så meget respekt for folk der interesserer sig og forstår sig på lyd.
jeres hjem ser mønsteragtigt ud. og hygge suser lige ud af billederne.
Gitte J
8. november 2008 at 12:05Jeg ser sådan på det – vi skal alle være her også tager vi en dag adgangen. Lidt rod må der gerne være, for så se her beboligt ud :-)
Vita
8. november 2008 at 12:04Jeg synes de danske mænd har fortjent flere kvinder af din kaliber.
Kvinder med rummelighed!
Tak – på mændenes vegne!!!!
Liselotte
8. november 2008 at 12:03Jeg elsker kvindelist ;-)
Jo, der er altid plads her til de, som ikke kræver orden og sirlighed, for at trives. Her er varm kaffe og meget lidt sirlighed, men er her hyggeligt, er det rigeligt til mig :-)
Ella
8. november 2008 at 11:52Som Anne siger, der er filan dans’me vildt hyggeligt, og rummeligt hos jer – og det elsker jeg :-)
Pernille
8. november 2008 at 11:37Er det ikke sådan der leves bedst .. orden er da rart, men der er langt mere liv og hygge i et hjem, der tydeligt bliver brugt :)
Jeg kender det godt – her er det bare computere, og dermed også stakkevis af CD’ere og ledninger! :)
Anne Dyrholm Stange
8. november 2008 at 11:20Det kan godt være, at der ikke er sirlig orden, men der er filan dans’me vildt hyggeligt oppe hos jer, det ved jeg, og hygge er vel tæt på det allervigtigste!
Jeg kommer snart, så ryd lige et hjørne af spisebordet til min kaffekop…
Kirsten
8. november 2008 at 11:07Kvindelist og diplomati kommer man langt med. Også her i huset :-)