Nogen gange skal folk tvinges til at huske. Jeg forstår det ikke. Det er ligesom, at de helst vil, at vi skal glemme.Være stille. Ikke tale om mere. Tys. Nu lader vi som om, der aldrig har været en tid, før denne her.
Det nægter jeg. Til min dødsdag.
Spildte kræfter, siger jeg bare…
Jeg tør godt græde foran dig. Jeg forventer ingenting af dig ud over, at du kan rumme og være til stede i det faktum, at der var en tid før denne. Jeg forventer det! Jeg stiller det også som et krav til dig. Mit medmenneske. Ellers er vi to jo ligemeget.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
35 kommentarer
Hannah
16. april 2010 at 10:18Da jeg var under uddannelse, var der blandt mine studiekammerater en pige, der var flyttet til Danmark fra udlandet for at leve sammen med sin kæreste. Det var ikke nemt for hende – hvad hun havde taget af eksaminer i sit hjemland blev ikke anerkendt, så hun skulle begynde helt forfra, samtidig med, at sproget også var en barriere. Så døde hendes mor meget pludseligt, og hun nåede ikke at komme hjem og sige farvel til hende. Hun var helt knust. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til hende og var meget bange for at komme til at sige noget forkert. Det talte jeg med min mor om. Hun sagde til mig, at jeg ikke skulle være bange for at sige noget forkert, tværtimod kunne det aldrig være forkert at udtrykke deltagelse, for jeg skulle huske på, at det jo netop også var nyt og ukendt og skræmmende for pigen selv, og at ingen mennesker har rutine i at miste deres nærmeste, da hver relation er unik. At mange folk trækker sig væk i den situation, oplevede jeg selv, da jeg få år senere mistede min far, og jeg blev bestemt ikke ked af selv de mest klodsede udtryk for deltagelse i min sorg. Men jeg blev heller ikke så skuffet over de andre, for jeg kunne godt genkende følelsen af forlegenhed.
Lene
16. april 2010 at 08:55Og det at du sætter ord på følelserne betyder rigtig meget for mange. Knus
Letten
16. april 2010 at 08:48Jeg har ikke mistet et barn, men jeg har næsten lige mistet min far, som jeg var nært knyttet til. Jeg ved ikke med dig, men nogle gange kan jeg godt føle mig som et halvt menneske. Altså at der mangler noget i min krop og i det hele taget i mit liv. Der er ikke mange der forstår det, når jeg fortæller om det, og det er meget svært at forklare, men jeg er sikker på, du også har den følelse indimellem. Jeg savner meget.
et cetera
16. april 2010 at 08:31Uden lys kastes ingen skygger – de to er simpelthen hinandens forudsætning. Alexanders lys brændte – og brænder – meget klart …
Nogle mennesker er bange for skyggerne – og ser måske derfor heller aldrig lyset når det er klarest og smukkest – det er nu deres tab, tænker jeg. Varme tanker …
majken
16. april 2010 at 08:19sympatiske tanker fra Fynsland :)
Sole
16. april 2010 at 07:54Ja, meget mærkelig menneskelig mekanisme!!!! Mistede min mor for få måneder siden efter kort tids sygdom, der er altså stadig kolleger (kolleger igennem mere end 20 år), der ikke har ytret et ord om det!!! Særdeles mærkeligt for sådan en som mig!! Vi tilbringer 40 timer sammen hver uge, de kan normalt tale (læs: sladre) om alt, men at udtrykke støtte til en kollega, det kan man åbenbart ikke. Øjenåbner af de HELT store for mig, store forandringer er på vej.
Jeg er sikker på at du er kommet igennem dagen igår – måske med et par ekstra ridser men sikkert også stærkere. At miste er så svært, men at miste og ikke ha’ “ret” til at savne, det er ekstra svært. Så ta’r vi os “ret”!!!
Helle K.
16. april 2010 at 07:48Selvfølgelig skal man også kunne rumme andre menneskes sorg … og jeg stiller gerne op, men for mit vedkommende synes jeg, at det kræver at man er ansigt til ansigt – og ikke herude i cyberspace…
kokken
15. april 2010 at 23:00Sender en kæmpekrammer fra vestjylland – du dejlige mor til to!!!
Kirstenk
15. april 2010 at 22:58Jeg deler gerne både sorg og glæde, fordi de to elementer er så tæt forbundet…Tanker herfra!
