4

Jeg må vel…

I mit vindue står krysantemum. Udenfor skinner solen. Om lidt er kaffen klar og så vil jeg drikke dagens første kop. Efter den vil jeg tage en tørn med vasketøjet, som i den grad trænger til lidt opmærksomhed.

Krysantemum i vinduet

Når alt det er klaret, vil jeg lokke mor med på planteskolen, for jeg må ned og finde lidt løg, som skal glæde i foråret og den tidlige sommer. Det er godt at have noget, at glæde sig til.

Jeg vil så gerne have Allium og jeg har en fornemmelse af, at de nu endelig er blevet moderne igen, så chancen for at finde dem er til stede. De sidste mange år har ekspedienterne kigget undrende på mig, når jeg er kommet forbi planteskolerne og har spurgt. Alting har åbenbart en tid og det var ikke deres. Det er det nu, tror jeg.

Terrassen

Terrassen trænger til en overhaling, men det har været svært at gøre alvor af det, fordi der med en oprydning følger følelsen af, at pakke sommeren væk. Det har jeg slet ikke været klar til og tilsyneladende har blomsterne haft det på samme måde, for der er stadig masser at kigge på.

Det er svært at pakke pelargonierne væk, når de stadig står med blomsterknopper og lyderøde skyer af kronblade, som gør det til en fornøjelse at sidde derude. Det er endnu sværere at begynde, at smide sommerplanterne ud til fordel for efteråret og vinterens pyntepragt, men i dag skal jeg i gang. Det er med at benytte sig af vejret, som hurtigt kan slå om og gøre det til en trist affære, at stå derude.

Jeg har lyng og de fineste krysantemum stående, som udelukkende venter på, at jeg tager mig sammen og finder deres pladser til dette efterår og faktisk trænger pladsen ved hoveddøren til en overhaling. Er der ikke trist på terrassen, er der det til gengæld foran indgangen.

Krysantemummorgen

Jeg må i gang lige om lidt, men inden rører jeg måske lige en dej til lidt brød. Vi skal vel have en bolle, når mor kommer til kaffe lidt senere. Overspringshandlinger er slet ikke det værste vi har…

You Might Also Like

4 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    1. oktober 2006 at 17:35

    Nej, de er ikke det værste vi har ;-)

  • Avatar
    Reply
    Karin
    1. oktober 2006 at 14:25

    Overspringshandlinger er ikke at kimse af når det ender med boller en søndag eftermiddag :)

    God tur på planteskolen – glæder mig til at se de sidste skrig!

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    1. oktober 2006 at 14:19

    Der er også fantastisk vejr her, Solveig. Vi nyder det og om lidt vil vi hen forbi planteskolen :-)

  • Avatar
    Reply
    Solveig
    1. oktober 2006 at 13:03

    Det er nogle skønne farver. Jeg må vist også ud og finde lidt efterårsblomster.
    Men du har ret, det er lidt svært at tænke efterår, når pelargonierne stadig blomster så smukt. Her over på Sjælland er det bare det smukkeste vejr med sol og blå himmel.
    God søndag til jer!

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)