innovative stivstikkere eller…

Det er da fantastisk at opleve hvordan den ene weblog efter den anden dør i denne tid. Det kræver lidt efterrationalisering og måske lidt mental oprydning herhjemme. Jeg bør tænke over hvorfor jeg skriver og hvad målet er med det jeg skriver. Om det er godt nok, eller bare noget minimal-ævl. Jeg skal overveje om jeg bruger webloggen som den er tænkt eller bør revurdere min indgangsvinkel til mediet, ikke?

Nej, gu’ vil jeg ej!

Jeg skriver først og fremmest for mig selv og har gjort det gennem de sidste 3 år. Ikke at jeg først er begyndt at skrive for 3 år siden, men det er 3 år siden jeg begyndte at anvende Internettet som det papir min blyant strejfer hver dag.
Jeg er klar over, at der skete noget med mig og min skrivning, da jeg begyndte at bruge ???professionelt??? værktøj til formålet. Fra at modtage kommentarer via min email, begyndte jeg at anvende et kommentarsystem, som med det samme kan afsløre, om jeg har fået skrevet noget interessant, provokerende eller bare latterfremkaldende i dag. Det gør noget ved én…
Jeg har arbejdet meget med mentalt at give slip på ???suset??? og erkende, at der ind imellem er dage, hvor jeg skriver noget, som ikke byder på kommentarer og det er både godt nok og okay. Dette har jeg måttet gøre på trods af, at jeg gennem 3 år har skrevet for mig selv, uden andre kommentarer end dem der dumpede ind af den virtuelle brevsprække engang imellem.

Bliver jeg først afhængig af at have et aktivt publikum, bliver det pludseligt alt for bestemmende for indholdet af det som startede som en virtuel notes-/dagbog og det kan jeg ikke have. Jeg vil selv bestemme – det skal mine eller andres forventninger ikke gøre for mig. Afhængighed skaber krav til mig, som jeg ikke vil indfri. Jeg vil til gengæld være fri.
Jeg vil ikke ligge under for andres forventninger til mig. Jeg vil heller ikke ligge under for de elitære opfattelser af hvad en weblog skal indeholde. Sådan en kommer ikke med brugsanvisning, men opstår hvor der er skrivelyst, hvilket er et rigtigt godt udgangspunkt for aktivitet, glæde og fornøjelse for den person der starter den. Det må være målet.
At have det sjovt med det selv. At føle man har udbytte af det man laver og derfor ikke har andre forventninger til fænomenet end dem man selv kan indfri – helt alene…

Min weblog (hvis det i virkeligheden er sådan en, men hvem bestemmer det) dør ikke lige nu. Den er ikke afhængig af publikum. Den er afhængig af mig og min lyst til at skrive og den lyst kan ikke måles med antallet af kommentarer og forsvinder formentligt ikke lige foreløbig, men det er da skræmmende at opleve, at så mange weblogs dør lige nu og mange af dem netop fordi der har været forventninger til fænomenet, som ikke er blevet indfriet…

– rigtig god weekend til dig og dine!

…tænk hvis jeg nu havde et publikum, så ville det da være ærgerligt ikke lige at få sagt pænt god weekend, ikke :-)