En umanerlig lang tirsdag

Morgenen starter i mørke for mit vedkommende. Jeg er klar til start tyve minutter over syv, hvor jeg stiger ud af bilen og sætter kursen ind under det kæmpestore fluenet, der er spændt ud over os i disse dage.

Jeg vender mig, nyder synet af julebelysningen nede på Bredegade, inden jeg smutter op af trappen i nummer nitten og låser op, tænder lys og begynder dagen med at sætte en kop te over. Nu er jeg klar til telefoner, omrokeringer, aflysninger, sygemeldinger og hvad der ellers måtte nå at indfinde sig, inden min redningskvinde ankommer klokken 8.

I et anfald af overmod har jeg erklæret, at jeg sagtens snupper telefoner for både os selv og Århus og det uden egentlig at have opnået hverken erfaring eller rutine i noget som helst. Jeg tænker, at venlighed når man langt med og det er ingen skam, at skulle indrømme, at man ikke ved, så med de to ting in mente, snupper jeg den første indgående telefon…

Inden vi rammer middag, er min hjerne på kogepunktet. Der er så meget nyt at lære og energien brugt på at undgå fejl gør, at jeg i frokostpausen helt glemmer at synge for kollegerne – noget de ellers med sikkerhed er vilde med, selvom de ikke vil indrømme det… – men heldigvis når jeg at indhente lidt af det hen over eftermiddagen, som ikke bliver mindre hektisk. Nu har jeg heldigvis Lisbeth at holde i hånden. Og Lone. Et par superdygtige kolleger, som orker at forklare om og om igen. Det er så dejligt… så de får lige en sang og jeg kan se på dem, at de er vilde med den, selvom de ikke vil indrømme det… (og jeg har tænkt mig at indlede torsdagen med en julesang, for den dag MÅ JEG ALT og så skal de få, så hatten passer, skal de).

Da vi endelig kan lukke kontoret og erklære arbejdsdagen til ende, snupper jeg telefonen, ringer til min chauffør og får besked på, at det passer ret skidt lige nu. Kan jeg vente en halv time? Okkedog, som jeg kan. Man kan nå meget på en halv time. Jeg når at snuppe lidt jul med på vejen…

Nu er vi juleovermandet herhjemme. Jeg erklærer hermed julepyntningssæsonen for åben!

Måske er der mennesker i min nære omgangskreds, som vil betakke sig, men heldigvis er jeg enevældig diktator når det kommer til lige præcis denne del af året på Tjørnevang. Jeg bestemmer! Ah…

Da jeg runder Klostertorvet, er de ved at montere isbanen. I horisonten knejser silhuetten af Budolfi og ved siden af er julens pariserhjul. Vi er i sandhed ved at nærme os, siger jeg bare.

Jeg kan så godt lide den stemning der er omkring skøjtebanen og julemarkedet, som etableres nede på Gammeltorv lige bagved kirken. Nede på Gammeltorv er de for øvrigt i fuld gang med at opstille boder, hænge granguirlander op og i det hele taget gøre klar til, at byen om et øjeblik fyldes af juleglade handlende.

Jeg strøg hurtigt gennem boderne og rundt om bagsiden af Budolfi, for jeg havde en aftale om at stå og se godt ud nede på hjørnet af Algade og Budolfi Plads. Hvis det lykkedes for mig, ville jeg blive samlet op af en lækker, velklædt og mystisk (næsten) fremmed, så jeg prøvede virkelig, mens jeg beundrede kirken fra den anden side og det i noget, der næsten kunne betegnes som sol.

Tænk engang! Efter næsten tyve minutters anstrengt “Jeg vil gerne samles op, så derfor står jeg lige her og prøver enormt anstrengt på at se godt ud” parkerede en bil kortvarigt ved kantstenen. Bildøren gik op og jeg blev bedt om at sætte mig ind.

Heldigvis er der stadig nogen, som er natteblinde. Det er mit held ;-)