Britta
15. april 2010 at 22:40Tanker fra Kolding.
Tante T
15. april 2010 at 22:17Der er ingen mening i at de – alle vore kære – har været en del af vores liv, hvis de ikke skal huskes.
Minderne om mine kære, kommer forskelligt fra dag til dag. Nogle dage mindes jeg med tårer, andre dage kan jeg mindes dem med et smil på læben…
Jeg er et rummeligt menneske ;) Jeg rummer også dine sorger og minder, – og føler mig endda beriget derved.
Iøvrigt et dejligt billede af Alexander – hvilket dragende blik…
Alice
15. april 2010 at 22:12Varme rummelige tanker til dig Liselotte er hvad jeg havde lyst til at skrive, og kommer til at tænke over ordet rummelig, mens jeg skriver det. Når noget skal rummes, kan det næsten lyde som om, at man syntes at personen er lidt til besvær. Gad vide hvorfor det stadig den dag i dag er så svært for nogle mennesker, når andre græder eller taler om andet en smalltalk. Jeg har set folk gå helt i panik over det på min arbejdsplads, og sendt folk ud i et baglokale i det køkken jeg arbejder i, nej gå du nu lige derud og sund dig lidt. Jeg tænkte hvorfor i alverden måtte hun ikke stå her, bare fordi at hun græd lidt. Jeg har også tit tænkt på nogle film hvor der sker noget tragisk og personerne reagerer med gråd, at der ofter er folk der siger stop crying til den ulykkelige på en bestemt måde:) Hvorfor egentlig? Sorg og glæde er jo i os alle, det ene er bare mere legalt end det andet. Ikke hos mig, så jeg rummer gerne, og du er ikke til besvær her.
AnneT
15. april 2010 at 21:37Min erfaring siger mig præcis det samme! Jeg har ikke mistet et barn, men jeg har oplevet sorgen over barnløshed. Og smerten over ikke at blive accepteret når man kom med sorgen som sidekammerat. Håber, I har haft en god dag! Bedste hilsner, Anne
Britta A.
15. april 2010 at 21:31Hvis mennesker prøver at undgå anerkendelsen og empatien, er jeg nogle gange ikke helt sikker på, om de er klar over hvad det afføder… nemlig i virkeligheden et svigt, som bare gør så ondt. Det er som et cut… smerten “må” ties væk. Berøringsangst som desværre er meget udbredt. Der er for meget facade og for lidt dybde. Der bør være tid til det, der fylder her og nu i vores liv. Smerte, sorg såvel som glæde og harmoni etc.
Stor respekt for at DU vil/kan udtrykke dig på din dejlige ærlige måde!!
Knus til dig, Liselotte! :-)
Lisbeth Bula
15. april 2010 at 21:27Jeg kan huske at jeg var av dem som ville styre unna slike samtaler da jeg var mye yngre.Sånn i tyve-årene. Nå har det forandret seg. Og det er en befrielse. Også for de som slipper å oppleve meg gjøre slike “omkjøringer”. Men så har jeg da også fylt femti.. Og mye har skjedd i mellomtiden.
De kan godt tåle å huske. Jammen kan de det.
Lisbeth K
15. april 2010 at 21:19Kære Liselotte
Jeg har ikke kigget med så længe, men siden jeg kiggede ind første gang, er jeg vendt tilbage hver dag fordi du inspirere og skaber en smittende glæde og solskin i min verden.
Jeg har ikke været hvor du var – eller er – men har en dejlig søster som efter et ungt menneske gik bort så fint sagde “Et kort liv er også et liv”. Og det er jo netop sådan det er!
Så skriv du bare alt det du vil, også jeg lægger gerne øre til.
Kærligst
Jenny
15. april 2010 at 20:45Også jeg møder det du beskriver – ikke fordi jeg har mistet et barn, for det har jeg ikke, men fordi jeg mistede min mor for snart 16 måneder siden.. Jeg mistede hende, og derved er der kun mig tilbage. Der er ikke en far, der er ingen søskende og jeg er derfor hvad man kan kalde alene. Selvfølgelig har jeg andet familie – men de vil aldrig nogensinde kunne træde ind og være det hun var, være mit grundlag, min rod.
