61

Vi tænder lys i aften

Vi tænder lys, for at mindes Alexander. Vi tænder lys for at huske, at han kom forbi og forandrede os for altid. Vi gør det med hjerter, som er fyldt af taknemmelighed og en underlig, ambivalent lethed, for dagen viste sig slet ikke at være så svær, som vi havde frygtet.

Savnet er her stadig, men det er langsomt ved at forvandle sig til en stille murren i stedet for den konstante smerte, som fulgte os i tiden lige efter hans død.

Vi har været på kirkegården. Han fik sin røde lanterne. Vi havde en postkasserød lanterne med og gartneren, som var i gang med at lægge gran på de omkringliggende grave, syntes vist, at vi skulle have vores granguirlande lidt udenfor nummer, for vi bestilte den og prompte vendte han om, gik hen til sin vogn og kom tilbage med en fin guirlande, som han lagde på Alexanders grav. “Var den ikke til nogle andre?”, spurgte vi, men han syntes, at Alexander skulle have sin i dag. De andre kunne vente. Det varmede. Der skal i grunden så lidt til.

Alexander

Ovenfor er et af mine yndlingsbilleder af Alexander. Han var en tænksom sjæl og det kan man se på billedet her. I dag står det fremme med et lys ved siden af.

I et helt år har jeg undgået at læse tilbage i de indlæg, som beskriver vores sidste dage og timer med Alexander.

I dag læste jeg det indlæg, jeg skrev for præcis et år siden. Det gjorde ondt, men sådan er virkeligheden. Alexander og hans familie grundstødte. Vi har gravet os fri og er på vej videre ud mod horisonten. Jeg ville ønske Alexander var med, men sådan skulle det ikke være – og i grunden er tre vel også rigeligt til at styre en båd som livet. Vi har i hvert fald tænkt os at blive ved med at prøve.