Hun blev to år i dag, min lille veninde. Hun fandt tid til at komme forbi på fransk visit og vi nød det begge to.
Mens storesøster beundrende fulgte i kølvandet på Oline, indtog vi sofaen. Der sad vi så. Helt stille.
Efter et minuts tid i stilhed, mærkede jeg hendes højre arm smyge sig om ryggen på mig.
Jeg fik et par venskabelige og svagt maskuline klap på ryggen og da jeg kiggede ned på hende, sagde hun “Hygli’ Iselotte” og jeg kunne ikke være mere enig. Det var hyggeligt.
Efter at have siddet lidt med armen om min ryg, sneg den sig op til de åbenbart fristende nakkekrøller, for snart efter sad hun og nussede mine nakkehår i stille eftertænksomhed.
Hun puttede sig tæt ind til mig, med sutten sikkert i munden og sådan sad vi så længe, mens vi lod verden passere, som det passede den. Det var rigtigt dejligt, så selvom hun flytter snart, håber jeg så inderligt, at hun altid gider være stille sammen med mig. Bare et øjeblik, eller to. Jeg gider godt. Det lover jeg.
12 kommentarer
Liselotte
29. maj 2006 at 17:02Hun er helt på højde med marcipan og mørk chokolade, Mette :-)
Mette
29. maj 2006 at 16:58Jeg forstår dig så godt! Lækker tøs!
Liselotte
29. maj 2006 at 13:52Hmmm, jeg skal vist lige tænke lidt Søren ;-)
erlando
29. maj 2006 at 09:17Og helt uden relevans..: PRIK!
Susan
29. maj 2006 at 02:23Liselotte, jeg er sikker på at hun vil blive ved med at være stille med dig i lang tid endnu.
Tænk at have en at være stille med, og som ovenikøbet kan lide at nusse nakkekrøller.
Hun er skøn – ikke til at stå for.
Karin
28. maj 2006 at 23:51Det er godt at sidde stille engang i mellem – og nusse nakkekrøller og ha’ det hyg’ligt… det skal der være tid til – hvad end man kender en engel med blå øjne og sut eller ej ;-)
Therese
28. maj 2006 at 23:34Er der noget bedre end store barneøjne og en sut i munden! Jeg smelter :-)
Ella
28. maj 2006 at 23:25De blå blå øjne er lige til at smelte helt væk i – og hende kender du Liselotte – altid! :-)
conny
28. maj 2006 at 23:22Man smelter da bare over sådan en kærlighedserklæring. – nå men det må hellere vente til jeg skal være mormor – engang.
Heldigvis har jeg da en femårig nevø til noget, der ligner, men han er jo snart en stor dreng.
Lone
28. maj 2006 at 23:21Åh altså, hvor er hun da lækker. Det er sådanne stunder som den du her beskriver, der i et svagt øjeblik kan få en til at ærgre sig over, at man ikke har småbørn længere – og desværre heller ikke har nogen man kan låne. Nyd hende!
Liselotte
28. maj 2006 at 23:05Absolut :-)
Donald
28. maj 2006 at 23:03Hvor er hun kær!
En rejse værd.