Vinteren er ikke skønnere

Onsdag var en af de dage, der hurtigt var væk. Den startede med arbejde. Formiddagen gik med at revidere, skrive, beregne og opdatere. Jeg nød kigget til gårdspladsen imens. Ind imellem sneede det og jeg elsker jo sne og frost. Vinteren er ikke skønnere, end når de to ingredienser er blandet i den, hvis du spørger mig.

Jeg ved, at flere er forårs-klar, men jeg har savnet sne og frost og jeg synes ikke, at jeg er klar til at slippe vinteren, før jeg har oplevet det, så det passer mig rigtig godt, at der er vintervejr i disse dage. I Aalborg er det sparsomt med sne, så jeg ved godt, at andre har meget mere at prale med eller skælde ud over. Jeg elsker det bare og ville ønske, at der faldt lidt mere. Det gør mig glad helt ind i kernen, når sneen daler.

I går hyggede jeg mig om eftermiddagen med lidt strikkepodcast, en hel masse strik og optrevling af to igangværende projekter, som bare blev lidt for vilde for mig. Farverne altså. Ikke modellerne.

Det ene projekt var Carbeth Cardigan af Kate Davies og jeg havde fundet en skøn, gul farve og var nået så langt, at jeg skulle til at strikke ærmer. Så strandede den. Den har nu ligget i godt en uge og pludselig vidste jeg godt, at det var farven, der drillede mig. Jeg var vild med den gule cardigan, men ikke til mig. Jeg kan bare ikke …

Det andet projekt var jeg også godt i gang med. Jeg strikkede Belfast af Veronik Avery. Jeg strikkede i en KLAR og LYSENDE blå farve, som er så smuk, at jeg gen-forelsker mig, hver gang jeg ser den, men også den var strandet og lå bare og kiggede på mig. Igen var det farven, da jeg fik analyseret lidt på ulysten til at strikke på den. Den blev bare en tand for blå.

Jeg trevlede begge op, mens jeg enedes med mig selv om, at det vist er en god ide at erkende, at jeg mest af alt er til neutrale basisfarver. Så slipper jeg da for det pjat!

Vinteren er ikke skønnere

Jo, du ser rigtigt …

Jo, den er god nok. Jeg strikker blå på billedet ovenfor. Det er en anden blå. En mildere og rundere blå, men blå er den. Og helt fantastisk, hvis du spørger mig. Det er ikke garn fra Garnudsalg, men garn fra det lager, der er på Tjørnevang. Bondeblå er farven. Jeg kan lide den og har besluttet mig for, at den skal forvandles til en brugbar hverdagscardigan. Jeg strikker igen Siri og jeg er kommet på arbejde i dette rustikke garn, men jeg tror på, at slutresultatet er værd at kæmpe for.

Hvad angår Belfast og Carbeth Cardigan, så skal de strikkes, men altså ikke lige nu. Jeg tager en kort pause, inden jeg igen slår op til dem.

I dag sidder jeg igen på kontoret og har brug for helt andre og meget mere uldne sager. Jeg sidder på det absolut koldeste kontor i Garnudsalg. Det trækker skrækkeligt og uagtet at der er skruet godt og vel op for varmen, fryser jeg konstant, så jeg har tæppe om benene og den allerbedste poncho, jeg ejer, om skuldrene. Det hjælper.

Ponchoen er en gammel sag fra Bente Lavsen. Jeg har strikket den i Plötulopi eller pladegarn, som du måske kender det som, lagt dobbelt. Den vejer ingenting, men er noget af det varmeste, jeg ejer og jeg elsker den. Den gør, hvad den skal; varmer de helt rigtige steder.

Fuld af varm luft

Du kan næsten se på den, hvor meget luft den indeholder. Den er virkelig luftig og alligevel så tæt, at jeg også bruger den i det tidlige forår over tynde jakker, fordi den så gør en tynd jakke rigeligt varm til den årstid. Den er virkelig en vinder.

Jeg har desværre forlist opskriften, for ellers havde jeg strikket flere udgaver af ponchoen.

I aften er der café-aften og jeg glæder mig

I aften skal vi afholde strikkecafé og jeg er forberedt så nogenlunde. Jeg har en stor taske fyldt til randen med strikkeprojekter, men det er fordi, jeg aldrig helt ved, hvor meget jeg kan koncentrere mig. Oftest kan jeg slet ikke, for jeg er nysgerrig af natur og skal helst følge med alle steder. Så er det skønt med noget rugbrødsstrik, som ikke kræver andet end rappe og villige strikkehænder, men valget er vigtigt, så det lidt sværere er også med i tasken.

