Delt i to

At vågne op i egen seng, er ikke det værste i verden. At sidde ved hjørnet af spisebordet med kaffe indenfor rækkevidde og udsigt til en torsdag med masser af sol gør altså frygteligt godt og her er stille og jeg skal ingen steder.

Denne morgen inkluderer ikke kø fra Valby til Vesterbro, mens jeg stille undrer mig over trafikmeldinger, som gerne afbryder min Talk Talk, som ellers sørger for festlig morgenstemning. “Der er kø de sædvanlige steder” lød det hver eneste morgen og speakeren kunne næsten lyde overrasket. Jeg bøjer mig i støvet.

Jeg skal ikke stikke armen ud af vinduet, sige godmorgen og modtage dagens gratisaviser nede i krydset ved Vasbygade. Jeg skal ikke tage et hurtigt kig på dagens overskrifter, mens jeg skifter til anden gear, som var det absolut mest anvendte af slagsen, når jeg hver morgen tog turen til den anden ende af byen.

Jeg skal ikke smile til mine medrejsende, som får tiden til at gå med så forskellige ting som emailkorrespondance, øjenmakeup, akneeftersyn og sågar en enkelt barbering. Jeg behøver slet ikke fortrække en mine. Jeg skal bare drikke min kaffe.

Jeg skal ikke sige godmorgen både med stemme og tegn. Jeg skal ikke aflæse tegnsprog hele dagen, men bruge ørerne i stedet. Jeg skal ikke omgives af en pulserende og hektisk by, men sidde i næsten stilhed et sted i verden, hvor alting går langsommere.

Jeg trives begge steder. Mit hjerte er delt i to. Det bliver revet midt over hver eneste gang jeg forlader eller ankommer. Sådan har det været hele mit voksenliv. Jeg tog til København i min tidligste ungdom og siden har mit hjerte tilhørt byen, men ikke mere end det også tilhører Aalborg.

Man kan ikke være to steder på én gang, men man kan være så heldig, at få del i begge verdener. Hvor har jeg dog nydt mine 10 dage i hovedstaden og hvor jeg dog nyder, at jeg nu sidder ved mit spisebord med udsigt til have, solskin og hverdag.