Tiden antager faretruende hastighed eller hvordan jeg synes, at nogen burde uddele fartbøder

Morgenstund var friskmalet kaffe, blødt mælkeskum, bare tæer og en nydelse, der forplantede sig i kroppen til glæde for resten af dagen. Sådan burde alle dage starte. Ingen hastværk, men tid til at sidde og glo med kaffekoppen i hånden.

Jeg sad og tænkte tilbage på i går. Vi var inviteret med til Gregs Graduationparty  og det var en stor ære og glæde for os, at få lov til at være en del af den specielle aften. Der blev underholdt med musik og sang, der var dejlig mad og der var ikke mindst en flok dejlig, unge mennesker med masser af glæde og overskud, nu de er på den anden side af deres eksaminer. De eksaminer er for øvrigt ikke for tøsedrenge. Et eksempel; elleve eksaminer i en af ugerne. Op til tre styk om dagen. Det kræver sit, så jeg forstår godt, at de unge mennesker fester.

Deres hatte er så flotte. Der er bånd med alverdens flag omkring pulden, for det er jo en international studentereksamen og det skal kunne ses. Det kan det. Også på de smukke, unge studenter, som antager alle former og farver. Så smukke de dog var.

Jeg huskede også pludselig, at om alt går vel, er det min tur til at være mor til en IB student om et år. Kun et år. Jeg forstår ingenting og den klassiske med, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden, viser sig vist at holde stik. Jeg synes lige, at jeg hentede Oline i børnehaven for et øjeblik siden. Det er kun et splitsekund siden jeg fulgte hende ind af døren til Aalborg Friskole. Jeg blinkede og så stod der en langlemmet, smuk teenager med trang til luft under vinger, som viste sig at bære.

Hvor er det godt og dejligt.

Flere af mine klassekammerater er blevet bedsteforældre. Jeg venter nogle år endnu. Det passer mig, men jeg skal vist passe på med ikke at blinke.