Selvfølgelig

De fleste praktiske ting omkring Alexanders begravelse er ved at være på plads. De sidste kan vente.

I dag gik det op for os, at vi er i december. Oline savnede den julepynt, som plejer at være fundet frem nu. Det er vigtigt for hende, at hun og Alexander stadig får julen. Han er her ikke, men han er her alligevel i hver eneste lille ting, vi finder frem.

Vi har ikke pyntet stort op. Vi har fundet Alexanders julestjerne, lidt julelys og enkelte andre ting frem. Vi har lavet kalenderlys. Livet går stille videre. Sådan skal det være.

Relaterede skriv

20 kommentarer

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    3. december 2006 at 08:21

    Tak for alle jeres varme ord.

    Vi klarer os. Vi savner voldsomt, men vi klarer os. Vi følges ad og det er rart og godt, at gøre det. Vi er enige om, at julen, som er lige om et øjeblik, var en af de højtider Alexander elskede og derfor skal den naturligvis ikke forvandles til det rene ingenting. Vi gør det så godt, som vi overhovedet kan og vi kan alle rumme hinanden. Det sidste er en stor gave lige nu.

  • Svar
    Donald
    3. december 2006 at 04:06

    Det er et godt banner. En god hilsen fra Alexander: hold af Julen og brug den.

    Måske er det malplaceret, men jeg vil gerne skrive en lille ting mere i denne hilsen. Jeg holdt meget af at læse op for min søn og “Det lille hus på Prærien” blev læst flere gange, og jeg klippede altid kraftigt og tyndede ud. Da han læste den selv, spurgte han om jeg havde læst det hele op – nej, selvfølgelig ikke, jeg sprang alt det væmmelige over. Man kan læse Laura’s julehistorier så det bliver til historier om, at jul er noget vi selv skal skabe, og som kun lykkes, når vi hjælper hinanden.

  • Svar
    susanne
    3. december 2006 at 00:05

    Kære Liselotte
    Jeg har tænkt meget på jer de sidste dage. Jeg har tænkt på Alexander som forskrækkede sin søster med klipningen af hanekammen i sommer, Alexander nede bag i haven sammen med mor, Alexander bage kager til mormor, Alexander i Frankrig, Alexander altid beskrevet med et lunt glimt i øjet. Og så tænker jeg, at jeg nogle gange er bedre opdateret på din hverdag, end på nogle af mine egne veninder, hvor vi gensidigt har travlt med hver vores hverdag.

    I den sidste tid er der desværre flere, der er gået bort i vores omgangskreds. Alt for tidligt, og under alt for tragiske omstændigheder. Alexander er blot en af flere forfærdelige og tragiske hændelser i de sidste uger, og jeg har måttet gøre mig nogle overvejelser om den her “følen med” i blog land. Er det nu ægte. Er det rimeligt at føle med mennesker, man ret beset ikke kender.
    Jeres situation i de sidste mange måneder har været tilstede i min bevidsthed, i næsten lige så stort omfang , som mange af de problemer jeg beskæftiger mig med irl. Kan det nu være rigtigt, tænker jeg?

    Jeg køber ikke den her med at folk der blogger er ensomme mennesker, der lever deres liv i blog land. Tvært imod synes jeg, at der bag rigtigt rigtigt mange af alle de hundredevis af tilkendegivelser, der har været på din blog den sidste uge, sidder rigtigt mange mennesker der er helhjertede og omsorgsfuldt tilstede, men tydeligvis blogger på baggrund af et hverdagsliv levet fuldt ud. Jeg synes at det vidner om folk der formår at engagere sig både i det virtuelle og det virkelige liv.

    Jeg kan synes, at det bliver voyeuristisk når jeg ikke har min egen blog. Men det bliver ikke mindre dybfølt af den grund. Som en anden blogger skriver “tro ikke at jeg skriver om alt hvad jeg oplever, eller at alt hvad jeg skriver er oplevet”. det gælder sikkert for de fleste blogs, og også for din, men samtidig er det virkelige liv i høj grad til stede i din blog. At det ikke er hele dit liv, er jeg ikke i tvivl om.

    Min konklusion ender med at blive, at vi mennesker må engagere os de steder vi befinder os. At det er i blog land, gør det ikke mindre ægte.
    Engagementet i hinandes liv i det virtuelle rum, er et engagement i de fraktioner af livet vi lader hinanden se. Og der er vi ægte og helt tilstede.

