65

Rigtig glædelig…

Morgenen er fuld af god og rigelig søvn. Sådan skal en 24. december være. Med god tid og ingen hastværk. Vågne langsomt og opdage, at man stadig kan sparke lidt. Vågne langsomt og starte dagen med kys. Vågne langsomt og vide, at dagen bliver sådan helt rigtig. At man er klar. Klar til hjerternes fest, for det er julen for mig. Den tid på året, hvor jeg endnu en gang bliver mindet om, at jeg er rig og på samme tid blevet lidt fattigere.

Min familie er skrumpet gennem årene. Nogle medlemmer er væk, fordi det var ved den tid. Andre er bare væk. Det kan føles uretfærdigt, men sådan har jeg det ikke. Jeg husker i stedet, at de lærte mig så meget, alle de mennesker, som kom forbi mit liv. At ingen af dem levede forgæves, for jeg er blevet et rigere menneske, med livserfaringer, som er gode at have med på min videre færd gennem livet. Jeg husker, at vi skal huske hinanden. Hele tiden. Hver eneste dag.

Jeg skal på kirkegården i dag. Jeg kan ikke holde jul uden turen først går op forbi Alexander. Jeg tænder lys, fælder en tåre eller to, mindes hvor meget jeg elskede ham og når jeg synes, at jeg er klar, spadserer jeg de ganske få meter ned forbi hans morfar, min far. Ham savner jeg også. Vi havde det skægt, når vi nåede julen. Min far elskede julen. Når jeg har sagt de ord, som skal siges, spadserer jeg ned til bilen og kører hjem til et hus, som dufter af andesteg og genlyder af stemmerne fra alle dem, jeg elsker.

Når jeg når indenfor hoveddøren er det endelig blevet jul. For alvor. Jeg kan give los og bare elske. Elske julen og elske de mennesker, som er med til at gøre den og resten af året til en fantastisk rejse gennem livet. Der er så meget at være taknemmelig for. Det minder julen mig om. Derfor elsker jeg også den og siger…

Jeg vil ønske dig og dine en rigtig glædelig jul med masser af kærlighed. Kærlighed er tusinde ting. Kærlighed er bare at holde af og omslutte mennesker med varme og interesse. Det kan vi vist godt finde ud af, du og jeg. Heldigvis.

Livet er ikke let, bare fantastisk!

Rigtig glædelig jul fra mig til dig :-)