19

For 10 år siden…

Den sommer, jeg blev færdig som tegnsprogstolk, var en af de værste somre, jeg overhovedet kan mindes.

Jeg havde haft et år, som var spækket med Alexanders konstante sygdom og et massivt sammensurium af alle tænkelige og utænkelige former for kramper, som viste sig at være næsten umulige at stoppe. Oline havde nogle måneder forinden vist sig at være et kolik-barn, som skreg ubønhørligt hver aften fra 17-22. Mine muligheder for at blive inde på studiet efter skoletid, som alle de andre eksamensstressede studerende, var lig nul, for Kenneth arbejdede konstant og i døgndrift, så ambitionerne rakte til et forsigtigt håb om at bestå.

Vi havde planlagt at flytte til Jylland og skulle finde en bolig herovre, for vores hus var solgt per 1. august, så der var ikke meget tid at løbe på. Ind imellem eksamenslæsning, sendte jeg Kenneth og Alexander af sted på ekskursioner til Nordjylland, hvor de tog på husjagt, mens jeg sad hjemme med et skrigende spædbarn på skødet, mens jeg øvede mig i at aflæse tegnsprog.

Dagen inden en af mine i alt 4 eksaminer forsøgte min svigerfar, i omtumlet tilstand, at begå selvmord med en køkkenkniv. Herefter lagde jeg daglige besøg på hospitalet oveni alt det andet, som optog mit døgn.

Jeg fik alle ender til at mødes. Spørg mig ikke hvordan, men det lykkedes og jeg kunne en tidlig juniaften gå ud i haven sammen med min nu tidligere underviser og grave akelejer op, som hun pakkede i våde aviser, for at bringe dem til Sydsjælland, hvor de skulle vokse i hendes have.

På den måde fik jeg sagt tak for hendes store støtte i det forløbne år, hvor det ind imellem havde været mere end jeg troede, at jeg havde kræfter til. Hun var der altid med et klap på skulderen, et blik tværs gennem lokalet og en diskret, men velplaceret opmuntring. Jeg er hende stor tak skyldig.

Akelejen

Alt det kom jeg til at tænke på, da jeg passerede en af mine akelejer for et øjeblik siden. Gad vide om de overlevede i hendes have. De gjorde i min. De står her endnu, ti år efter.

Du vil sikkert også kunne lide

19 kommentarer

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    2. juni 2006 at 07:26

    Tak Farmer :-)

  • Avatar
    Svar
    Farmer
    2. juni 2006 at 02:48

    Akelejer er gode at give væk af.
    Det er, som Karen skriver, en vakker og stærk plante.
    Det er din historie så sandelig også.

  • Avatar
    Svar
    Yrsa
    1. juni 2006 at 11:34

    Ja og heldigvis for det – Ellers så det skidt ud for os 2 :-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    1. juni 2006 at 10:21

    Yrsa, jeg har nok ligesom dig. Om jeg forstår hvordan vi gjorde det, men det lykkedes og jeg skal ikke se mere end et ½ år tilbage, for at undre mig over, at vi har fundet kræfterne til de sidste par år, med konstant sygdom. Man kan altså, når man skal :-)

  • Avatar
    Svar
    Yrsa
    1. juni 2006 at 09:57

    Ja når man ser tilbage forstår man ikke hvordan man kom igennem.
    Må indrømme at jeg også fik lidt vand i krogene da jeg læste din beretning, men jeg kan nu også godt kigge tilbage uden at følelserne overmander mig. Men om jeg i dag kan forstå hvordan vi kom igennem ? Man kan meget mere end man tror før man har prøvet !
    Rigtig god dag til jer i det nordjyske.

  • Avatar
    Svar
    Hanne
    1. juni 2006 at 07:44

    Ja, I har (også) haft en meget barsk tid !

    Din Kenneth er et MANDFOLK !

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    31. maj 2006 at 23:28

    Karen – jeg håber de overlevede, så de kan minde hende om min taknemmelighed :-)

    Tina – når man står midt i hverdagen, er det svært at se lyset for enden af tunellen, så der skal afstand til. En skønne dag vil du kunne fortælle om disse første år, som din familie skal igennem og som er så frygteligt seje, uden følelserne overmander dig. Jeg ved det, men det er for tidligt endnu :-)

  • Avatar
    Svar
    Tina
    31. maj 2006 at 23:19

    Uha Liselotte alt det I har været igennem gav mig en helt klump i halsen og en lille tåre på kinden. For hvor ville jeg gerne være nået dertil hvor det ikke lyder som jammer når man fortæller om hvordan det har været, men hvor fortællingen bare viser ,at man forstærkes som menneske i sine trængsler og hvor meget man endenlig kan overkomme, når bare man har modet til det.

  • Avatar
    Svar
    karen
    31. maj 2006 at 23:08

    jeg er sikker på at hennes akeleier står der. akeleier er sterke, de slår rot så og si over alt og fremfor alt er de vakre. og de klarer seg. jeg har noen i hagen på et sted hvor ikke noe annet vil gro. akeleiene kommer igjen, år etter år og ser like sterke og yndige ut.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    31. maj 2006 at 22:35

    Nej, det har jeg intet hørt om Karina. Måske du kan smide en mail?

  • Avatar
    Svar
    Karina
    31. maj 2006 at 22:20

    Der er faktisk arrangeret noget jubilæums halløj her til sommer, har du ikke hørt om det? Foreløbig er vi 6 der mødes og der er da plads til flere!

  • Avatar
    Svar
    Mie
    31. maj 2006 at 22:18

    Flot fortalt, Liselotte – så roligt!!!

    Hæhæ, Karina – du er spottet ;-) Hvornår ses VI?

    :o)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    31. maj 2006 at 22:12

    Nåååååå… jeg troede, at klassen skulle mødes Karina, for så var der da noget, som var glippet. Det har jeg endnu ikke hørt noget om :-)

    Ja, vi ses da til december – med eller uden familier, men til 2 uger i København. Jeg glæder mig altså ;-)

    Pernille – tak skal du have :-)

  • Avatar
    Svar
    Pernille
    31. maj 2006 at 22:10

    Hold op hvor var det smukt fortalt!

  • Avatar
    Svar
    Karina
    31. maj 2006 at 22:02

    Åh, jo opgradering atter super planlagt, tror det er fra 4.12 og to uger frem…. Tror måske du har fortrængt det:-)
    Har allerede selv flere gange fået hektiske røde pletter ved tanken. Skal nok ha begge unger og min mor med…..

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    31. maj 2006 at 21:52

    Akkeja… man kan meget mere end man selv tror ;-)

    Karina – ses vi?
    Det har jeg ikke hørt noget om?
    Måske er det med vilje ;-)

  • Avatar
    Svar
    Karin
    31. maj 2006 at 21:40

    Ja, du er godt nok gæv, Liselotte.

    Din beretning giver håb i en stram tid og minder mig om, at svære ting kan overkommes med viljestyrke, kreativitet, udholdenhed og andres støtte. Tak for det.

  • Avatar
    Svar
    Karina
    31. maj 2006 at 21:38

    Ja, Liselotte, kan godt huske den sommer, vi var nogle der troede vi havde meget, bare fordi vi skulle klare de eksaminer!
    Vi ses til déjà-vu eller noget der ligner i december:-)

  • Avatar
    Svar
    Ella
    31. maj 2006 at 21:30

    Puha Liselotte det var en drøj tid for jer. Det kan være svært at forstå hvor kræftere kommer fra, når livet byder på stormvejr. Men de er der – heldigvis.

  • Byd gerne ind