Solen har skinnet glimtvis i dag. Det er ikke ringe. Man kan blive glad helt ned i maven af sådan en stråle, der lige lyser op og giver fornemmelse af lys og velvilje.
I dag nåede jeg også hjem omkring og spise en hurtig frokost, inden jeg måtte ud i verden igen. Tænk engang, at jeg fik fornemmet dagslys. Det sker ikke ofte for øjeblikket.
Jeg forventede også en glad og begejstret modtagelse, men der kom ingen Oskar. Han er blevet ældre og magelig. Ikke en lyd var der. Der var bare helt stille.
Til sidst fandt jeg ham oppe i sofaen, hvor han – som han plejer – var i gang med at ligge en mine puder død. Om jeg forstår, at han ikke foretrækker lammeskindet, som er lagt på hjørnet for lige akkurat hans skyld. Og lidt mine sofapuders, men sådan er det altså ikke. Han vil ligge som Prinsessen på ærten og vælger derfor hellere risikoen for at falde ned af puden, end den sikre, bløde udvej med en magelig placering på skindet.
Faktisk irriterede det ham grænseløst, at jeg ville tage billeder. Han sov. Han gad knapt åbne øjnene til en start. Til sidst blev jeg alligevel for irriterende og han rejste hovedet fra puden, men ikke uden at ligne en, der i den grad lider under, at han er endt i en familie med tåber.
Jeg kan have det på samme måde nogen dage. Han er tilgivet ;-)
28 kommentarer
Sole
19. december 2011 at 22:28Liselotte, han kan da lugte jer paa puderne og ikke paa lammeskindet, det maa da vaere grunden ;-)))
Sidsel
19. december 2011 at 20:53Oskar er så dejlig!,, pynt med de puder, men undre da mig over at lammeskindet ikke er en vinder??
Lise
19. december 2011 at 20:46Savner helt vores skønne Napoleon som (også?) er dansk/svensk gårdhund.
Han er udlånt til verdens bedste hundesitter – bare fordi det er hyggelig.
Præcis lige så magelig :0)
Kirsten/Maskebal
19. december 2011 at 19:35Jeg er ikke en “hundepige”, men han topper – super skøn ;O)
Liselotte
19. december 2011 at 19:51Han er sådan en rar hund, men der skal være plads til enhver smag… også kattemennesker :-)
Rosa Cathrine Rensborg
19. december 2011 at 19:09kender godt det blik man får når man kommer hjem på et tidligere tidspunkt end normalt. Dog har vi en stor transsebirisk hankat som ligger i sin søsters seng med ryggen mod radiatoren og har riller på ryggen efter den. Stærkt utilfreds med at blive afbrudt i sin første lur på dagen. Det er også kun en lur på små 8-9 timer:-)
Liselotte
19. december 2011 at 19:50Ja, det er virkelig en lur der vil noget de kære dyr tager, Rosa Cathrine :-)
Ulla GC
19. december 2011 at 19:07Synes jeg har set det udtryk før, kan hun da ikke lade mig i fred!! Det gælder ikke altid den anden vej rundt. Når jeg når dertil hvor jeg sidder i min gode stol, med strikketøjet, står der en hund og kigger indtrængende på mig! Hvis Hun kunne tale ville hun sikkert sige: “smid det strikketøj, og gør plads til mig!”
Liselotte
19. december 2011 at 19:36Oskar har det på samme måde. Han tåler simpelthen ikke, at vi sidder uden at have ham liggende mellem os ;-)
Ulla
19. december 2011 at 18:12Din Oscar må komme i sofaen, det må min Carla ikke..
Hun gør det heller ikke når der er nogen der kigger, men når vi er væk er hun oppe med det vuns… og nede inden vi er tilbage igen…
Jeg opdagede det ved at puder og tæppe i sofaen var rodet godt og grundigt sammen.
Nu lukker vi øjnene for det…
Hvad man ikke ser…. har man jo som sagt ikke ondt af.. vel….
Liselotte
19. december 2011 at 18:37Nej, man kan jo altid vende det blinde øje til, Ulla… og det gør jeg nu også langt hen ad vejen ;-)
Dorthe
19. december 2011 at 18:01Åh sådan lå vores hund også på puderne … Han var en ung hund og lå i stedet forventningsfuldt og ventede på hvad vi kunne finde på. I lørdags mistede vi ham – han var ikke engang to år. Han blev kørt ned under en jagt fordi han løb over en vej :'( Vores weekend blev ikke helt den vi havde håbet.
Liselotte
19. december 2011 at 18:36Åh, det gør mig ondt, Dorthe. Man knytter sig jo tæt til de små, vidunderlige venner, man får ud af dyrene :-)
Marianne
19. december 2011 at 17:56Så vakker, -selv med et furtent uttrykk!
Tenk å komme hjem å forstyrre ham i den viktige formiddagssøvnen!
Hunder er ofte forvist til et liv i eksil på gulvet, men liker seg jo best høyt på strå!
Liselotte
19. december 2011 at 18:36Det var heller ikke populært med den forstyrrelse, Marianne :-)
Tante T
19. december 2011 at 17:14En Oscar til Oskar ;)
Liselotte
19. december 2011 at 18:35Ja, for den optræden er det vist fortjent ;-)
Bebiane
19. december 2011 at 16:54Dejlig hund, hvor jeg dog savner vores Tulle, når jeg ser billeder af din Oskar, hun var samme race og den sødeste lille hund :-)
Liselotte
19. december 2011 at 18:35Det er en dejlig race, Bebiane. Han er min nummer to :-)
Lone Veggerby
19. december 2011 at 16:53Go hund, han ved hvad der er godt:-)
Liselotte
19. december 2011 at 18:35Det gør han, Lone… undtagen når du er her, for så fatter jeg altså ikke, at han gider ligge klistret op ad dig ;-)
Lisbeth Bula
19. december 2011 at 16:40Hva med en Emma-Labrador som er tildelt to seter i en treseters sofa og likevel klarer å strekke seg til 3dje sete for å snøfte og gni seg der det ikke er noe teppe . Menneskene i familien burde da i det minste være forunt ett sete i den selsamme sofa, spør du meg. Men jeg blir ikke spurt! Og jeg kan si jeg blir møtt konsekvent om nesen kan stikkes i handleposer. Kommer jeg hjem uten plastikk-lyd, er det opp til dagsformen hva den gamle damen gidder ..
Liselotte
19. december 2011 at 18:34De er så sjove, sådan nogle dyr. Vi har meget glæde af dem, de tosser :-)
Britta A.
19. december 2011 at 16:25Skøn ser han ud :-) Ikke en gang vores kat vil ligge der, hvor vi tror at vi har redt så dejligt op… næ nej, men alle mulige andre steder. Hm ;-) Ja, de mindst ventede steder endda! God aften til dig!
Liselotte
19. december 2011 at 18:33Sådan er det vist bare med de dyr, Britta. De har deres egen vilje. Helt som os :-)
Helle K.
19. december 2011 at 15:59PS: udtrykket i hans ansigt kender jeg også ;)
Helle K.
19. december 2011 at 15:59:) Emma vil altså også helst ligge på puderne i vores sofa – det er måske racebestemt?
Liselotte
19. december 2011 at 16:00Det kan skisme godt være, Helle – og der er bare ikke noget at gøre. Jeg har tilbudt alle mulige alternativer :-)