12

Søndag

Søndag blev slet ikke den søndag, jeg havde sat næsen op efter. Jeg havde drømt om udeliv, hav og sand, lugten af natur eller måske et loppefund. Jeg havde drømt om madpakke, termokande med kaffe og landevej.

I stedet blev søndag til mange timer indenfor, for at installere og flytte, så jeg nu har en ny computer med akkurat de ting, jeg synes, der skal være på den. En fin opgave, men sidst på eftermiddagen blev det for meget med minus frisk luft, så Oskar og jeg tog tiden til at snuse til efteråret. Bare sådan hjemme på egen matrikel, men det er meget bedre end ingenting og kunne klares mellem to installationer.

Om et øjeblik kan kvæderne høstes sammen med de sidste brombær. Jeg glæder mig, for så skal vi have produceret mere af den velsmagende kvædemarmelade. Der er også stadig blomster at hente ind. Det er en stakket frist, ved jeg, men mens vi kan, gør vi det. Vi fandt kastanjer til bordet og en bold at lege med, vi fik løbet lidt og vi fik fourageret hver især, inden vi vendte tilbage til det varme køkken.

Om lidt skal vi spise lidt mad. Bagefter er jeg sikker på, at sofaen godt gider omfavne mig. Den skal få lov. Måske orker jeg et lille strikketøj og med sikkerhed orker jeg at kramme og kysse Oline, mens vi ser tv. Sådan skal søndag afsluttes. På kærlighedmanér. Ah!

Du vil sikkert også kunne lide