En lang, men dejlig dag…

Nu skulle man måske tro, at jeg havde fået rigeligt af journalister for en tid, men ikke desto mindre har Anette været her i eftermiddag og et stykke ind i aftenen, for at interviewe mig til en artikel i Femina. Hun kom, da der stadig var lyst og gik, da der var blevet kulsort aften.

I første omgang tror jeg, at hun syntes jeg var en hejre, for jeg ville sikre mig, at vi var enige om vinklen på artiklen og jeg ville også have muligheden for at godkende efterfølgende. Lidt klog af skade bliver man vel, men Anette var svær at sige nej til, fordi hun havde nogle rigtigt gode overvejelser omkring det at skrive en weblog.

Resultatet af vores snak får jeg engang i næste uge, når Anette har skrevet artiklen. Jeg får den til gennemsyn og jeg har tænkt mig, at jeg vil være overbærende med mig selv, når jeg opdager, at jeg slet ikke har formået at forklare mig. Jeg var oppe klokken 5. Der var ikke mange hjernevindinger tilbage, da hun ankom, men hyggeligt var det. Faktisk rigtigt hyggeligt og snakken flød, så det var en fin og god oplevelse.

Nu er Oline i gang med aftensmaden. Hun laver, for første gang i sit liv, mad helt på egen hånd. Rosenkål og sprødstegt bacon var et must, men vi får også sukkerærter og – hvis jeg ikke tager meget fejl – noget kylling, som aftenens kødindslag.

Jeg glæder mig til at smage, men allermest glædes jeg stille over at sidde her ved spisebordet, mens hun enten synger eller indvier mig i alle de tanker, som konstant fylder hendes krøllede hovede.