21

Fangedragten eller hvordan Arvingen sneg sig ind på mig

Jeg har været meget lang tid om at komme her til. Faktisk havde jeg forlængst besluttet, at jeg slet ikke ville. Alle andre havde gjort det og jeg var klar over, at alene det var grund nok til, at jeg ikke ville. Jeg gider ikke, når alle andre gør. Så lånte jeg Lisettes version nede på arbejde. Den var skøn, varm og praktisk. Jeg lånte den en par gange, men jeg overgav mig ikke. Ikke tale om …

I mandags var Anne på visit. Hun var ved at strikke Arvingen og hun skubbede mig ud over kanten med sit “…jamen man SKAL da have et nyt strikketøj til juledagene”, så jeg kapitulerede og tog garn med hjem til en stribet version af landeplagen. I forgårs var den færdig. I går tog jeg den i brug. Den bliver min hverdags-yndling, er jeg sikker på.

Arvingen Poncho

Vi har ikke skyggen af sne her i Aalborg. Resten af landet har tilsyneladende, men ikke os. Vi har til gengæld frost og jeg har problemer med at holde varmen for øjeblikket, så jeg knuselsker allerede fangedragten, som jeg har døbt trøjen.

Arvingen Poncho

Jeg elsker, at den er så rummelig og blød og varm og venlig …

Arvingen Poncho

Jeg valgte ikke at afslutte den med en rib, som foreskrevet, men i stedet med en heste-tømme, som lægger sig pænt og giver en fast, men alligevel fleksibel lukning. Jeg ville ikke have en trøje, der sad meget tæt i halsen og det ville jeg få, hvis jeg fulgte opskriften, så jeg improviserede, så den passer præcis til mig. Jeg er rigtig glad for resultatet.

Jeg er også vild med, at jeg valgte at supplere den italienske tweed med silk mohair, for det gør bare noget fantastisk ved en strik. Den bliver luksuriøs og luftig og jeg kan lide fornemmelsen af det varme og bløde strik. Det er så absolut en blanding, jeg både elsker og varmt kan anbefale.

Arvingen Poncho

Tilbage er vel kun at erkende, at Arvingen altså alligevel sneg sig ind på mig og jeg er helt sikker på, at den nok skal blive brugt flittigt i de kommende måneder.

Fakta:

Opskrift: Arvingen fra Pia Hernø.

Garn:  Italiensk Tweed fra Garnudsalg i skøn forening med  Blackhill Kid Silk Mohair samme sted fra danner sammen bund for en skøn og meget blød Arving.

Pind: 7

Garnforbrug: I alt 487 gram efter vask nogenlunde fordelt med 400 gram Italiensk Tweed i farverne Havregrød og Antracit og 100 gram Blackhill  Kid Silk Mohair fordelt på farverne Kit og Sort.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Jeg er vild med den blødhed kombinationen af netop disse to garner giver.

Modifikationer: Jeg har valgt at lave min egen version med I-cord eller hestetømme langs halskanten.

Hvis du vil se mere eller fordybe dig i flere billeder, kan du se dem alle lige her :-)

Du vil sikkert også kunne lide