Udevejr

Tre timer udenfor, kun afbrudt af hyggelige telefonsamtaler, som kom lige akkurat der, hvor jeg havde allermest brug for en pause, giver nok trætte lemmer, men alligevel overskud på lys-kontoen.

Jeg elsker denne tid og jeg kunne selvfølgelig ikke vente med at smide blomster i krukker og tønder, så nu er der ved at være klar til de sene aftener udenfor.

Jeg sneg mig til en forpremiere, da jeg hentede vattæppet og en kop kaffe. En ½ time med næsen i solen gør underværker og jeg er som født påny.

Der er plantet alverdens sommerblomster derude. De fylder endnu ikke meget i potterne, men det kommer. Jeg håber på lidt sol og varme de nærmeste dage, så alle får en chance for at falde til på deres nye pladser.

Haven ser stadig lidt sølle ud, men kastanjen står på lur og springer om et øjeblik. De andre træer og buske er begyndt at få et let grønligt skær og om ganske kort tid, vil det hele folde sig ud og give verden nye farver.

Der er klippet og revet blandt krydderurterne og pludselig, mens jeg rev, fik jeg øje på noget helt fantastisk…

Min abrikos har valgt 1. maj til at lade de første knopper briste. Der er allerede grene med små hvide blomster, som varsler frugter til efteråret.

Jeg kiggede på træet i går og mente det ville vare nogle dage endnu, inden blomsterne viste sig, men jeg tog fejl. En abrikos ved nok, hvornår det er forår.

Det er ikke fordi den giver mange frugter, men alene at kunne få fravristet den lidt er fantastisk, for den står udenfor. Lænet op ad væggen, får den akkurat tilstrækkeligt med varme til villigt at sætte blomster år efter år.

Når den springer ud, er det forår. Basta!