Savnet fylder meget, og smerten aftager og tager til i etaper. Min sorg fylder hos mig, men hos min familie er der på nuværende tidspunkt lagt låg på. Jeg oplever, at mentaliteten siger “Videre, fremad, arbejd dig ud af det” og så lægges låget ellers møjsommeligt på igen.. Ikke af ond vilje, tværtimod, men formegentlig af magtesløshed, idet min oplevelse også er, præcis som du beskriver, at folk bliver bange for at åbne op for pandoras æske og stå med fyldte næver af noget de ikke kan smide tilbage i æsken uden at forholde sig til det…
Sikke en smøre. Håber det giver mening – summa summarum; jeg forstår hvad du mener..
Ha’ en dejlig aften og endnu engang tak for en skøn blog med åbent hjerte og åbne arme. Det er en fornøjelse og en frihed. Tak for det.
sidsel
15. april 2010 at 20:37Et stort hjertevarmt knus til dig. En sorg så stor er ubeskrivelig. At tale om det, at dele minderne, at græde over det, sådan skal det bare være!!
Jeg tåler gerne at høre om det. Og det er der heldigvis mange der gør.
Superkrammer
Wong Wai
15. april 2010 at 20:34Selvom JEG kun har kendt ” jer ” i X mdr.; har jeg ører, mund der tager hensyn, trøste, hvad der måtte opstå og kan bamsekramme. Trøste, høre og græde med hinanden er meget menneskeligt. Vi er bare “opdraget” til at tie – hvor der er usikkerhed/ VAR UBEHAGELIGT; men den tærksel kan vi lærer at knække. Heldigvis.
Vi SKAL ALDRIG tvinges til at glemme – det giver på sigt dårlig psyke.
Liselotte håber du får tårerne frem.
Bamsekram
Moster Tulle
15. april 2010 at 20:24Øv – håbede at det var anderledes med et barn, der fik lov til at se verden i mange år og ikke som mit englebarn måtte nøjes med livet i maven.
Jeg har mødt præcis det, du beskriver, men tilskrev det langt henad vejen at være fordi vores lille dreng aldrig fik et liv udenfor maven.
Nogle gange tænker jeg, det er deres (læs: folks, og det inkluderer desværre i høj grad familie) tab, at de ikke kan rumme min lille dreng – andre gange,hvor jeg er mere tyndhudet gør det så forbandet ondt, at hans lille og alt for korte liv slet ikke bliver anerkendt. Mon ikke du har det på samme måde med Alexander?
Jeg sender dig et kæmpe kram, for det har du brug for lige i dag
Irene Aagaard
15. april 2010 at 20:19Det er så præcist og smukt skrevet! Og du har ret i at sådan er det, men mange mennesker er desværre bange og forlegne ved at blive konfronteret med sorg og smertelige følelser. De vil helst fortrænge ubehagelige ting. Men i dit tilfælde kommer man selvfølgelig aldrig over den sorg og smerte, men man kan lære at leve med den. Stor respekt for det og for at du kan skrive om det.
ThinkingSpace
15. april 2010 at 20:03Jeg tror også, at det handler om de menneskers egen angst for at miste eget barn. Jeg mener, det er jo ganske forfærdeligt, at man som forælder kan risikere at miste det, man elsker betingelsesløst og højere end alt andet. Når man møder en, der har mistet, må man alt andet lige forholde sig til, at det kan ske. Man kan risikere at miste sit barn.
Når folk tier, tror jeg derfor også, det er et forsøg på at fortrænge den ubærlige viden for sig selv – altså visheden om at det kan ske, og at det faktisk sker for nogle.
Mange knus herfra!
Maria Jensen
15. april 2010 at 20:02KNUS LiseLotte.
Bibbi
15. april 2010 at 19:37Puh ha. Jeg har en stor klump i halsen ligenu. Er vokset op med at alt smertefuldt for sindet, ties ihjel. Det er bestemt ikke vejen frem og hjælper ingen….
