Dordogne med tusmørkelyd

Dordogne med tusmørkelyd er noget helt særligt. I hvert fald lige her i vores lille smørhul, hvor aftenerne genlyder af flagermusenes jagt på føde, firbens vandringer på tværs af stadig varme sten og ikke mindst frøernes ivrige kalden på hinanden fra søen for enden af haven. Frøernes kvækken afløser cikadernes sang, som godt nok høres, men oftest overdøves af kærlighedshungrende, grønne frøer.

Vi har fundet et par steder at etablere siddepladser. Det handler jo ofte om, at man lige skal lære stedet at kende og sådan har det også været i år. Morgen og aften er vores foretrukne plads oppe foran husets øverste del, hvor vi har den smukkeste udsigt over lidt af den dalsænkning, vi bor på kanten til.

Om aftenen kan vi høre absolut ingenting. Jo, måske en knappenål, hvis den faldt til jorden, men ellers ingenting. Her er helt stille og det er alt for sjældent, at vi oplever det, så det er dejligt at nyde netop lyden af ingenting.

Udsigten er smuk og betagende. Vi nyder den om aftenen, mens vi spiser sen mad og drikker kold rosé, som det foretrukne i varmen, som på dette tidspunkt er lige akkurat tilpas. Vi taler pludselig dæmpet sammen, for stilheden indbyder til, at man sænker stemmen til noget, der nærmer sig en hvisken.

Vi hører ingen i de omkringliggende huse. Vi føler os omtrent alene i landsbyen ud over den store hund, som forleden skræmte livet af Kenneth, da han var gået den lille kilometer ned til kirken og affaldsopsamlingen med vores skrald. Pludselig stod den midt på vejen. Så samler man lige hjertet op fra asfalten, satser stort og passerer ligegyldigt, mens man tænker på, at der er en lille kilometer hjem. Det gik godt.

Aftenbade er populære hos Kenneth, som glad og gerne hopper i. Han svømmer gerne en aftentur, mens jeg går på opdagelse i omgivelserne med kameraet og lysten til at eksperimentere med de indstillinger, jeg endnu ikke kender.

Han gyser inden, under og efter, men han gør det. Han svømmer. Han siger, at det er godt og jeg tror ham, men er endnu ikke selv hoppet i til en aftentur. Det kommer nok.

Jeg går ned til søen for at se, om jeg kan finde frøer. Det lykkes ikke, men der er mange dage at tage af endnu, så måske det ender med at lykkes. Bagefter går jeg op gennem valnøddelunden og nyder duften af sommeraften. Den er tydeligt blandet af mange forskellige græsser og vilde urter. Jeg elsker den duft.

Måske flere kilometer væk høres lyden af en hund, der ivrigt gøer og gør opmærksom på et eller andet. Måske er det hunden fra forleden, men jeg tror det ikke. Denne er meget længere væk.

Bagefter samles vi oppe på terrassen til de sidste timer, inden vi trækker indenfor mætte af endnu en dag i Dordogne. Lyden af frøerne når os nemt. Oppe under tagudhænget flyver flagermus i fast rutefart ind og ud igen. Hos naboen høres pludselig latter. Vi er ikke alene. Selvfølgelig er vi ikke det.

Indenfor venter kølige lagner. Huset har været lukket hele dagen, så varmen ikke er trængt indenfor. Nu er kun den svage lyd af frøernes kalden tilbage. Om et øjeblik sover vi til lyden af den elskovssyge la Grenouille Vert …