5

Jeg havde den skønneste dag i går

Jeg havde den skønneste dag i går. Jeg tog hjemmefra ved ni-tiden og kørte sydover i retning af et sted med den mest betagende udsigt til Begtrup Vig og hvis du ikke ved, hvor det ligger henne, er du gået glip af et fantastisk sted på Danmarks landkort, ligesom jeg med garanti var det, hvis ikke jeg var så heldig at have mødt Ulla for år tilbage.

I går havde hun inviteret mig til brunch og derefter skulle vi besøge Tulipaner & Tomaters årligt tilbagevendende Sommersalg, som jeg endnu ikke er lykkes med at besøge, fordi jeg plejer at være udenlands i juli måned, men først snak og hygge og derefter skøn og overdådig brunch i bedste selskab med Ole. Der var noget at glæde mig til, mens jeg kørte ad E45 med god musik i ørerne og i selskab med rigtigt mange turister, som også nød det danske sommerland.

Jeg havde den skønneste dag i går

En ganske særlig dag med verdens bedste udsigt

Vi sad ude på terrassen. Det er jo sådan, at betagende udsigter ofte kommer i pakker med blæst og sådan er det også at have udsigt ned over Begtrup Vig. Det blæser næsten altid og derfor var i går ganske særligt dejlig, for vi sad ude med næsen i solen, mens vi strikkede, snakkede og hyggede os lige ind i brunchen.

Ole og Ulla er bare rigtigt hyggeligt selskab. Jeg føler mig altid godt tilpas hos dem og maden Ulla serverede var overdådig og skøn, så vi blev tanket godt og grundigt op, inden vi skulle over på Helgenæs til Sommersalg.

Helgenæs er kun et stenkast væk

Det tog fem minutter at køre derover og Ulla kørte i absolut adstadigt tempo, for turisterne er allevegne og de er ikke kendte med veje, sving eller retninger, så det er med hjertet i halsen, man kører ude på Mols i disse uger.

Det opdagede jeg også, da jeg nåede derud. Jeg er vant til, at jeg omtrent har vejene for mig selv, når jeg ellers besøger Ulla, så dette var noget af en brat opvågnen og jeg kørte også mere end almindeligt pænt, for at have tid til de bratte opbremsninger, der uafvendeligt følger med en turistsæson på de kanter.

Sikke et skønt sted at have sommersalg hvert år

Helgenæs er smukt og Tulipaner & Tomaters Sommersalg ligger placeret, så man ikke kan bede om mere. I den dejligste have fandt vi Hanne og Co. Der var gæster allevegne og skønne ting at skue. Der var lopper og smukke, syede ting, som selvfølgelig lokkede. Der var møbler, fade, kopper og tæpper. Der var kjoler, puder og tasker. Der var noget for enhver.

Bagefter var der hjemmelavet is i Bistroen med verdens bedste udsigt, hvis du spørger mig. Og der var kølige drikke og kaffe. Alt sammen ganske gratis og så indtog vi det i ualmindeligt godt selskab. Fruerne Tulipan & Tomats Fru Moder og Fru Hanne (iført den fedeste, hjemmesyede kimono, der desværre ikke lod sig forvilde ned i min kurv) lod os generøst dele deres selskab og sikke jeg hyggede mig. Jeg nød at sidde i skyggen og strikke og lytte til de skønne kvinder.

En dag, som fylder mig med taknemmelighed og glæde

Efter et par timer var det tid til at drage videre ud i sommerlandet. Ulla tog mig med til et lille sted på den anden side i vigen, hvor jeg købte keramik. Ups. Bagefter var der mere strik, snak og latter på Ullas terrasse, inden jeg måtte bryde op og køre hjemad. Denne gang med bilen fyldt af kærlighed til kvinderne i mit liv, Ulla og Oles skønne selskab, Oles dejlige æg og fire FANTASTISKE bøffer pakket og lagt i bunden af bilen, så de kunne fragtes hjem i god ro og orden og ikke mindst mindet om den dejligste dag på Mols.

Kommer du og hilser på?

Ulla og jeg ses igen i morgen. Ulla kommer og assisterer i Garnudsalg, så er du i nærheden, synes jeg, at du skal komme og hilse på.

Det er også i morgen, vi har Charlotte Spagner fra Handdyed.dk på besøg og vi endelig åbner op for salg af alt hendes smukke, håndfarvede garn. Det bliver fantastisk!

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide