Tørvegraver i Lille Vildmose

Min farfar, Kristian Jørgen Nielsen Andersen, er født tirsdag den 18. januar 1916, udenfor ægteskab.

Johanne var kun 18 år, da hun den 18. januar 1916, stred sig gennem en frygtelig snestorm, for at komme hjem til mor og føde sit første barn.

Farfar voksede op hos sine bedsteforældre. Han kom ud at tjene som 9-årig. Der var en stor børneflok at forsørge, så afsted med ham. En mund mindre at mætte.

Som ung mand, mødte han den smukke, rødhårede Karen Margrethe og resten er historie, men i en tid, hvor pengene var små og farfar var ansvarlig for familiens overlevelse, måtte han tage arbejde, hvor der var arbejde at få.

Han arbejdede på Vårst Savværk og jeg er heldig at have nogle virkelig skønne fotos fra den tid, ligesom jeg har fotos fra hans tid som tørvegraver i Lille Vildmose. Det tænkte jeg på i går, da jeg stod og kiggede ud over resterne af tørvegravene derude.

Der er utrolig smukt i Lille Vildmose

I går var vejret helt igennem fantastisk og da Kenneth havde en aftale, besluttede jeg mig for, at jeg måtte ud og trække lidt frisk luft. Jeg endte ude på Ny Høstemarkvej midt i Lille Vildmose.

Jeg var ikke nået langt ned ad Hegnsvej, før jeg faldt i snak med et par fra Aarhus. De var overraskede over, at her ingen sne er og nej, det er her ikke. Vi er gået fri i denne omgang. Det er nogen på matriklen glade for. Andre er stærkt utilfredse og jeg nævner naturligvis ingen navne, men jeg synes jo, at vinterdæk er til for at blive brugt …

Tag ud og oplev den smukke natur

Lille Vildmose byder på masser af oplevelser for store og små. Jeg synes, at de har udviklet en fantastisk indfaldsvinkel til en helt særegen natur og jeg er fuld af beundring for de tiltag, der både er gennemført derude og de idéer, der arbejdes på at føre ud i livet.

En del af min families historie ligger lige der, hvor jeg gik i går. Jeg elsker stedet og der er for øvrigt masser af naturoplevelser at få derude, uden du behøver at skulle gennem Lille Vildmose Centret, så at det er lukket lige nu, skal bestemt ikke afholde dig fra en tur derud, hvis du også holder af natur.

Sol og ingen vind gjorde det nemt at nyde turen

Lige midt i arrene efter tørvegravningen gik jeg tur og nød, at vejret var helt igennem vidunderligt. Blidt og blødt med sol og ingen vind gjorde det oplevelsen til en af dem, jeg næsten ikke kunne ende.

Jeg spejdede efter tegn på liv, men jeg så ingenting. Jeg så såmænd ikke engang den fugl, der ellers havde sat tydeligt aftryk i sneen, der lå på kanten af den tilfrosne afløbskanal. Vi var måske for mange, der travede naturen tynd, for sådan er det pludselig blevet. Mennesker allevegne og ingen steder med mulighed for at være helt alene. Heller ikke for elge, vildsvin og kronvildt, som ellers færdes hjemmevant i området.

Pandemien har sendt mennesket ud på de nære eventyr. Det er dejligt, at mange får øje på alt det dejlige, der ligger lige i nærområdet, men ind imellem kan jeg mærke, at jeg er ærgerlig over, at jeg ikke længere kan finde ensomhed, hvor jeg plejer at lade op med det.

Til tops i brandvagttårnet

Til sidst fik kulden alligevel krammet på mig, men det var ikke helt frivilligt, jeg trak tilbage til bilen.

Det var planen, at jeg ville op og fotografere ud over tørvemosen fra tårnet på stedet. Det lykkedes mig aldrig at finde et tidspunkt, hvor der ikke var mennesker oppe på platformen eller på vej op eller ned, så det må blive en anden gang.

En hverdag vil være fin at genbesøge stedet, er jeg sikker på. Jeg må hellere lægge en plan.