Kunsten kan altid anbefales…

– men lige nu er der godter derude, synes jeg.

Jeg kan bedst lide at være omtrent alene, når jeg er på museer. Det er en kunst at få det til at lykkes. Også på Kunsten.

I går lykkedes det omtrent. I dag går det hele til i festlighederne omkring salget af Kunsten, men i går var der stille ro til fordybelse og oplevelser, man kunne tage sig tiden til. Det kan jeg lide, ligesom jeg holder meget af Alvar Aalto og Jean-Jacques Baruëls smukke bygning. Der er lys og smukke omgivelser, som passer rigtigt godt til kunst. Min eneste anke er samtidig og alligevel lysindfaldet. Det er smukt og dejligt, men det generer mange af oliemalerierne i en grad, så det også irriterer mig. Genskin har aldrig gjort noget godt for oliemalerier.

I den første del af museet er Erik Veistrups samling placeret. En livslang passion for kunst og en Puch Maxi danner rammen om en af de mest omfattende og fantastiske samlinger af nutidskunst og fordi Erik Veistrup er et passioneret mennesker, ønsker han at dele sin kunst. Ikke tjene på den. Samlingen er foræret til Kunsten som en ualmindelig gavmild gave og den indeholder nogen af de yngre kunstnere, der tidligere var meget begrænset repræsenteret på Kunsten.

Jeg holder meget af at se på kunst med andre. Det giver nye oplevelser og andre øjne på noget, jeg måske har set mange gange før og har oplevet på samme måde. I går fik jeg den oplevelse igen, men inden var der Erik Veistrups samling, som var ny for os allesammen. Ny og spændende. Der er mange værker, jeg kunne se på mine vægge, men der var selvfølgelig også en del, jeg aldrig ville hænge op.

Kunst er sansning. Kunst er evnen til at være til stede i nu’et og lade sanserne få overtaget. At opleve uden forbehold. Det er svært, men det er ikke mindre fantastisk, når det rent faktisk lykkes og at have tiden til at fordybe sig over tid i et værk, er luksus.

Både mor og Oline er fantastiske kunstnydere, som er meget inspirerende selskab. De sanser og oplever med følelserne, akkurat som jeg gør og det giver nogle meget passionerede snakke om værkerne.

Christian Vinds to store billeder med smukt svungne tuschstreger virkede umiddelbart dragende på både Oline og jeg, som straks måtte hen og tage dem i nærmere øjesyn. Jeg er vild med dem. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men det skal man heller ikke nødvendigvis kunne. Kunst er følelser og de er ikke rationelle.

Oline og mor var begge optaget af Anders Brinchs Playing all day/blue chewing gum. Mor kunne fortælle at billedet er Erik Veistrups yndling, ligesom hans børn vist altid havde været meget glade for billedet. Jeg kan roligt sige, at det ikke var anderledes med mine to følgesvende. De ville vist godt hver især have hjemtaget skilderiet, men den slags kan man sjældent slippe godt fra, så de afstod.

Bagefter fordybede vi os i defragmenteringens verden…

Pludselig var mine følgesvende forsvundet og jeg fandt dem i et landskab fuld af forvrængninger og bjerge at lys og skygge.

Sikke meget sjov vi havde ud af den installation. Aktiv kunst. Det var dejligt efter stille iagttagelse.

Jeg holder af meget forskellig kunst, men helt ærligt, så er det et gammelt, romantisk billede fra 1888, som bliver ved med at drage. Hans Andersen Brendekildes Forår bliver jeg vist aldrig træt af at beundre. Det er så svært og utaknemmeligt at skulle præsentere malerier todimensionelt og uden stofligheden og muligheden for at gå til og fra, så billederne nedenfor er end ikke i nærheden af at yde værket retfærdighed.

Det er ikke motivet, der drager. Det er talentet for at gengive en spæd forårsskov og en – må jeg gætte på – spæd forelskelse. Det er det kridthvide tørklæde, som lyser op inde i skoven. Det er bøgeblade, som knapt er sprunget ud. Det er anemoner og rester af efterårsløv. Det er…

Billedet er kæmpestort. Det er også nærmest fluorescerende på sine steder. Det er sanseligt og stofligt. Det er sådan et skilderi, som skal opleves helt tæt på, så afsted med dig.