Jeg elsker de dage, hvor jeg kan være akkurat på grænsen til uartig langsom

Jeg vågnede til store, smukke snefnug, som sejlede stille gennem morgenen udenfor vinduet. Udsigten var så smuk, at jeg trak dynen tæt til hagen og besluttede mig for, at jeg ikke ville stå op, før det stoppede med at sne. Det tog sin tid, men jeg drak kaffe, spammede facebook og nød, at jeg kunne holde helt og aldeles fri i dag.

Bagefter trak jeg i gummistøvlerne og indtog haven med kameraet. Jeg havde lovet, at jeg ville tage nogle billeder og det var jo en herlig mulighed for at nyde, at sneen dækker verden.

Solen skinner. Sneen glider af taget i store, klagende flager og jeg glæder mig over, at temperaturen holder sig på minussiden, så sneen ikke forsvinder hurtigere, end solen kan nå at varme til. Det er kun taget, som kan snydes til at tro, at der er så varmt, at det skal skille sig af med sneen. Resten bliver liggende i smukke, hvide og knitrende lag allevegne.

I dag skal jeg strikke. Jeg har nogle projekter, som trænger til en kærlig hånd og lidt speedstrik, så jeg må hellere væbne mig med pinde, kaffe og netflix. Det er sådan set i orden med mig. Jeg skruer op for december med pebernødder, stearinlys og masser af gran, mens jeg nyder, at Oline har tidligt fri og derfor sidder lige overfor og snakker.

Jeg trænger til en stille dag. Sådan én, som ikke byder på nogen overraskelser. Sådan én, som er på grænsen til kedelig. Kom an! Jeg er klar!