54

Strik for livet. Strik for sundheden. Strik for sjælefreden.

Strik for livet, er hvad jeg dyrker. Jeg strikker. Jeg tror godt, at jeg tør skrive, at jeg strikker konstant. Der kan gå dage mellem jeg strikker, men det er sjældent. Jeg strikker altid. Jeg har aldrig tomme hænder. De er i gang. De har genoptaget min ungdoms passion efter mange års pause, for ja, jeg holdt pause i mange år.

Jeg stoppede engang i midt-firserne og jeg glemte egentlig, at jeg kunne lide det. Der kom andre ting på tapetet. Kenneth kunne være et eksempel. Senere kom livet, hverdagen, børn og andre interesser, som tog over, for jeg har altid haft et usvækket behov for at udtrykke mig gennem en eller anden form for håndarbejde. Arbejde med hænderne. Fantasi. Leg. Ind imellem har jeg strikket, men ikke konstant. Efter behov.

Jeg har prøvet mange, sjove former for håndarbejde og jeg var så heldig, at jeg i en årrække også levede af at skabe med hænder og fantasi, så strikken afløstes af andre udtryk, når der ikke lige var et udækket behov for sweatre, huer eller andet.

Strik

For syv år siden måtte jeg erkende, at jeg var langt forbi at have travlt og i virkeligheden var ramt af stress.

Jeg var meget lang tid om at erkende, at jeg havde udfordringer i min hverdag, som var vigtige at tage hånd om. Jeg mente, at der var tale om almindelig travlhed. Måske intensiveret, men jeg havde altid haft mange jern i ilden, så selvfølgelig kunne jeg også klare en periode med lidt ekstra på min tallerken. Vi levede i forvejen et liv, som aldrig nogensinde var forudsigeligt, så jeg var omstillingsparat, hurtig til at indrette mig og jeg arbejdede stabilt selv under meget pres. Altså indtil jeg ikke gjorde.

Indtil jeg begyndte at glemme. Indtil det føltes, som mit hjerte var på nippet til at hoppe ud af brystkassen. Indtil jeg trak vejret så overfladisk, at jeg blev forskrækket, når kroppen ind imellem insisterede på at tage en dyb vejrtrækning. Indtil jeg ikke længere kunne huske, hvorfor eller hvordan.

Jeg var der, hvor det ikke længere var en mulighed at træffe et aktivt og bevidst valg om, at jeg skulle sætte tempoet ned. Min krop lod sig ikke styre eller dirigere af fornuft. Den var langsomt i gang med at lukke ned, fordi jeg ikke havde givet den andre muligheder. Mentalt var der ingen ro. Tanker løb af sted med mig og jeg kunne ikke finde hoved eller hale. Jeg havde alt for længe lukket af for alt for meget, fordi det var nødvendigt, hvis vi skulle klare den hverdag, vi havde på det tidspunkt.

Til sidst sagde krop og psyke fra. Så blev jeg sygemeldt.

Jeg strikker

Jeg kan takke min læge for, at jeg blev hel igen. Jeg kan også takke hende for, at jeg fandt strikkeglæden igen. Hun kender mig. Hun vidste, at jeg ikke kunne sidde uvirksom hen, men hun vidste også, at jeg skulle bremses. Strik, sagde hun. Strik for pokker!

Det duede. Jeg strikkede. Jeg fandt ud af, at jeg kunne “tillade” mig selv at sidde stille, hvis jeg ikke var uvirksom, men producerede og strikning var en stor del af den helbredelses- og helingsproces, jeg skulle igennem de næste mange måneder. Jeg strikkede. Jeg strikkede gerne langsomt, ensformig strik. Den slags håndarbejde rummer en meditativ, helende virkning, som ikke må underkendes. Gentagelse efter gentagelse.

Sjælen helede i takt med strikketøjet voksede og efter en tid opdagede jeg, at der igen var så meget plads indeni, at både min kropsbevidsthed og min mentale kapacitet igen var så meget til stede, at jeg nød at strikke. At jeg fandt glæde ved at strikke. At det ikke kun var medicin og en undskyldning for at sidde stille, men pludselig igen en lidenskab, som vakte glæde.

Siden er jeg fortsat. Jeg strikker stort set hver eneste dag. Jeg ved, at strikketøjet er balsam på en flosset sjæl, så jeg strikker også med min sundhed og mit overskud for øje. Jeg strikker, fordi jeg elsker det og jeg strikker, fordi jeg slet ikke kan lade være. Jeg elsker at strikke. Jeg forstår slet ikke, at jeg kunne glemme det i alle de år.

Jeg bliver så glad, når jeg ind imellem modtager tilkendegivelser enten her i kommetarsporet eller privat i mails, hvor mennesker giver udtryk for, at jeg har inspireret dem til enten at begynde eller måske genoptage strikkeriet. Jeg håber for dem, at de oplever samme kærlighed til pinde, garn og den gode energi, jeg finder, hver gang jeg griber strikketøjet og måske det egentlig var nu?

Rigtig god strikning til dig, for hvis du ikke allerede dyrker disciplinen, er du da nødt til at starte nu, ikke? :-)