    Hele din dejlige familie har stadig min dybeste medfølelse. Jeg kan ikke lade være med at engagere mig, og jeg vil tænke på jer på tirsdag, og jeg vil stadig sende en bøn op for jer.
    Jeg ønsker en glædelig adventstid for jer, også selv om det bliver svært.

  • Svar
    Ann karin
    2. december 2006 at 22:45

    Tenker på jer…..

  • Svar
    Karin
    2. december 2006 at 21:14

    Ja, livet går stille videre – også selv om det nogen gange sikkert vil føles somom det går videre uden jer?! Højtider, mærkedage og årets gang vækker minder og det kan være svært længe endnu. Men Oline er klog! Alexander er stadig hos jer – på mange måder – og ikke mindst i juleminder og traditioner – og topbanneret som sender en strøm af julestemning ud i vore hjem:-)

  • Svar
    Amocca
    2. december 2006 at 20:56

    Jeg ønsker jer en glædelig jul trods alt… Tænker på jer i disse svære dage…

  • Svar
    karen
    2. december 2006 at 20:33

    ære være Oline som får dere til å tenke på tiden nå og videre fremover! barn har en fantastisk evne til å gå inn og ut av sorgen og sørge for at livet går sin gang! jeg er så glad for at dere er velsignet med henne. dere skal komme gjennom dette. livet fortsetter på en ny måte, nå fylt med uendelig dyrebare minner. klarer ikke å la være å tenke på dere og ønske dere alt godt selv om jeg bare kjenner deg via blogland.

  • Svar
    Det bedste
    2. december 2006 at 20:18

    Varme tanker til jer i den svære tid.

  • Svar
    Anette
    2. december 2006 at 20:12

    Jeg håber også at december måned med alle dens lys, varme og julehjerter må hjælpe Jer lidt :-)

  • Svar
    Pernille Henriksen
    2. december 2006 at 19:53

    Sidder og læser din blog og bliver helt ordløs. Er selv mor til en nittenårig knægt og kan slet ikke forestille mig, hvad i gennemgår i disse dage. Men jeg sender mange tanker nordpå ….

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    2. december 2006 at 18:12

    Livet skal da gå videre. Det gør det og det skal det. I en anderledes form, men vi er gode til at passe på hinanden, så det går faktisk rigtigt fint. Stille, men godt.

  • Svar
    Irene
    2. december 2006 at 18:11

    Et banner af glæde og sorg. Smukt.

  • Svar
    Solveig
    2. december 2006 at 17:52

    Det er dejligt at høre, at livet lige så stille går videre hos jer.

    Mine tanker er hos jer.

  • Svar
    Tina.
    2. december 2006 at 17:32

    Præcis: Sådan skal det være.
    Det er en af de ting der er så forunderlige ved livet; det går videre, selv når det forandres for altid.

    Tanker til jer.

  • Svar
    HELLE
    2. december 2006 at 16:32

    Kære allesammen

    Sorg er en underlig størrelse, den vil ændre form og farve alt efter dagens gang. Ingen ord i denne verden kan hjælpe jer, intet kan lindre jeres sorg. I skal være i den og i skal gå ud og ind af den.
    Julen er hjerternes fest. Julen handler om kærligheden.
    Kærligheden til jeres Alexander, er en kærlighed der går langt ud over denne verdens grænser. Denne jul vil formentlig være den mest smertefulde i jeres liv, men pas på hinanden……

  • Svar
    Ella
    2. december 2006 at 16:25

    Mine tanker er hos jer …..

  • Svar
    capac
    2. december 2006 at 16:14

    Må julen bringe jer fred i sindet…

  • Svar
    Bolette
    2. december 2006 at 16:13

    ja umærkeligt som livet går videre …

    godt han er hos jer i hver en lille ting

    tanker Bolette

  • Svar
    Anders
    2. december 2006 at 16:11

    Jeg tror vi er mange læsere, hvis tanker vil være hos jer i denne tid.

  • Svar
    Rasmus
    2. december 2006 at 15:47

    Det er godt at læse. Det er rart at læse, at I gennem de små ting både kan have ham hos jer og komme videre på én og samme tid.

  • Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)