Jeg skal hygge mig. Fællesskabet omkring glæden ved at skabe, er noget ganske særligt. Vi lærer gerne fra os. Vi er hjælpsomme. Vi elsker, hvis vi kan inspirere andre og i det hele taget er der bare en ganske særlig måde at mødes omkring håndens arbejde. Jeg er vild med det, så jeg glæder mig til café-aften.

Jeg håber, at du også har noget at glæde dig til i dag.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

12 kommentarer

  • Svar
    Lisbeth Jacobsen
    3. marts 2018 at 11:20

    Hej Liselotte.
    Har lige set dine utrolige smukke Mellow sun på Ravelry – du skriver at de begge er lavet med Manos Maxima fra Garnudsalg? Og hvorfor er der brugt forskellige mængder? Og kan du sige numrene på farverne – da de bare er så flotte og ville glæde nogle i min omgangskreds, hvis jeg strikker dem. Har set at opskriften får på garnudsalg…
    Tak for dine altid smukke strikkearbejder – de er super inspirerende

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      3. marts 2018 at 15:43

      Der er anvendt forskellig mængde, fordi det ene er øget med en ekstra mønsterrapport. Hvad angår farvenumre, så har jeg ingen mulighed for at hjælpe dig. Jeg har det ikke stående nogen steder, desværre :-)

  • Svar
    Marianne
    2. marts 2018 at 17:32

    Dejligt hvis man kan sidde inde og hygge sig og se ud på det hele. Men hvis jeg som jeg arbejder og må ud og afsted på flere adr. Og pga kollegaer der er sneet inde så er det dælme ikke sjovt. Ikke mine kollegaers skyld. Men puha det er bøvlet og man blir træt. Godt så at lande hjemme i varmen med et deeeeejligt strikke projekt

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      3. marts 2018 at 15:01

      Godt du landede hjemme til varme og strik :-)

  • Svar
    Jette Rosendal
    2. marts 2018 at 09:05

    Hej Liselotte. Jeg kom til at tænke på – kan man overhovedet købe uld som pladegarn længere ? Jeg sidder netop nu med et sjal om benene, strikket for mange år siden i pladegarn, og det er så lunt og dejligt. Så kan fint følge din glæde ved din poncho.
    Dejlig blog du har – læser flittigt med :-)
    Mange hilsner Jette

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      2. marts 2018 at 10:06

      Vi forhandler pladegarn hos Garnudsalg.dk, så det findes skam endnu. Vi har endnu ikke fået det listet i butikken, men jeg strikker blandt andet to projekter i det lige nu :-) Det er et vidunderligt garn, hvis man ikke er uldsart :-)

  • Svar
    Vivi Hyldgaard
    1. marts 2018 at 15:41

    Hvilket garn brugte du til den gule cardigan, du lige har trævlet op

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      2. marts 2018 at 08:28

      Jeg brugte tredobbelt højlandsuld :-)

  • Svar
    Karin
    1. marts 2018 at 12:32

    Jeg har lige været til foredrag med Anne Kirketerp, håndarbejdspsykolog der er varm fortaler for at man kun strikker i lækkert garn, har mindst 15 projekter til lidt af hvert og ikke laver noget håndarbejde der ikke giver glæde.
    Så du er da på den helt rigtige sti, når du mærker efter og trævler op.
    Kan forøvrigt anbefale hende, hvis du ikke kender til hende. Hendes mission er med psykologiens underbygning, at udbrede, hvad håndværk gør ved os mentalt. Hvordan det kan have en helbredende virkning.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      1. marts 2018 at 14:04

      Jeg ved allerede, hvilken forskel håndarbejde kan gøre, når verden vælter, så jeg er sikker på, at jeg ville være enig med hende, Karin :-)

  • Svar
    Conny
    1. marts 2018 at 12:11

    I ønskes en dejlig caféaften, og jeg håber, folk kan komme frem, men det lyder til, at I ikke er så hårdt ramt som fx på Bornholm.
    Uh, jeg er imponeret af, at du bare sådan trevler op. Men det er nok sundt, hvis man alligevel ikke kan forlige sig med det resultat, der kommer ud af anstrengelserne.
    I øvrigt, jeg spotter en flot grå cone ovre på hylden bag din poncho. Er det højlandsuld? Hvis ja, hvad hedder den? Jeg synes nemlig ikke, jeg kan finde sådan en helt neutral grå i øjeblikket. Og jeg er på vej til at ville strikke Abelone i sådan en neutral grå farve.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      1. marts 2018 at 13:43

      Der er stort set ingen sne heroppe, Conny :-) og nej, det er ikke højlandsuld, du kan se :-) Der er gråt på vej i den kvalitet, men det er vist udsolgt lige nu :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)