31

Usynlig

I mange år var jeg usynlig herinde. Jeg gemte mig. Der var ingen billeder, der kunne fortælle, hvem jeg var. Ingen vidste, hvordan jeg så ud. Jeg var bare stemmen bag Slagt en hellig ko.

Det passede mig. Jeg kan lide at være anonym. Den der lever stille, lever godt, har en klog landmand engang sagt til mig. Anonym. Bare en strøm af ord.

Jeg er ikke anonym. Hverken herinde eller ude i virkeligheden. De fleste husker mig, hvis de har mødt mig. Jeg fylder og jeg støjer. Jeg arbejder med det, men ikke særlig ihærdigt, hvis sandheden skal frem.

Ikke mere …

I mange år syntes jeg, at jeg burde være mindre larmende. Fylde mindre. Være mindre rapkæftet. Være mere stille og sød, blid og feminin. Jeg øvede det hver dag, men helt ærligt, det gik ikke særligt godt. Jeg er nemlig ikke sådan og en skønne dag indså jeg, at det aldrig kom til at ske. Jeg ville bare bruge en forfærdelig masse kræfter på at prøve at leve op til forestillingen om mig. I stedet blev jeg mig.

Det var en befrielse. Jeg opdagede, at jeg faktisk holdt meget af hende den rapkæftede. Jeg kunne se ind i hende og jeg vidste, at hun har et hjerte af guld. Jeg vidste, at indeni er hun både blid, blød og sød. Hun larmer bare udvendigt. Ikke som et skjold, men fordi hendes personlighed er sådan. Hun er god nok inde bag alt det der larm.

Tomme tønder buldrer som bekendt mest.

Noget af en mundfuld

Hun er noget af en mundfuld. Det ved jeg godt. Jeg kender alle hendes svagheder og dem er der ved gud en del af. Jeg kender hende rigtig godt. Helt ind i de mørkeste kroge.

Heldigvis er jeg forelsket i menneskelig svaghed og jeg tilgiver let. Også Liselotte.

En dag besluttede jeg, at det ikke gik længere med at være usynlig herinde

Det var ikke en særlig gennemtænkt beslutning, men bare en helt impulsiv konstatering af, at det ikke gik længere. Nu måtte jeg melde klart flag. Jeg havde så mange læsere og mange af dem skrev til mig både her og bagom bloggen, fordi jeg havde ramt noget i dem, når jeg fortalte om mit eget liv.

De forærede mig en flig af dem selv og den slags fortrolighed skal behandles varsomt. De turde være sårbare. Så skulle jeg turde være det samme.

Man skylder at vise, hvem man er, tænkte jeg. Derefter var jeg ikke længere anonym. Du kan finde fotos af mig allevegne. Det er fint og helt, som det skal være og jeg har ikke oplevet, at det har ændret noget. Jeg har stadig de samme, søde læsere.

Det kræver overvindelse

Det er ikke bare lige at opgive anonymiteten. Det tog mig mange år, inden jeg kunne. Sidenhen kan jeg konstatere, at det var så fint og en god beslutning, for den havde gaver med i form af refleksioner omkring min måde at være i verden.

Jeg har ikke ændret mig, men jeg har konstateret, at de værdier, jeg bærer med mig, de fortsat er vigtige for mig.

At vi skal huske at behandle hinanden med venlighed og værdighed. At vi alle er værdifulde. At vi skal forvare de, som ikke selv kan. At vi skal være gavmilde og generøse med alt her i livet hvad enten det er smil, kærlighed, kram eller jordisk gods.

Det er ikke altid, at jeg lykkes

Jeg er kun et menneske og jeg kan også blive sur, besidderisk eller grådig. Jeg kan sagtens være strid og ikke have overskud og jeg kommer til at overskride grænser, fordi jeg er et menneske, der deler gavmildt ud af alt det, jeg bilder mig ind at kunne vide noget begavet om (og det er ikke så lidt, skal jeg tilstå).

Jeg arbejder på, at jeg udvikler en lille håndbremse, som kan trækkes to splitsekunder før jeg går i gang med endnu en af mine historier. Det gør jeg virkelig. Jeg har bare ikke fundet skruetrækkeren og svensknøglen endnu.

Jeg er så heldig

Jeg er omgivet af mennesker, som elsker mig på trods af alle mine fejl. Som holder af mig, selvom jeg larmer. Som gider grine, når jeg disker op med endnu en historie.

Mennesker, som får mig til at føle mig uendelig rig på alt det, der virkelig tæller.

Jeg er ikke usynlig eller anonym mere og jeg tør godt sige i al offentlighed, at jeg savner de mennesker. Savner som hul i hjertet og sug i maven. Jeg kan ikke vente, til vi tør ses igen og de kan godt begynde at ruste sig, for det er ikke så få historier, de har til gode…

Tak for dig

Tak for dig. Tak for, at du læser med. Tak for, at du ind imellem sender mig en lille flig af dit hjerte og vid, at jeg passer på det for dig. Det er dig, der giver ordene her mening.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.