67

Nå ja, nytår er det jo…

Jeg har aldrig været og jeg bliver vist aldrig sådan en festlig og fornøjelig nytårsbombe. Mere sådan en grådlabil og melankolsk én af slagsen og lad os være ærlige, det er ikke os, der er mest bud efter på årets sidste dag. Vi er vel i grunden heller ikke verdens bedste selskab, men det er altså bare sådan og jeg næsten hader nytårsaften, fordi den gør mig så hudløs.

Det er ikke nyt. Det har altid været sådan.

Da jeg var seksten, var det selvfølgelig fedt at feste. Også da jeg var sytten. Da jeg var atten, havde jeg mødt Kenneth og den eneste grund til at jeg festede igennem i årene inden var jo – og sådan er det vel i den alder – udsigten til en minimal chance for at møde mit livs kærlighed. Det sidste er aldrig nogensinde sket for nogen jeg kender på en nytårsaften, hvor de allerfleste indenfor ganske få drinks er enten ualmindelig tåbelige eller decideret ucharmerende.

Det sidste er endnu en grund til, at jeg har det så svært med de der fester, som pinedød skal være helt igennem fantastiske, morsomme og fulde af kulørte drinks garneret med parasoller, knust mynte og party-uartig til den årle morgenstund. Jeg er absolut ikke afholdskvinde, men jeg kunne godt kandidere til en plads i Indremissionsk Selskab hvis ikke det var for de utallige andre laster, jeg heldigvis er i besiddelse af. Jeg er bare ringe til det der voldsomme alkoholindtag. Jeg synes generelt, at det er ufatteligt få mennesker, der kan bære en brandert.

Når alt det er sagt, så er jeg jo temmelig kedeligt selskab til de nytårsfester og for ikke at ødelægge fornøjelserne for alle dem, som elsker at feste sig lige durk gennem årsskiftet, så parkerer jeg hjemme den aften. Stille og roligt og i det bedst tænkelige selskab.

Vi bliver tre om bordet. De to andre er de to mennesker, jeg elsker højest her i verden, så det er slet ikke noget offer jeg bringer her. Tværtimod. Det passer mig ualmindelig godt, at vi om lidt parkerer oppe omkring spisebordet, finder et af de gode brætspil frem og går i gang med hygge os med det, mens Kenneth trisser lidt frem og tilbage mellem os og maden.

Menuen er fantastisk… og lige efter vores hoveder…

  • Hjemmelavet fiskesuppe  med blå- og kammuslinger. Her til valnøddebrud og frisklavet persillepesto.
  • Torsk, som vi elsker den med stærk sennepssauce og bløde løg i voldsomme mængder.
  • Olines yndlingsvarianter indenfor Ben & Jerry og et lille stykke chokoladekage on the side.

Faktisk kan jeg næsten ikke vente og så er der, traditionen tro, kransekage ved midnatstid, hvorefter der serveres gode oste og en lækker paté. Herefter er der fri leg eller dyner. Det må tiden vise, men programmet, dét er der ikke noget i vejen med.

Tusinde tak for året der gik, du kære læser. Vid at jeg ikke var her uden dig. Du gør mig glad og hver eneste kommentar jeg får, modtager jeg med glæde og taknemmelighed. Jeg glædes hver eneste dag over, at du er til og kigger ind forbi min håndholdte hverdag. Tak for det.

Jeg vil ønske for dig – og for mig, at vi skal møde et nyt år fyldt med store glæder, små, næsten ikke mærkbare sorger og glade og maveboblefremkaldende udfordringer. At vi skal finde kærligheden og lykken i samvær med mennesker, vi elsker. At vi skal huske, at størst af alt er kærligheden. Intet overgår den og når den får lov, kan den bygge broer, vi end ikke havde fantasi til at forestille os kunne bygges.

Jeg vil ønske for os to, at vi tager hul på vores absolut mest fantastiske år nogensinde. Jeg véd, vi gør det :-)

Rigtig godt nytår til dig!

Du vil sikkert også kunne lide