Alter Hafen Gothmund

Det føles allerede som længe siden, vi var et smut i Tyskland, men det er ikke længere siden, end fotos fra turen stadig dukker op på min computer og jeg får lyst til at fortælle mere om turen derned.

Vi nåede at opleve ganske mange ting på kort tid. Specielt onsdag var tæt pakket, men det handlede om, at vi kun havde to hele dage at gøre godt med og den ene – torsdag – var vores bryllupsdag, så den skulle ikke pakkes tæt, men nydes stille og roligt. I stedet lagde jeg en slagplan for onsdag, der inkluderede Lübeck, Neumünster og ikke mindst en lille, temmelig hemmelig perle ved Trave; nemlig fiskerlejet Gothmund med Alter Hafen. Det er det sidste sted, det handler om i dag.

Alter Hafen Gothmund – en anbefaling værd

Anbefalingen kom fra Annemette, min søster, og vi var ikke sene til at følge hendes opfordring, for vi havde lige forladt Lübeck lidt skuffede og lidt ærgerlige over en frokost, der slet ikke fortjener omtale her. Nu vendte vi i stedet bilen i retning af Gothmund.

I første omgang endte vi i et villakvarter. Nydeligt. Velfriseret. Ordentligt. Det var ikke det gamle fiskerleje, vi havde forestillet os, at vi skulle se, så vi enedes hurtigt om, at GPS’en i Kenneths bil igen havde snydt os. Den trænger alvorligt til en opdatering, men det er ikke billigt, skal jeg hilse at sige, så de sidste år har vi klaret os med en kombination af en GPS og Google Maps på min mobil, når vi er ude på tur. Det gjorde vi så også den dag og jeg kunne hurtigt se, at vi skulle tilbage og i en lidt anden retning, end den vi havde taget i første omgang.

Efter få minutter ankom vi til Gothmunds gamle fiskerleje. Der var ingen tvivl. Vi havde udsigt til Trave og en fin, gammel samling af smukke huse – alle med stråtag og de fineste haver.

En lille sti førte ned til fiskerlejet

Vi fandt en lille sti. Den tog vi. Den førte os ned mellem husene. For enden af stien lå Alter Hafen Gothmund og vi drejede ud ad Fischerweg, for at se lidt mere af det smukke og idylliske fiskerleje.

Alter Hafen Gothmund - en anbefaling værd Anbefalingen kom fra Annemette, min søster, og vi var ikke sene til at følge hendes opfordring

De smukkeste haver og utroligt velholdte huse

Alle husene var utroligt velholdte og der summede af liv i alle de smukke blomster, som synes at være et af kendetegnene for den lille samling smukke haver og huse. Overalt stod smukke stauder og der var imponerende farveeksplosioner alle vegne man kiggede hen. Foran husene stod krukker med sommerblomster og stauder sammen med de smukke brændekister, bænke, små figurer og interessante udstillinger.

En lille lur tilbagelænet i den fineste have

Vi gik langs Fischerweg, som delte lejet. Oppe på banken lå husene. Ned til floden lå haverne. En grussti lod os passere alle husene og haverne og der var sandelig meget at beundre. Det var virkelig et smukt, lille sted. Vi mødte ingen mennesker, men fandt en enkelt, der tydeligvis nød livet.

På havesiden ned til Trave havde de bygget et lille anneks. Haven var smukt holdt. En dejlig græsplæne, krukker med smukke blomster og i kanterne de fineste staudebede. Det gentog sig uanset hvor man vendte sig hen. Alt var smukt, sirligt og elsket. Det var tydeligt.

En fiskerbåd gled forbi på den stille Trave

Vi fortsatte til Fischerweg endte. Det gjorde den nede ved Trave. Vandet var stille og midt i Trave sejlede en lille fiskerbåd forbi. Den var på vej ind til Alter Hafen og snart var den fremme og svingede ind i havnen. Vi nåede aldrig at finde ud af, om der var held ved båden og den havde fisk med hjem.

Til den modsatte side havde vi udsigt til forskellig små-industri. Her stod også et par mand og fiskede. Vi hilste, nød vandet en tid og vendte så om for at gå tilbage.

Gid vi havde haft en madpakke med, for det ville have været væsentlig bedre at sidde i græsset ved bredden af Trave og spise medbragt mad, end det havde været at indtage frokosten i Lübeck, men nu ved vi det til næste gang, vi kigger forbi, for det gør vi helt sikkert.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

9 kommentarer

  • Svar
    Tina Nymann
    11. august 2017 at 12:37

    Hvor ser der fint ud (men det er altså ikke pænt at fotografere folk, som sover med åben mund;-))
    Dejlig weekend til dig og dine:-)

  • Svar
    Rikke
    9. august 2017 at 19:48

    Hvor ser det skønt ud, og det er ikke alt sammen dine gode evner som fotograf. Her er vi også glade for Tyskland, det er et dejligt land.
    Kh Rikke

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      10. august 2017 at 08:08

      Det er et overset land, for det rummer rare mennesker og en utrolig varieret og på sine steder meget smuk natur. Der er meget at opleve dernede :-)

  • Svar
    Donald
    8. august 2017 at 15:19

    Jamen dog – det er smukt, og vejret var med jer. Jeg har råd til en lille tur, men synes hele tiden at vejret gerne må være lidt bedre og sæsonen må gerne klinge af (og priserne ligeså!) :) Sidste års spadseretur med Malte i Goslar, på bjergene udenfor og i Northeim står stadig helt klart i erindringen.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      8. august 2017 at 16:02

      Goslar og området deromkring er virkelig dejligt og også et sted, jeg er meget glad for. Der findes andre lige så smukke, eksotiske og skønne steder ikke langt syd for den danske grænse. Jeg synes, at Tyskland er en overset feriedestination. Jeg håber for dig, at du kommer ud og af sted, Donald :-)

  • Svar
    diana grønsted
    8. august 2017 at 12:50

    Nej, jeg ved det er dyrt……….Ønsker jer mange gode ture fra Diana

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      8. august 2017 at 14:15

      Meget ja og tak, Diana :-)

  • Svar
    diana grønsted
    8. august 2017 at 11:46

    Kære Liselotte. Hvad med at forære Kenneth en ny gps med livslang opdatering – foregår på computeren. Man kan da kalde det en gave for livet . – ). Prisen, ja, er tit på tilbud og er vel billig i forhold til de ærgrelser det er, at køre forkert eller surfe rundt og bruge tid og benzin. Hav en rigtig skøn sommerdag fra Diana, der en af de meget få gange i
    år, har slået parasollen op på altanen på 1. sal – i hjertet af Ebeltoft, med havkik og til Fregattens master

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      8. august 2017 at 11:57

      Vi har allerede mere end én bærbar GPS. Denne er indbygget i hans bil og et er så den, vi oftest bruger, men vi har opdaget, at den altså trænger til en opdatering… og opdaget, at det bestemt ikke er gratis ;-)

    Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)