Liselotte
15. april 2010 at 19:36Jeg tror – uden at gøre andet end at gætte – at det handler om at have angst for at konfronteres med andres smerte, for hvad gør man så? Derfor tier man, leder samtalen af andre spor end de, der var lagt ud og ind imellem bliver samvær så utroligt kunstigt på grund af alle de kunstgreb for at undgå…
Jeg er, var og vil altid være mor til Alexander. Jeg er, var og vil altid være en mor, som har mistet mit barn. Det gør for altid ondt, men jeg begynder jo ikke at styrtgræde, fordi vi begge to i et glimt husker, at Alexander er død. Der sker ikke noget ved at vi husker det, du og jeg. Verden går ikke under. Allerhøjest fælder jeg en tåre… måske, for det er da ikke sikkert – og det går verden heller ikke under af. Jeg garanterer! :-)
Anita
15. april 2010 at 19:26Kære Liselotte
Jeg tror at folk tier fordi de er bange for at “rippe op”. Og fordi de ikke aner hvordan de skal reagere/hvad de skal sige. Men man behøver jo ikke sige noget, bare lytte og rumme. Det bliver kun sværere af at man ikke må snakke om det – aldrig nemmere. Selvfølgelig vil din søn Alexander være der altid, i dig og i din familie. Jeg har først “lært dig at kende” efter, og kender ikke helt hans historie. Det meste gætter jeg mig bare til. Men jeg er glad for at du godt tør dele, også med en fremmed som mig! Knus fra Anita.
Fríða
15. april 2010 at 19:24ej, hvor jeg forstår dig. og hvor föler jeg mig såret af de mennesker jeg möder der omgående leder opmærksomheden andetsteds hvis jeg nævner min bror. virkeligheden er jo at han VAR her og på mange måder stadigvæk er her, for han er jo så stor en del af den jeg er. og vi skal naturligvis aldrig glemme, det ville være at svigte, både os selv, vore fölelser og også dem vi elsker.
knus
Frida, Island
Pernille
15. april 2010 at 19:18Jeg har en fast tro på at vi er dem vi er – på godt og ondt – på baggrund af vores fortid.
Jeg har ikke altid behov for at fortælle og huske, men det betyder ikke jeg glemmer. Det forventer jeg heller ikke af andre, og jeg lytter gerne hvis nogen vil fortælle.
For jeg tror på både glæde, sorg og tab er med at gøre os til hele mennesker :)
Betina
15. april 2010 at 19:16Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller-det er mængden af liv i dine år! (Abraham Lincoln)
Og mindes det skal vi ;-)
Knus til dig.
Susanne
15. april 2010 at 19:06Hej Liselotte.
Som ny læser af din blog, vil jeg gerne sige tak for din smittende glæde og den inspiration, du bidrager med.
Til dette indslag kan jeg kun sige, at gaver kommer i mange forskellige indpakninger…og hvorfor skal vi dog glemme en af livets store gaver. Dem værner vi om og gemmer i vores hjerter. Tager dem frem jævnligt og nyder – glædes.
Jo, du har mistet, men tænk på alt det, du fik ;)
Kærligst…
Tina - omme i London
15. april 2010 at 18:57Knus til (((((((((dig))))))))))) min snut. Jeg ville oenske jeg var lige om hjoernet, saa kom jeg og gav dig det in person. :)
Liselotte
15. april 2010 at 18:47Alexander har ikke fødselsdag. Der er ikke noget, som gør denne dag speciel i forhold til Alexander. Det kan være en hvilken som helst dag, jeg oplever det, at mennesker ikke ønsker at konfronteres med VORES tab, men virkeligheden er altså, at vi har mistet og den slags har det jo ikke med at forsvinde, bare fordi man lader som om det aldrig er sket ;-)
madam m
15. april 2010 at 18:45Vi skal huske, vi skal mindes, vi skal græde og vi skal grine.
Glemme kan man ikke. Det dur ikke.
Men forventes måske af dem, der ikke vil konfronteres med vores tab.
Knus herfra
anni
15. april 2010 at 18:45Jeg tør næsten ikke spørge, men har Alexsander fødselsdag i dag!
Selvfølgelig skal vi ikke glemme dem, som var en tid her sammen med os.
Hverken børn eller forældre.
Kh fra Anni
Annette Lund Andersen
15. april 2010 at 18:43Det skal du være velkommen til Liselotte. Selvfølgelig skal du ikke glemme det er da umenneskeligt at tro en mor, far eller søster kan glemme… Hvorfor skulle I også det, det har jo bl. andet været med til at gøre jer til dem i er i dag.
Jeg synes det er rigtig flot at du deler med os og tør sige at det stadig gør ondt…
Pas godt på jer selv alle 3…
klem og tanker herfra