I dag starter

I dag starter med strik, som mine dage plejer at starte.

Kaffe, strik og lidt stille refleksion over livet er den bedste start på dagen for mig.

Jeg sætter mig ved computeren på mit kontor og starter dagen med et overblik over forretningen og vores indbakke dernede.

Nogle mails besvarer jeg, inden jeg overlader resten til Anne, som møder ind nede i Garnudsalg mandag morgen. Imens drikker jeg kaffe og nyder, at jeg sidder med kig ud over gårdspladsen og den store kastanje. Længere oppe af vejen kan jeg se, at der er begyndende liv. Et par børn er ude på cyklerne og vender lige ude foran vinduerne på vendepladsen ude foran gårdspladsen.

Jeg strikker lidt, drikker lidt kaffe og finder min skrivebog frem.

Jeg kalder den ikke for dagbog, for jeg skriver ikke dagligt i den. Jeg ville gerne, men det bliver ikke sådan, så i stedet er den min skrivebog. Jeg finder den frem, når jeg har tiden eller overskud til den.

Jeg skriver om stort og småt

Når jeg endelig tager mig tiden til at skrive, bliver det om stort og småt. Der kan gå mange måneder mellem jeg får nedfældet noget på papir. Jeg kiggede i en genfundet skrivebog forleden. I den står der den 5/6 2021:

Verden er gået af lave siden sidst.

“Verdensomspændende pandemi” ville tidligere have fået mig til at tænke på katastrofefilm fra Hollywood, men her står vi, midt i en verdensomspændende pandemi, som har forandret alting for altid.

Verden bliver aldrig den samme igen”

Tænk hvor lidt vi vidste, inden alt dette skete. Tænk hvor sikre vi var. På alting. På verdensordenen. På niveauet af personlig tryghed. På hvordan fremtiden – med relativt beskedne udsving – ville se ud.

Vi vidste ingenting. Når vi troede, at nu havde vi nået grænsen for, hvad vi kunne rumme, kom lidt mere til. Oven i det har jeg – på det personlige plan – haft nogle temmelig store og tunge ting at skulle finde vej gennem.

Jeg er på vej ud i lyset igen og det tror jeg hårdnakket på, at verden også er.

Giv slip

Der er så mange ting, vi ikke er herre over, så at give slip på det, der skulle gives slip på og alligevel navigere i kaos, stor sorg og med en stor usikkerhed, har været overskriften for mit liv de sidste par år. Det er jeg ikke god til. Det kræver usandsynligt mange kræfter for mig, når der er så mange ting i spil, så endelig at se lys for enden af tunnelen, frigør stor energi og en spirende glæde, jeg ikke har følt længe.

Mig, som altid har kunnet finde det store i det små? Har jeg virkelig været helt derinde i mørket, hvor ingenting gav mening? Ja, det har jeg. Ikke så alvorligt, at jeg har været ved at give op, men slemt nok, hvis du spørger mig.

Jeg har arbejdet med mig selv

Jeg har fundet en mand, jeg har været helt tryg ved at blotlægge mig for. Han blev min “game-changer”, da jeg satte mig foran ham, og bad ham hjælpe mig.

Vi fandt mig.

Sikke en rejse vi tog sammen …

Jeg er vokset. Som menneske er jeg vokset. Jeg er blevet en anden. Jeg gør tingene anderledes. Jeg har valgt nye måder at være i verden på. Jeg arbejder fortsat med alt det, jeg har lært. Jeg mærker hver dag, at det gør en god forskel for mig. Derfor er det ikke vanskeligt at fortsætte.

Kenneth har været med på rejsen. Han har støttet mig altid. Det gjorde han selvfølgelig også her og det har været en forunderlig rejse for os begge. Vi er kommet styrket ud af det her.

Jeg er landet i en ny virkelighed. Med hjælp hævede jeg mig op over alt det, der var svært. Jeg fik øje på ting, jeg ikke kunne se, når jeg stod midt i dem. Handlemønstre. Kasser, der partout skulle passe. Roller, der slet ikke gav mening og midt i det hele mødte jeg Liselotte. Lille, glade, syngende og dansende Liselotte.

Op på hoften med dig. Du skal med hjem.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.