Kenneth havde udset sig nogle sommerhuse

Søndag fik vi et kort besøg af Oline og Mikael. De var på vej i Shoppen og gjorde lige holdt i Gug, inden de ramte det sikkert travle City Syd. Efter de tog afsted, pakkede vi os i bilen og kørte nordpå. Vi trak ud til kysten.

Jagten, der ser ud til ikke at ende foreløbig

Kenneth havde udset sig nogle sommerhuse, vi skulle se på. Jeg sætter mig bare i passagersædet i bilen, strikker og snakker og når vi ankommer til stederne, stiger jeg ud, kigger, kommenterer og nyder den friske luft. I går var ingen undtagelse og vejret var vidunderligt. Det var mildt, lunt og gråt, men det er faktisk vejr efter min smag. Jeg kan lide den indbyggede stilhed, der er i vejr af den type.

Kenneth havde udset sig nogle sommerhuse

Av for pokker, hvor jeg slog mig

Allerede ved det første hus, gled jeg i den våde skovbund og landede med et brag på dele af mit korpus, jeg med det samme mærkede, ikke tog velvilligt imod slaget. Mine briller fløj – bogstaveligt talt – ind i skoven og landede blødt og godt gemt i krattet. Det tog Kenneth lang tid at finde dem, mens jeg brugte tiden på at børste både mudder, blade og såret forfængelighed af en øm og forslået krop. Bagefter kom jeg til at le, men hold nu op, som jeg stadig i dag er øm.

Vi fik mig læsset ind i bilen og den erfaring rigere, tog jeg mig god tid til at forcere våde græsser, mos og andet grønt resten af dagen. Jeg skulle ikke lige gentage det stunt, kunne jeg mærke.

Da dagen gik på hæld, trak vi sydover. Vi skulle hjem, for der var stadig forberedelser til den arbejdsuge, der ventede lige om hjørnet.

Vi kørte gennem Sandmosen og over Tranum Enge hjem. Der ligger smukke, nærmest uberørte, naturområder, som kan tage pusten fra de fleste naturelskere. Vi stoppede undervejs, når der var særligt smukt eller natur, jeg måtte kigge nærmere på. Jeg så et utal af dyreveksler og vilde bær, men dyrene så jeg ingenting til. Vi var der vist ikke længe nok.

Fornyede kræfter og den fineste solnedgang

Vi nød hjemturen og vi fik set den smukkeste solnedgangsamtidig med, at vi fik vendt stort og småt. Sådan en søndag giver fornyede kræfter. Jeg holder af søndag. Meget.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

12 kommentarer

  • Svar
    lauranga
    17. oktober 2017 at 09:32

    Jeg er ret vild med Kenneths strategi, og glæder mig til at følge med. Med den utrættelige indsats ender han måske med at finde noget som blæser din sommerhusskepsis fuldstændig af banen. Hatten af for ham, og for en dejlig søndag on the road.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      17. oktober 2017 at 09:47

      Han er ikke sådan en, som giver op og det elsker jeg ham for. Jeg følger med hver søndag og jeg nyder turene ud i kystnære områder. Alene hyggen er det hele værd :-)

  • Svar
    Lene TT
    16. oktober 2017 at 21:39

    Dejligt at se ‘min’ vej positivt omtalt! Håber din skulder er i bedring…

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      17. oktober 2017 at 09:46

      Min skulder har det ikke bedre endnu, men det kommer vel :-)

  • Svar
    Sidsel
    16. oktober 2017 at 17:32

    Sikke da noget! Men flotte billeder af det landskab, jeg kender allerbedst.
    Jeg tog et stunt for en måned siden. Cyklede på cykelstien, men jeg er ikke tryg. Synes bilerne er for tæt på. Så jeg trak lidt til siden, mistede balancen og røg i jorden. Der var ro søde mennesker der hjalp mig op. Tog hjem igen, kunne ikke finde mine briller. Jeg tager dem og på hele tiden. Nå men næste dag gik jeg turen. Rigtigt! De hang sgu oppe i rosenbusk. Nu har jeg sat snor i

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      17. oktober 2017 at 09:44

      Det med de briller er altså lidt en udfordring, når man kaster sig rundt i rabatten, Sidsel :-)

  • Svar
    pernille
    16. oktober 2017 at 15:07

    Åhh, jeg savner vores gamle familiesommerhus i Rødhus! Når jeg ser dine billeder sendes jeg tilbage i tiden. Vi havde fra 1964 – 2001 det hyggeligste lille sommerhus på Villadsvej i Rødhus. Alle barndommens somre blev tilbragt deroppe….sand, hav, klitter, revlinger, ild i pejsen … højt sommerhår, brune kroppe og sandede tæer i sofaen. Koldskål, is i Blokhus, traveture, blæst (den evige blæst). Men, som årene gik blev der mere og mere vedligehold (og vi havde også et ældre hus på Århus-kanten), så med stor vedmodighed blev huset solgt. Siden har vi nogle gange lejet et sommerhus på egnen og nydt gensynet med alle de kendte steder – uden dårlig samvittighed over ikke lige at få malet gavlen, gjort hovedrent i køkkenet osv. Rødhus og vesterhavet er mejslet i min sjæl :-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      17. oktober 2017 at 09:29

      Jeg er også vokset op med somre ved Vestkysten, så jeg er helt med på følelserne omkring dette stykke Barndommens Land :-)

  • Svar
    Charlotte Lind
    16. oktober 2017 at 12:35

    Ja, vi falder ikke så grasiøst, når vi falder. Håber snart du er fri af ømheden.
    Det lyder så dejligt med den søndagstur. Dejligt at vi har så smuk natur i Danmark, og kan nyde solnedgang og hav mange steder.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      16. oktober 2017 at 14:37

      Hold nu op… det var virkelig ikke elegant, men hvad pokker. I dag har jeg jo glæde af det fald, så at sige. Jeg ømmer mig lidt ind imellem, men det minder mig jo også om en skøn søndag i udsøgt selskab :-)

  • Svar
    www.randiglensbo.dk
    16. oktober 2017 at 11:36

    Av for katten da – man kan hurtigt komme galt afsted. Jeg håber, at ømheden efter faldet snart fortager sig!

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      16. oktober 2017 at 11:40

      Det skal nok forsvinde igen, men værst gik det ud over min skulder, som i forvejen ikke tåler noget som helst, så jeg har ikke sovet vældig godt i nat ;-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)