Jeg kan godt lide at læse Umberto Eco. Jeg har i et år haft Dronning Loanas mystiske flamme liggende. Bogens titel talte ikke til mig. Bogen mangler forøvrigt de første 16 sider. Der var nok af gode grunde til at lade den blive inde i bogskabet.
Nu skulle det være…
Hvilken gave at få foræret, fordi jeg tager mig sammen. Jeg har kun smagt på bogen foreløbig. Sølle 64 sider inde i den, er jeg solgt, for sproget skaber konstant glædesbobler, som eksploderer og efterlader smagen af jordbær med fløde. Ordene kærtegner min hjernebark og jeg er helt og aldeles fortabt.
At bogen mangler de første 16 sider stemmer godt overens med hovedpersonens hukommelsestab. Den tresårige antikvarboghandler Bodoni vågner op i en hospitalsseng med en særlig form for hukommelsestab. Han kan huske historiske begivenheder, videnskabelig fakta og det meste af verdenslitteraturen, men han har glemt alt om sin familie og sin barndom. Lidt af en udfordring, men, åh så skønt han fortæller. Jeg er allerede lidt forelsket i ham. Og Umberto. Og Umbertos hjerne. Selvfølgelig.
Jeg elsker murstensromaner. Denne her er omtrent sådan en. Der er heldigvis over 400 sider endnu.
6 kommentarer
Liselotte
11. maj 2008 at 17:30Jeg er vild med den og læser den kun i små bidder, så den kan holde lidt længere :-)
Milda
11. maj 2008 at 11:38Jeg er simpelthen så glad for at du nævner den bog. Her har den ligget og ventet på mig i et par år, men nu skal den da med på ferie : )
Liselotte
10. maj 2008 at 21:09Nej, men heldigvis er den ikke det, C.O. Det bedste ved de gode bøger er, hvis de er murstenstykke, så de holder lidt længere, synes jeg :-)
C.O.
10. maj 2008 at 20:57Jeg er igang med en murstensroman,for anden gang: Sin mors datter..
skrevet af Marilyn French- 871 sider!!
Den er god at være i selskab med,men er ikke lige læst på en eftermiddag :-)
Liselotte
10. maj 2008 at 17:13Åh, hvor er det dejligt at læse, at du er fascineret af sprogets skønhed også, Fru Møller. Den slags er som sommerregn på varme skuldre. Jeg elsker, når nogen gør sig umage :-)
Fr. Møller
10. maj 2008 at 16:14Jeg elskede “Rosens navn”. At jeg fik købt “Luana” var faktisk et uheld – glemte at afbestille i en bogklub. Og netop grundet den lidt mystiske titel fik den lov at ligge, til jeg var løbet tør for læsestof. Jeg var lige så fascineret af dens sproglige skønhed, som du er. Faktisk er jeg endnu ikke færdig med bogen – den kan godt tåle pauser :-).